Tag-arkiv: Ystad

Ystad

Af en eller anden grund, som ikke står mig særlig klart, købtes for nogle måneder siden en overnatning på et hotel i Ystad, Ystad Saltsjöbad. Det var der mange andre danskere, der gjorde, idet der var mange landsmænd forleden, da besøget fandt sted.

Dobbeltværelset var af størrelse som et enkeltværelse, men med to senge. En enkelt stol var der plads til, men intet bord. I øvrigt var det lille værelse behageligt nok at opholde sig i.

I restauranten bevirkede vinden og utætheder et ubehageligt træk. Det må undre, at dette tilsyneladende ikke kan udbedres.

Vi ville selvfølgelig gerne være gået en lang tur langs vandet, men det blæste flere pelikaner, sandet føg som sne og lagde sig i driver, og det var i det hele taget koldt uagtet solskin.

Det blev derfor kun til enkelt længere tur, nemlig til byen og tilbage igen.

Skiltet herunder kunne jeg ikke stå for.

Det er såre omsorgsfuldt, at man kan læse, at man skal vælge en anden vej, når vejen længere fremme er lukket.

Skulle du have lyst til en rundtur i Ystad, er det muligt at se efterfølgende billeder i stor størrelse. Der var mange bindingsværkshuse i byen, heraf mange med udhæng, så der formentlig bliver mere plads indendørs. Mangt et charmerende kig ind gennem porte kunne man også få. Hertil kommer gårde, som er værd at gå ind i.

Skulle vejen falde forbi Ystad, fx på vej til Bornholm, og er vejret godt, kan det anbefales at gøre ophold og nyde byen inden den videre rejse. Naturligvis kan man overnatte, hvis man vil bruge god tid til at se Ystad. Det kan klart anbefales – især hvis vejret er stille og solrigt.

Igen må det konstateres, at det er morsomt at opleve, hvorledes sådan en kort tur på godt og vel et døgn (= mere end 24 timer) opleves som lang tid, men det må vel være fordi man evner at være i den situation, man befinder sig i.