Tidsånden iagttaget fotografisk

Tidsånden er vel at forstå som den ånd – intellektuelt, følelsesmæssigt og måske handlemæssigt – der er karakteristisk for en given tidsperiode.

Da jeg nærmede mig den dumt parkerede ladcykel, der ses på billedet til venstre, tænkte jeg, at denne parkering, der ikke tager det mindste hensyn til andre, kunne ses som et handlemæssigt udtryk for den herskende tidsånd: mig, mig, mig og pyt med resten. En anelse hensynsbetændelse kunne være på sin plads.

Det er naturligvis en forenklet måde at anskue tidens tendenser på, men alligevel ses adfærden i rigt mål. Tænk bare på hvorledes folk i supermarkeder stiller deres indkøbsvogne eller -kurve på forunderlige steder. Midt i det hele er almindeligt. Det virker som enhver tankevirksomhed er fraværende – og det er nøjagtig det aspekt af tidens tendenser der ses på billedet øverst.

Det nederste af et skilt møder man, hvis man går ind for at tage Maribo domkirke nærmere i øjesyn.

Egentlig er det utroligt, at det er nødvendigt at henlede besøgendes opmærksomhed på, at kirkerummet ikke er stedet hvor medbragte madpakker nydes ledsaget af en flaske kølig rosé.

Men det er det åbenbart.

Måske er det fordi nogle kirker afholder spaghettigudstjenster eller hvad de kaldes, at andre tror man kan gøre som man lyster.

At det ikke er lykkedes at stave til drikkevarer er måske også en konsekvens af tidsånden. Og et punktum havde været nok.

Tager du billeder af tidsånden?

Tags:
Forrige post
Sneglens vej gennem livet
Naturen

Sneglens vej gennem livet

Næste post
Roskilde havn (6)
Roskilde

Turist en formiddag

Comments

  1. Jeg tror jeg ville have flyttet lidt på den cykel, for det der er ikke i orden.
    Nogle gange tager jeg billeder af tidsånden; mest fæstner de sig dog nok blot på nethinden eller i hjernen, men jeg er enig i dine betragtninger: Det er i betænkelig høj grad “mig”, som alting drejer sig om. Jeg håber, at det kun er disse, som gør sig meget synlige, for jeg møder da heldigvis også mange, som ikke er sådan, men er behørigt hensynstagende.
    Når det er sagt, er min egen, ellers søde, høflige og hensynsfulde, mand totalt tankeløs, når det drejer sig om at stille en indkøbsvogn fra sig, mens man undersøger eller henter en vare. Han stiller den bare fra sig midt i det hele, så andre er nødt til at flytte på den for at komme forbi. Det har jeg gjort ham opmærksom på i snart 40 år, men det går stadig galt 50 % af gangene. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad der foregår i hans hoved på netop dette punkt. Jeg ved ikke helt, om jeg skal eller , men jeg bliver ufortrødent ved med at enten sige det til ham eller selv flytte vognen.

    1. Jeg er naturligvis enig i, at ikke alle er eksponenter for tidsånden, som illustreret. Måske er man blot blevet mere sart med alderen.
      Dine overvejelser om hvad der foregår i hovedet på din mand, når han har med indkøbsvogne at gøre, er interessant i henseende til om det snarere er en bestemt indretning af hjernen og ikke tidsånden, der bevirker adfærden, som meget ofte ses i supermarkedet. Hvis det er tilfældet, er der jo ingen grund til at henføre fænomenet til tidsånden.

  2. Mine smileyer blev ikke vist. Det var hhv. en grædende og en grinende, så jeg ved altså ikke, om jeg skal le eller græde …

    1. Jeg har ingen ide om, hvad jeg skal gøre for at smileyer kan vises i kommentarfeltet. Vides dette, hører jeg gerne herom.

    • Eric
    • 23. juli 2024

    Jeg er ikke sikker på, at nutidsånden er mere mig-mig-mig end tidligere – hensynsløse egoister har eksisteret alle dage. Ofte tror jeg bare, at (især) unge mennesker ikke tænker særligt på konsekvenserne af deres handlinger. Især unge mænd er mere risikovillige/dumdristige, og det er vist i nogen grad biologisk betinget (hjernens udvikling).
    Det ældre segment (os!) er mere analyserende. Vi har simpelthen mere erfaring med, hvad der kan ske, og er derfor mere opmærksomme på mønstre, der indebærer risici eller gener.
    Mht. emoticons kan du prøve at se under “skriveindstillinger” (logget på som administrator). Øverst kan man bl.a. bestemme, om emoticons skal vises som grafik.

      • Jørgen
      • 23. juli 2024

      Begrebet tidsånd må reserveres til væsentlige emner, ikke småting som at man ikke tænker særligt over sine handlinger og deres deres konsekvenser og den slags. Det lyder som en god ide, og der er således ingen grund til at bruge sin energi på at forarges.
      Jeg har flueben i feltet om emoticons. Jeg bruger ikke selv mange af dem, men det burde vel være muligt for andre at gøre. 🙂 Tak for informationen.

Comments are closed.