Til Arnitzalm

Dette er en fortsættelse af op- og nedture i 2008 – i Virgental forstås.

Efter søndagens lange tur til Lasörlinghütte (se posten 2 nr. tilbage), blev mandagen brug til restitution.

Tirsdagen skulle vise sig at blive lidt overskyet og præget af nogen regn. Derfor var det tanken at tage en hvile-vandretur.

Fra en parkeringsplads ved Matrei var der kun ca. 600 meter op til Arnitzalm. Det kunne vel ikke være noget problem – og da en sti førte videre til Zunigalm i nogenlunde samme højde, blev det besluttet at gå dertil og ned igen.

At det skulle vise sig at blive en tur på de vanlige 8 timer fremgår af den næste post.

Turen op til Arnitzalm var lige op ad landevejen – bogstavelig talt. Der var ingen slalommuligheder, og derfor blev der brugt nogle kræfter.

At det blev lidt regnvejr var der ikke noget at gøre ved – det klaredes med passende udstyr.

Det var umagen værd at gå op til hytten. Det var dejligt at komme indendøre i varmen og få sig en god portion varm Erbsappelsuppe – var det vist – og noget at drikke til.

Almen var ikke nogen nybygning, men man fik det meget gode indtryk, at sådan levedes livet førhen om sommeren når køerne var på græs i højderne.

Der var med andre ord noget meget oprindeligt ved stedet – og det perspektiverede hvorfor det er så fint at komme til Virgental.

Livet er ikke kunstigt her.

Og det må man gerne nyde når man kommer fra nutidens unaturlighed.

Efter sålede at have holdt en pause, var det meningen at vi lige skulle stige 100 meter til for at komme til Zunigalm.

Helt sådan var det ikke – og læringen blev at man skal huske at se på højdekurver i højden. Men mere herom i næste post.

Posted by Picasa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.