Igennem nogen tid har det været debatteret i det ganske land, hvad man skal stille op med formastelige patienter, der udebliver fra aftaler.
Baggrunden for dabatten har været Rigshospitalets konstatering af, at patienter udebliver fra aftaler i et omfang, der på årsbasis koster 50 millioner. Det er naturligvis uacceptabelt.
Nogle hurtige politikere har ment, at en bøde-regn over udebliverne vil være en passende sanktion. Det kan måske være en ide – for det er naturligvis irriterende at folk ikke kommer, således som jeg i mit arbejde som selvstændig psykolog har oplevet det utallige gange.
Hvad siger patienterne egentlig
En af nyhederne i dag er, at man på Rishopitalet har ringet til et antal udeblevne patienter og spurgt til årsagen til udeblivelserne.
Nogle har glemt det, men det bliver endog meget tydeligt, at det ikke kun er derfor. En meget væsentlig forklaring synes at være personalefejl i forbindelse med indkaldelser, aftaler og registrering af dem, og det viser sig at være meget vanskeligt for patienter at komme i forbindelse med afdelingen for at aflyse eller ændre aftaler.
Fejl kan ikke undgås, men det kunne se ud som om antallet af fejl er urimeligt højt – specielt når man ikke har en kvalitetskontrolafdeling til at rette fejlene.
Der skal selvsagt strammes op på procedurerne – enkelhed fremfor komplicering må være et mål for at få det til at fungere bedre.
Nu venter befolkningen i spænding på at høre fra den første politiker, der vil slå til lyd for at fejl af denne type medfører fradrag i lønnen i næste måned. Det med mellemrum nævnte ledelsesprincip, der hedder “Det der belønnes bliver gjort”, vil utvivlsom virke her – jo færre fejl jo mere af ens løn kommer i lønningsposen.
Der skal måske blot omhu og kontaktbare systemer til!