Uge 17 2019

Det er i denne uge vi venter på regn. Tørkeindekset er højt.

I løbet af ugen kom der en sjat, men ikke nær nok til at bringe tørkeindekset nedad igen.

Jeg kan i øvrigt se, at det er en uge, hvor jeg ikke har noteret blogrelevante emner undervejs – og da erindringen åbenbart ikke aktiverer emner, er der nok ikke sket så meget før i slutningen af ugen. Det er selvfølgelig noget sludder, men måske er godt nok ikke at have belemret hjernen med alt muligt.

Et enkelt emne er dog kommet på banen. Jeg faldt over en opskrift på pesto lavet af radisseblade. Da jeg var barn, spiste jeg altid noget af bladene af radisserne. De var friske, idet de var hentet i haven. Så selvfølgelig kan man bruge bladene. Måske er det bare en dårlig vane at skære den del væk. Her er opskriften på tysk på radissebladepesto.

Ugens sidste dag bød på blogtræf i Gavnø slotspark med indkig i slottets kirke.

Deltagerne var bloggerne Ellen, Gitte og Pia med ægtefællerne John, Uffe og Allan samt overtegnede.

Gavnø er blandt andet kendt for at eksponere tulipaner om foråret. Der var mange, måske alt for mange efter min smag, men så var der heldigvis andre muligheder. Snakken gik nemlig. Om fortiden og arbejde, om nutiden og den daglige motion og om fremtiden uden lyst til at flytte på plejehjem. Og alverdens andre emner.

Først spiste vi i det fri. De fleste havde medbragt det fornødne, jeg købte en sandwich med laks. Den var der ikke meget fest ved. Da vi havde spist, drukket vand og en måske en sjat kaffe, rejste vi os, som det ses, for at begive os ud på en parkvandring.

Vi fandt frem til kirken, lille var den, veludsmykket var den også med utallige malerier og en støtte under prædikestolen og en lysekrone, der fangede Ellens opmærksomhed, se billeder via linket.

Son nævnt var der det ene bed med blomstrende tulipaner efter det andet – og snart kan løgene graves op og tages med hjem, dvs. man skal være der den rette dag i maj. Hvis du vil se flere billeder, kan du besøge Madames Huskeblogg.

Desværre var sommerfuglehuset ikke åbent endnu, det er det i maj – september. Parken er stor og man ser naturligvis slottet på turen rundt.

Efter en passende tid satte vi os igen, nogle fik sig en tår kaffe, andre lidt vand – og da vi havde snakket om løst og fast rejste vi os og gik hjem.

Det var en fornøjelig måde at tilbringe nogle timer søndag eftermiddag på.

Vel hjemme gik fruen og jeg en tur og så blomstrende æbletræer, evt. paradisæbletræer, i vejkanten.

Tags: , ,
Forrige post
Skilla
Verdens gang

Uge 18 2019

Næste post
IMG_6213
Verdens gang

Uge 16 2019

Comments

  1. Svar

    Det var virkelig hyggeligt at mødes i Gavnøs smukke park. Vi må lave et par blogtræf gennem året til oplevelser i naturen. Så smukke billeder du har taget.
    Ja, vi bør bestemt bruge radisernes toppe – godt du minder om det. Man kan også bruge vilde urter som fx brændenældeblade, skvalderkål og mælkebøtteblade, som indeholder en masse vitaminer og mineraler, bl.a. kalk, magnesium og K2-vitamin.

    • Jørgen
    • 4. maj 2019
    Svar

    Det var det – og det må vi. Tak.
    Ja, vi må påse at ikke for meget mad går til spilde – i særlig også når det er fortalt hvordan frugt importeret med flyvemaskine i den grad er klimauhensigtsmæssig adfærd.

  2. Svar

    De, der sukkede efter regn, har vel allerede fået deres lyst styret – ellers får de det, hvis man skal stole på vejrudsigten.
    Det lyder som et hyggeligt blogtræf – det må være sjovt at få sat ansigter på.

      • Jørgen
      • 4. maj 2019
      Svar

      Vi har nu ikke fået ret meget regn her og kunne godt bruge mere. Det er faktisk ganske glimrende at møde folk man snakker med her i levende live.

  3. Svar

    Sikke en masse dejlige bileder. Blogtræf er så hyggelige. Jeg har været med en enkelt gang og havde en rigtig god dag – og det fremgår det så, at I også havde.

      • Jørgen
      • 4. maj 2019
      Svar

      Tak – ja, det var et par gode timer vi havde.

  4. Svar

    Sjovt som hukommelsen sorterer, så der nærmest ikke er hændt noget, når man ser tilbage på en uge.

    Det lyder til at have været en god dag, jeg håber at jeg en gang kan få det til at passe sammen med besøg hos mine børn

      • Jørgen
      • 4. maj 2019
      Svar

      Ja, det er sjovt at det er sådan – og måske også ganske glimrende.
      Det kunne være fint at møde dig ved lejlighed.

  5. Svar

    ‘Overtegnede’, hehe 🙂
    Det var hyggeligt at se dig (og andre) igen, så jeg synes bestemt også, at vi skal gentage succesen med jævne mellemrum.

      • Jørgen
      • 4. maj 2019
      Svar

      Det med overtegnede har jeg set visse journalister bruge – og det passer glimrende til placeringen.

      Vi må se hvad der sker – ellers er en glimrende tur jo Vemmetofte Strand – Sibirien i en eller anden udformning.

  6. Svar

    Det traf sig, at jeg måtte aflyse min planlagte deltagelse i træffet. Vi fik i den weekend vores 3-årige barnebarn på besøg, og den slags besøg rydder kalenderen.

    Jeg håber og satser på, at kunne deltage ved senere lejlighed. Initiativet er i al fald glimrende. Jeg har for år tilbage deltaget i forskellige blogtræf, og det har alle været gode og hyggelige sammenkomster.

      • Jørgen
      • 10. maj 2019
      Svar

      Sådan må det være.
      Det ville hyggeligt at træffe dig før eller siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *