Uge 6 2019

Mandag

Det lader sig med mellemrum let gøre at blive overrasket over hvad der dog skrives. Således også på denne mandag i uge 6.

Antikke vinstokke leder tanken hen på et fund af vinstokke fra antikken ved en arkæologisk udgravning. Det var der imidlertid ikke tale om. Næh, Vivino kunne i en mail meddele at en i øvrigt velanprist vin var fremstillet på druer (primitivo) fra antikke vinstokke.

Det var sandelig en nyhed, men det ser ud til (Google) at udtrykket har været brugt en del gange. Det gør det næppe bedre, idet det ingen mening giver at bruge udtrykket i denne sammenhæng. Ordbogen oplyser at antik stammer fra fransk antique og at dette kommer af latin antiquus som betyder ‘forhenværende’.

Mon der bare er tale om druer fra gamle vinstokke? I så fald er de ikke forhenværende.

Tirsdag

I bogsamlingen dukkede 10-15 frimærkekataloger og anden frimærkelitteratur op. Noget er fra 1930erne.

Hvis dit blå sygesikringskort udløber i år efter 5 års gyldighed fra indførelsen i 2014, minder jeg dig lige om det, som mit forsikringsselskab venligst mindede mig om det i dag.

Onsdag

Dagen bød på en biograftur med ældstebarnebarnet. Hun var tidligt blevet stærkt fascineret af How To Train Your Dragon og derfor måtte hun nødvendigvis se den 3. film i serien. Der var 3 biografgængere i salen, og vi fik os en god snak om reklamerne og måden der tales på i dem. Filmen var ret intens, også for den gamle her.

Batteriet i fruens ur var brugt op, og faktisk viste det sig, at jeg kunne tage bagsiden af og skifte batteriet selv. Det viste sig imidlertid vanskeligt at finde det rigtige i butikkerne, hvorfor 3 stk. blev bestilt via nettet denne dags formiddag. De tre kostede 57 kr og blev sendt uden portoudgift for modtageren. Det plejer at koste 100 kr. at få skiftet det hos urmageren.

Torsdag

Batterierne, der blev bestilt i går formiddags, blev leveret med morgenavisen. Det var sandelig hurtigt. Nu går uret igen.

Sandelig om ikke der kom endnu en mail om vin fremstillet på druer fra antikke vinstokke. Vendingen blev dog kun anvendt i overskriften. Efterfølgende omtaltes stokkene som ældgamle. Etiketten viste at vinen var en zinfandel og stokkene var old vines, altså gamle vinstokke. Vinen var fra Italien. Som jeg har forstået det, er zinfandel og primitivo ganske den samme drue. Primitivo har været anvendt som betegnelse i Italien, zinfandel i USA. Måske sælger den nævnte vin bedre, når etiketten signalerer dens værd på engelsk.

Lørdag

Der er kommet ikke så lidt regn i nat og tidligt på dagen. Den lokale bæk er en rivende strøm. Så rivende som sådan en stort set kan blive.

Så kom solen og inspirerede til en lille havevandring.

Den første blomst jeg mødte er påskeklokken fra min mors gamle have. Den er gjort fotoegnet med lidt hjælp, da den sædvanligvis fungerer som en paraply hvorved støvdragere m.v. beskyttes.

Erantis og vintergækker blomstrer også, og det lader sig fint gøre at finde vårsalat i haven. For vel nok 25 år siden såede jeg nogle frø. Der dukker til stadighed planter op som senere på året blomstrer og sørger for at det hele gentager sig til næste år. Kunne være jeg skulle lave en lille anretning med vårsalat en dag.

Raklerne på hassel er sjældent set mange i år. Mon ikke det kan tilskrives sidste års tørke. Dette fænomen er givet vis årsagen til, at havens gamle rododendron dannede ganske små blade under blomsterknopperne.

Persillen er begyndt at gro lidt og det samme gælder hvidløg.

Minsandten om ikke det var så forårsagtigt i dag, at en enkelt mariehøne fandt behag i at sætte sig på et violblad og få lidt solskin. Det forekommer at være ret tidligt.

Lidt senere meldte det næste regnvejr sin ankomst – helt efter planen.

Søndag

Roskilde Kunstforening afholder udstillinger i Palæfløjen, og vi besøgte den aktuelle udstilling, der desværre slutter næste søndag. Det er en udstilling af Janne Klerk: Kystlandskaber – det sete fotografi.

Hold da helt op. Det var storslået at se de kæmpestore fotografier. Det var som at være derude selv.

Tags: , ,
Forrige post
Rovfugleforskrækkelse
Verdens gang

Uge 7 2019

Næste post

Hvad ser du først?

Comments

  1. Svar

    Den biograftur må have været herlig – med god plads! – og med mulighed for at tale om både sprog og drager 🙂

    Jeg kan godt lide billedet af “kugleposten”, det er sådanne ting, der kan være med til at give en fornemmelse af historiens gang.

    Batterierne er jeg imponeret over at du kunne finde på nettet. Jeg har et æggeur der mangler batteri, måske jeg kan gøre det samme.

      • Jørgen
      • 11. februar 2019
      Svar

      Det var absolut herligt at være i biografen med barnebarnet.

      Jeg er ganske enig med dig – billedet viser fint hvad posten betød.

      Jeg har flere gange benyttet mig af den service batteribyen.dk leverer.

    • Eric
    • 11. februar 2019
    Svar

    Tak for tippet om det blå sygesikringsbevis. Nu har jeg bestilt nye til mig selv og fruen.
    Det er ikke sådan med de vindruenavne. Carmenere er således (vistnok) en gammel Cabernet, som er vanskelig at dyrke i Bordeaux, fordi den er noget pylret over for kulde og vand. I Chile blev den kaldt Merlot indtil for ikke så mange år siden, og det var så en misforståelse.
    Hvem der havde kuglepost i dag – der går angiveligt 2-3 uger, inden vi modtager de nye sygesikringsbeviser.

      • Jørgen
      • 11. februar 2019
      Svar

      Velbekomme – det er jo ikke lige det dokument man ser udløbsdatoen på så ofte.
      Nej, det har du ganske ret i, det med druenavne – der er flere synonymer end man aner. Clevener er et sortsnavn der har været anvendt til vel rigeligt som navn for en række druesorter.
      Det er sikkert ganske vist at posten var hurtigere fremme på kuglepostens tid end breve er det nu om stunder.

  2. Svar

    … men det lyder bedre at sige ‘antikke’ end ‘ældgamle’ – er der sikkert nogle der tror.
    Dit barnebarn og mine ligner hinanden mht. at træne drager. Anna & Aubrey går og venter spændt på den nye film med dragerne og deres trænere – men det er måske den, der allerede er kommet? De talte om den, da vi var derovre i julen.

      • Jørgen
      • 11. februar 2019
      Svar

      Det er der såmænd nok, men det gør det ikke bedre.
      Det er sikkert den 3. film dine børnebørn har talt om – og det skulle være den sidste i det hele taget.

  3. Svar

    Det er spændende at følge naturen lige nu, og din påskeklokken er ualmindelig smuk.
    Biografbesøg med barnebarn er også noget, vi nyder her.

      • Jørgen
      • 11. februar 2019
      Svar

      Der er meget mere gang i naturen end man forestiller sig. Tak.
      Det var dejligt at være i biografen med barnebarnet.

  4. Svar

    Sikke en natur du har allerede! Der, hvor jeg spadserer, er der ikke den ringeste vintergæk eller (hvad er det nu, de andre hedder?) at se.

    Dit afsnit om frimærkerne får mig til at tænke på min barndom, hvor jeg samlede på frimærker, hvilket gik ud på at få en “sæk” af afklippede hjørner fra kuverter, og så vaske bagsiderne af, systematisere dem og sætte dem i albums.

    Der var langt mellem snapsene… de fleste var af Frederik IX

      • Jørgen
      • 11. februar 2019
      Svar

      De hedder erantis, de andre.
      Desværre samler jeg ikke på frimærker mere, men jeg kunne godt lide det, og jeg lærte en masse, ikke blot om Fr. IX.

    • Pia
    • 11. februar 2019
    Svar

    Vi fik fornyet det blå sygesikringskort i 2017, og der gjorde jeg mange i min omgangskreds opmærksom på, at de skulle fornyes. Sjovt nok var der ikke mange der troede på mig. De mente at en gang blåt kort, altid blåt kort. De blev klogere.

    Regnvejr har vi haft i rigelige mængder i weekenden. Sikke et søle med vand alle vegne i haver, på marker og veje.
    Smukt er det med de små forårsbebudere af vinterhækker og erantis, som vi har nydt synet af længe.

      • Jørgen
      • 11. februar 2019
      Svar

      Det er ikke så godt når folk ikke tror på god information. Vi skal sandelig huske at bestille de blå sygesikringskort selv.
      Jeg vil mene det har været godt at få en god mængde regn her – vi har eller har haft et efterslæb fra sidste sommer.
      Det er dejligt at se planterne gro igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *