Behovet for at brokke sig er ikke for alvor mindsket med alderen.
Overskriften har ikke noget med min vægt at gøre, men med produkters vægt.
Netop hjemvendt fra en indkøbstur, måtte det konstateres, at ½ kg kaffe nu ikke kun vejer 400 gram, som længe har været den almindelige posestørrelse, men 350 gram. Posen blev selvfølgelig købt fordi der var et tilbud, men det var ikke nået frem til bevidstheden, at posestørrelsen var reduceret til de nævnte 350 gram. Det har naturligvis været forventet at en sådan reduktion i vægt ville finde sted, idet en almindelig måde at tage forbrugerne ved næsen på, er at reducere størrelse og vægt.
Toiletpapir bliver smallere og smallere, hvilket vides fordi mere og mere af stangen, det hænger på, kan ses. Et halvt pund smør har længe vejet 200 gram, ligesom et halv kilo kaffe længe har vejet 400 gram. Sådan kan man blive ved.
Lige i øjet: psykologisk bedrag. Det gik stærkt, da tinget indførte fedtafgiften, og nu har producenterne fået øvelsen.
Dog må jeg sige, at jeg køber hele espressobønner, og der er der forskel på posernes vægt (typisk 400 – 500 gram), så man skal kigge på kiloprisen, medmindre man er skrap til hovedregning.
Nemlig – man skal være oppe på dupperne. Her er det især fruen der er opmærksom på kiloprisen på mangt og meget. Vi har ofte vores hyr med de nye priser, tilvænningen går lidt langsomt.
Det lumske trick anvendes mere og mere i disse inflationstider. Som Eric er inde på, er det nu blevet endnu mere vigtigt at tjekke kiloprisen, for man kan meget nemt blive snydt.
Det er dog ikke nyt. Da jeg gik i folkeskolen i midt-tresserne, fortalte vores matematiklærer om tandpastaen, hvor man gjorde hullet i tuben større. Folk er jo tilbøjelige til at trykke en bestemt længde ud, så på denne måde steg forbruget en del, uden ret mange tænkte over hvorfor.
Jeg har endnu ikke set kaffe i 350-grams poser, men vi køber også altid umalede bønner i 1000-grams poser. De er (endnu) både rigtig gode og relativt billige i Brugsen.
Kiloprisen fik vi ikke lige kigget på da kaffen røg i kurven, men det sker nu ofte.
Jeg kendte ikke historien om hullet i tandpastatuberne, men det ses stadig, fx. er der visse opvaskemidler, der kommer meget af ved et almindeligt tryk. Det må være samme tankegang, der ligger til grund.
Måske har vi stadig en kaffekværn, så måske kunne det være en ide at se på umalede bønner. Vi gik i øvrigt og drøftede om de bønner vi købte var, som der stod, formalede eller formalede.
Kilopriserne har også holdt sit indtog i min hjerne.
Det lyder som en god ide.