For et øjeblik siden læste sig Stegemüllers indlæg om forskellige besynderligheder i det danske bureaukrativæsen. Brok var titlen, men det forekommer at være en mild underdrivelse af sagens alvor. Læs selv.
Det var ikke spor mærkeligt, at jeg kom til at tænke på en græsselig historie, Berlingske kunne divertere den undrende læser med i går, nemlig historien om Pedersen og hjerneblødningen. Oh ve, oh ve, oh plage, men læs selv og du vil så glimrende forstå ,at jeg kom til at tænke på den artikel, da jeg læste Hannes indlæg.
Mange tak for linket Jørgen.
Jeg kan godt se, at der er en vis lighed mellem Pedersen og mit “brok”
Velbekomme.
Man græmmes.
Det er lige hvad vi gør.
Pedersen ig hjerneblødningen, er det samme vi står i med mor. Hun har fået flere diagnoser, der alle er fejet væk igen, og når hun ikke har en diagnose og en plan for evt. helbredelse eller bedring, er der ingen hjælp at hente. Suk.
Ja, suk. Der mangler sammenhæng og sammenhæng. Det er godt nok mærkværdigt som vi indretter vort lille land.
Man var måske lidt forvænt med tanken om at sundhedssystemet altid fungerede optimalt. Det er vanskeligt at måle kvaliteten af sundhedssystemets ydelser.
Jeg har lidt svært ved at acceptere at det altid er systemets og administrationernes fejl. Historien om Pedersen og hjerneblødningen skyldes måske at læger og sygeplejersker ikke er rustet til bivirknings-problematikken for de 1000 nye mediciner, der kommer. Men det er ikke en selvfølge, at sådanne fejl aldrig vil opstå selv i en afdeling, hvor overlægen er “gud” og styrer med praktisk erfaring i håndtering af komplikaitons-problematikkerne.
Det kan sagtens være det er sådan, men som jeg opfattede historien, er det mere det fænomen at kun diagnoser udløser penge. Det er næppe sundhedsfremmende i alle tilfælde, og fint illustreret her.
Jeg går naturligvis ind for at fejl ikke kan undgåes, men ikke at vi har indrettet os som anført. Diagnosen bliver vigtigere end løsningen på problemstillingen.