Ytringer og handlinger

I et usædvanligt omfang har der været brand i Danmark i den sidste uges tid. Påsatte brande.

Det høres, at det er den eneste måde brandstifterne kan blive hørt på. Det er blot endnu ikke blevet klart, hvad der skal høres. Bortset fra at Danmark tilsyneladende er et “lorteland” som Buster Larsen i sin tid skreg ud over nationen hver lørdag.

Jeg har hørt et ungt menneske sige, at det ikke gør noget at biler brændes af, og at det også ville være i orden, hvis det gik ud over hans families biler. Forsikringen betaler nemlig. Ja, det gør den – men hvem betaler forsikringen? Det synes ikke at være en tanke, den unge mand havde, måske ikke kunne få. Samme opfattelse har man vel af samfundet – forståelsen for fællesskabet er fraværende.

DR2 havde en aften besøg af Jens Raahauge, der er skoleleder. Hans skole har ikke haft udgifter til reparation efter hærværk de senere år, fordi man har snakket sammen, forstod jeg. Det kunne være, det man har snakket om, har været oplevet forpligtede.

Det særlige han sagde var imidlertid, at man skulle give de unge mennesker noget at miste. Og så var der ikke mere tid, og derfor kunne det interessante synspunkt ikke uddybes.

Spørgsmålet er vel om de unge mennesker vil modtage det man gerne vil give dem, og som skulle have den lødighed at tabet af det igen virkelig ville være et tab. Det svarer måske lidt til den problemstilling, der knytter sig til forskellen på at få en uddannelse og at tage en uddannelse. Man skal ville – hvad enten der drejer sig om at tage en uddannelse eller lukke noget væsentligt ind, som man vil være ked af at miste.

I TV var siden lederen af Rådmandsgades skole. Hun formulerede, hvad der måske kunne være en vej til at opbygge noget misteligt. Man kunne splitte grupperne ad og sende dem på efterskole og højskole forskellige steder, så de fik andre kammerater end den nuværende flok.

I Berlingske søndag blev et andet ungt menneske interviewet. Han formulerede sin vrede, og mente, at man ved at genoptrykke de velkendte tegninger, ville vise dem hvad ytringsfrihed er. Som en følge af det ville de vise, hvad de unge afbrændere mener er ytringsfrihed for dem – at bræde biler og skoler af.

Han forstår ikke det mindste af hvad ytringsfrihed er og tror ikke, der er forskel på ytringsfrihed og handlingsfrihed. Det er der.

At tænke tanker og ytre dem kan ikke skade andre – eller en selv. At handle kan – og gør det i de tilfælde der er set med brændende biler m.v.

Hvis synspunktet ikke er helt tydeligt, kan henvises til x-faktor Blachmann. Som forsvar for en noget ophidset reaktion på en gruppe sagde han, at det ikke er det der kommer ud af munden, der kan skade, men det der kommer ind kan.

Det ser således ud til der er brug for at tydeliggøre at handlen ikke er ytringsfrihed – og håbe de unge, der ikke forstår det vil gøre det efterhånden.

Forrige post

Fedme, fedmeepidemi og økonomi

Næste post

Selvudvikling til fuldkommenhed 7: Ærlighed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *