Dette indlæg kommer sig af, at vi havde købt vindruer i dag. Det er der ingen god grund til i april. De var ikke gode, bløde og triste. Det kunne ikke ses. De var fra Indien.
Da vi spiste kom vi til at tale om, hvor ingredienserne i aftensmåltidet egentlig kom fra. Det var – trods måltidets enkelhed – aldeles internationalt.
Vi fik fisk med kartofler og salat til. Hertil lidt ost til slut.
Fisken – forleden var den dansk – var pangasius fra Vietnam.
De nye og meget gode kartofler var fra Ægypten – til 5.90 kr. i SuperBerst.
Salaten var fra Spanien.
I den var lidt champignon fra Polen.
Og lidt rødløg – muligvis fra Danmark.
Dressingen var fra USA.
Persillen, der kunne klippes over, var muligvis fra Danmark.
I haven var hentet vårsalat fra New Zealand, dvs. frøene sår sig år efter år af sig selv.
Og kørvel – indført fra mine forældres have i Vemmetofte. Og næsten uudryddelig.
Efterfølgende lidt rødkitost fra Frankrig.
På kækbrød fra Tyskland. Kaldet Knäcke, som i Sverige.
Til maden fik vi et glas vin, Grauer Burgunder, var druen, fra Rheinhessen i Tyskland.
Og vand, fra hanen, fra Danmark.
Skulle vi have haft dessert var det blevet brændte figner fra Brasilien.
Ledsaget af ligegyldige druer fra Indien.
Der er ikke noget at sige til at der er for meget trafik alle vegne når så meget mad der skal transporteres rundt i hele verden.
Jeg glæder mig til at få lidt flere produkter fra haven.
Forresten: Tillykke til restaurant noma for at være blevet valgt som verdens bedst restaurant for andet år i træk.
