Kategoriarkiv: Psykologi

Kedsomhed før og nu

Der faldt lid sne i november. Jeg bryder mig ikke om det. Det er ikke så godt for gamle folk at gå når der ligger sne. Andre kan godt lide det, og man kunne da også i TV se med hvilken begejstring børn i alle aldre kørte på plastikbakker, kaldet kælke, ned ad diverse bakker. Det har de sikkert gjort i det ganske land.

Jeg hæftede mig ved en purk på 9 – 10 år, der syntes det var fantastisk dejligt at være ude i vejret og kælke.

Alternativet til denne sunde aktivitet var, som han sagde, at sidde hjemme og kede sig med skærmen.

Der nu gået lidt tid siden jeg skrev de første afsnit i dette indlæg, og jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt overskriften nu også er passende og tilstrækkelig illustrativ. Måske skulle overskriften have været

Læs resten

Mødres mobilkiggeri og børns sprogudvikling

Hvem har ikke set det. Unge mennesker i mange aldre går og stirrer nedad på et eller andet. Det er ikke for ikke at falde, men for at se noget på deres mobil. Undertiden er det som om man støder sammen, hvis man ikke viger. De er fortabt for omverdenen. Det gælder begge køn.

Således er virkeligheden 2011, og det kan der sikkert ikke laves meget om på.

Det slog mig imidlertid tidligere i dag på en station, at en ung mor med et barn i barnevogn afgjort var mere optaget af mobilen end af barnet. Barnet snakkede lystigt uden ord, men moderen reagerede ikke på barnets pludren.

Det medførte den tanke, at det kan tænkes at være skadeligt for børns sproglige udvikling, at deres barnevognskørende mødre (og fædre) ikke reagerer på deres pludren og dermed forsøg på at erhverve sig et sprog.

Jeg har intet at have tanken i, men den blev tydelig.

Kære mødre, læg dog det næstkæreste eje væk, når i kører med jeres børn i barnevogn og snak med dem. Det kaldes nærvær. Det jeg så var fravær. Og fravær udvikler næppe barnets sprog.

ABC Scandinavia A – altid og aldrig

At være ny i denne forbindelse er atter at begynde på noget det måske ville være bedre at vente med til bedre tider, men lad gå. Et indlæg om fredagen – hver gang med det følgende bogstav i alfabetet. Det må kunne lade sig gøre i et halvt års tid. Ellers angrer jeg intet. Jeg aner der skal billeder til. Det må vente.

Altid og aldrig er to ord der ofte anvendes, når man skal forklare og bortforklare et eller andet. Hvorfor sker det altid for mig? Hvorfor kan jeg aldrig gøre det godt nok? Eller i andre variationer.

Sagen er den, at altid aldrig er altid og aldrig aldrig er altid.

Hvad skal vi så med altid og aldrig? Da Transaktionsanalyse var moderne, lærte man om scripts eller livsplaner. De gamle beslutninger vi traf som små gav på det tidspunkt god mening i vores tilværelse, men de er ikke nødvendigvis produktive længere. De hænger bare ved. Når vi om et eller andet vi gør siger altid eller aldrig, er vi »gået i script«, dvs. har forladt nutiden til fordel for fortiden, og vores problemløsningsevne er ineffektiviseret.

Men vi får bekræftet at verden stadig ligner verden – og det kan vi godt lide. Derfor går det aldrig godt, men altid i fisk! Af og til.

Her er linket til ABC Scandinavia og andres bidrag.

At få den rette idé

Her i familien har vi moret os over et par situationer, hvor det har knebet at få den rette idé på det rigtige tidspunkt.

Erindringen af den første situation er dukket op i forbindelse med den anden, der er ganske ny.

For mange år siden lyste pæren i carporten ikke til trods for den nylig var udskiftet. Det burde have aktiveret den tanke, at pæren ikke var skruet godt nok i, men det skete ikke. Derimod antoges at noget var gået i stykker. Da vi havde besøg af en elektriker i anden anledning, blev han bedt om at se på den uvirksomme lampe. At han løste problemet ved at skrue pæren fast medførte dels morskab og dels nogen flovhed. Den indre dialogs utrolige styrke var endnu engang illustreret.

Den nye situation knytter sig til ringeklokken.

For en del år siden købtes en trådløs ringeklokke. Den var billig og holdt ret hurtigt op med at virke, det billige skidt. En anden – og dyrere – blev anskaffet og monteret. Den virkede fint og kunne indstilles til at ringe med mange forskellige melodier. Efter nogen tid holdt den op med at ringe ved tryk. Uagtet at der stadig var lys i knappen. Ergo kom den indre dialog farende og ytrede, at det dyre bras heller ikke virkede. Og således var vi i lange tider uden ringeklokke.

Indtil en dag den tanke opstod, at det kunne være batteriet i den udvendige tryk-del skulle udskiftes.

Det var en heldig tanke. Det viste sig nemlig at den rette idé opstod.

Nu kan vi igen høre når der ringes på!

At få den rette idé er ikke let når den indre dialog spænder ben herfor. Du er velkommen til at bidrage med eksempler i kommentarfeltet.

Gørelister, to-do-lister eller opgavelister

Overspringshandlinger, udsættelsestendenser og andre produktivitetsforsinkende eller -forringende handlinger er det altid interessant at forholde sig til.

Det samme gælder hvorledes man ved forskellige selvdisciplineringsmidler kan fremme sin produktivitet og derved opnå de mål man måtte have sat sig.

Der kom en mail fra Robert Plank, som i nogen tid har beskæftiget sig med timemanagement og produktivitet, herunder ved at sælge deltagelse i såkaldte webinars.

Mailen omhandlede at deltagerne tilsyneladende ikke helt havde forstået et grundlæggende budskab om produktivitet.
Læs gerne videre

Psykosomatisk reaktion

Det er ikke altid lige let at forstå, hvad en psykosomatisk reaktion er.

Det er et psykisk fænomen, der giver sig et kropsligt eller somatisk udslag. Eller et kropsligt fænomen, der har en psykisk baggrund.

Grunden til, at jeg skriver en smule om dette lige nu, skal ses i sammenhæng med, at DR2 viser en længere serie om 2. verdenskrig set med amerikanske øjne. Det er en meget interessant og følelsmæssigt stærk udsendelsesrække, fordi den tager udgangspunkt i personer fra 4 bestemte byer, hvorved krigens grufulde menneskelige aspekt viser sig med al ønskelig tydelighed.

En af personerne, Quentin Aanenson, var pilot under krigen. Han var med ved invasionen i Normandiet, og fløj efterfølgende en række togter over Frankrig, hvor han fik ram på forskellige mål.

En dag ramte han en lastbil, der var fuld af tyske soldater på ladet, og han kunne se hvorledes kropsdele fløj gennem luften. Det skulle vise sig at være en ualmindelig stærk oplevelse for piloten.

Det var det fordi han umiddelbart efterfølgende opdagede, at han ikke kunne bruge højre hånd. Den han havde skudt med. Han måtte følgelig bruge venstre hånd til at betjene flyets styrepind med, hvilket gik godt på vejen tilbage til England.

Piloten tilføjede til disse oplysninger, at han efter krigen havde mareridt, og når han havde haft sådanne, kunne hans hustru se det om morgenen, idet hun da altid serverede morgenkaffen, så han kunne tage den med venstre hånd. For den højre kunne ikke bruges.

Her var således tale om en psykosomatisk reaktion, der direkte var knyttet til såvel begiveheden som de efterfølgende mareridt.

Egentlig er det ikke så vanskeligt at forstå, at man kan reagere som han gjorde, den gode pilot.

At gå eller at opleve

Følgende har netop været offentliggjort i Dansk Vandrelaugs blad friluftsliv:

Hvem skulle tro der er en modsætning mellem at gå og at opleve?

Det er der nok ikke, når det kommer til stykket, men en annonce for en miniferie giver nu anledning til nogle tanker om fænomenet at gå.

Af annonceteksten kunne man forstå, at der er gode muligheder for en oplevelsesrig ferie, medmindre man altså blot ønsker at trave afslappende ture i områdets betagende natur.

At trave i en betagende natur giver med andre ord ikke muligheder for at være på en oplevelsesrig ferie.

Må vi være her!

Det er sikkert ikke ment så slemt som det lyder.

Selvfølgelig kan man opleve når man går. Man kan ikke undgå det.

Der er mange måder at gå på. Man kan trave med sine travesko på, slendre adstadigt, gå almindeligt eller raskt afsted. Man kan vandre, dvs. gå så længe at man må have kaffe, mad og andet udstyr med i den lille turrygsæk. Og man kan vandre i bjergene med den store rygsæk på ryggen og i den have endnu mere udstyr fordi man ikke kan vide hvad naturen overrasker en med. Endelig kan man vandre fra sted til sted med den meget store rygsæk på.

I alle disse situationer er det umuligt ikke at opleve.

Hvad er det da at opleve?

Min personlige erfaring, når jeg går den daglige tur med min kone, er, at vi snakker meget godt sammen om stort og småt. Der kan nok være gentagelser imellem, men pyt. At gå giver en frihed til at lade tankerne flyde omkring, og det kan hænde at en ny kombination opstår.

I den situation kan man snakke om det forgangne. Det sker let når man er i 60erne. Man kan også snakke om det kommende. Hvad skal vi til sommer? Hvornår skal vi forny vores pensionisttogkort? Hvad skal børnebørnene have i fødselsdagsgave? Hvad med den økonimiske krise?

Snakken går lystigt. Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke går med oprejst pande når vi går sådan og oplever frem og tilbage, men ser ned. Sommetider får man nok af det, og jeg plejer da sige, at nu gider jeg ikke snakke mere om alt det vi snakker om, men vil gerne være tilstede i nuet og mærke det.

Konsekvensen er altid at panden løftes, blikket rettes frem, ud og op. Hvad ses? En rovfugl, roser langs vejen, en tåbelig bilist med for stor fart. Hvad høres? En flyver, en fugl. Hvad mærkes? Solen varmer, vinden køler kinden, øjnene løber i vand i frostvejret.

Oplevelserne her og nu er mangfoldige. Og mindst af samme lødighed som at se det indvendige af en kirke.

Det er bare at gå ud og opleve.

IMG_9786-1

Det samme sker på en vandretur med DVL. Man kommer i snak, man skifter mellem frem og tilbage i tid og her og nu. Det lader sig gøre at gå for sig selv. Det er en lidt længere tur, og man har måske mulighed for at mærke musklerne på en lidt anden måde end under den daglige tur. Oplevelserne er mangfoldige, og de varer længe fordi turene er lange. Man oplever sin forplejning – og nyder den måske mere end når den spises med kniv og gaffel.

At gå 1000 meter op og ned ad et bjerg i Østrig er endnu en måde at gå på. Her kommer jeg til at puste noget, men det går at gå, og det er en fantastisk dejlig oplevelse af se ud over bjergene, registrere lugtene af kolort og grantræer, mærke blodets løb i årene – og fornemme oprindeligheden i det man er ved.

At gå er godt for sjælen, hektisk jag er for en stund umuliggjort, især når man formår at være i her-og-nu-måden.

God tur!

Kropssprog og kommunikation

Har du bemærket Susan Boyle?

Britains Got Talent er stedet hvor hun umiddelbart og pludselig blev berømt for sin sangpræstation. Den kan høres via nedenstående link.

Det er imidlertid ikke det der er emnet for denne post. Det er meget interessant at se hvad der skete undervejs. Det illustrerer nemlig på særdeles tydelig måde, at reaktioner på kommunikationssignaler udpræget afhænger af hvad man ser, snarere end af hvad indholdet i det der siges er.

Susan Boyle er 47 år og ser tilsyneladende ud som hun ikke har noget at gøre i showet. Når du ser videoen, læg da mærke til hvorledes hun på mange måder nedgøres – som følge af den måde hun ser ud på, antages det, og det hun siger. Dommerne og publikum laver mange ansigter der udviser foragt, og det er tydeligt at det værste ventes.

Der sker imidlertid det, at hun synger så der kommer et umiddelbart stemningsskift til begejstring. Dommerne har format nok til at håndtere deres aktivering af fordomme – og pludselig er hun verdensberømt.

Lad følgende video tjene til illustration af at man ikke kun reagerer på indholdet i kommunikation, men i allerhøjeste grad på kropssprog og stemmeføring:

Susan Boyle.

Psykolog eller coach

Er der behov for en psykolog? Eller for en coach? Eller er det uklart om der er behov for den ene eller den anden? Eller er de det samme, psykologen og coachen?

Selvfølgelig er nogle psykologer også coaches? Men hvad med det omvendte?

I lange tider var der tale om autorisation af psykologer. En psykologlov blev resultatet, og ikke alle og enhver kunne kalde sig psykolog.

Jeg blev lidt overrasket forleden. En sagsbehandler i et Jobcenter havde hørt om mig og ringede mig op. Hun havde en klient eller borger som nu skulle have en ny coach for der var ikke rigtig sket noget i 1½ år hos den tidligere. Den gode borger var i øvrigt ikke interesseret i at skifte.

Jeg sagde pænt nejtak til opgaven.

Bagefter spekulerede jeg på om det var en psykolog hun ville have til at hjælpe sig med borgeren eller en coach.

Det er ikke godt at vide hvad der sker, men det forekommer ikke godt, hvis betegnelsen coach skal fortrænge betegnelsen psykolog.

Jeg bryder mig i alle tilfælde ikke om at blive kaldt coach, når jeg ikke reklamerer med at være det.