Følgende har netop været offentliggjort i Dansk Vandrelaugs blad friluftsliv:
Hvem skulle tro der er en modsætning mellem at gå og at opleve?
Det er der nok ikke, når det kommer til stykket, men en annonce for en miniferie giver nu anledning til nogle tanker om fænomenet at gå.
Af annonceteksten kunne man forstå, at der er gode muligheder for en oplevelsesrig ferie, medmindre man altså blot ønsker at trave afslappende ture i områdets betagende natur.
At trave i en betagende natur giver med andre ord ikke muligheder for at være på en oplevelsesrig ferie.
Må vi være her!
Det er sikkert ikke ment så slemt som det lyder.
Selvfølgelig kan man opleve når man går. Man kan ikke undgå det.
Der er mange måder at gå på. Man kan trave med sine travesko på, slendre adstadigt, gå almindeligt eller raskt afsted. Man kan vandre, dvs. gå så længe at man må have kaffe, mad og andet udstyr med i den lille turrygsæk. Og man kan vandre i bjergene med den store rygsæk på ryggen og i den have endnu mere udstyr fordi man ikke kan vide hvad naturen overrasker en med. Endelig kan man vandre fra sted til sted med den meget store rygsæk på.
I alle disse situationer er det umuligt ikke at opleve.
Hvad er det da at opleve?
Min personlige erfaring, når jeg går den daglige tur med min kone, er, at vi snakker meget godt sammen om stort og småt. Der kan nok være gentagelser imellem, men pyt. At gå giver en frihed til at lade tankerne flyde omkring, og det kan hænde at en ny kombination opstår.
I den situation kan man snakke om det forgangne. Det sker let når man er i 60erne. Man kan også snakke om det kommende. Hvad skal vi til sommer? Hvornår skal vi forny vores pensionisttogkort? Hvad skal børnebørnene have i fødselsdagsgave? Hvad med den økonimiske krise?
Snakken går lystigt. Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke går med oprejst pande når vi går sådan og oplever frem og tilbage, men ser ned. Sommetider får man nok af det, og jeg plejer da sige, at nu gider jeg ikke snakke mere om alt det vi snakker om, men vil gerne være tilstede i nuet og mærke det.
Konsekvensen er altid at panden løftes, blikket rettes frem, ud og op. Hvad ses? En rovfugl, roser langs vejen, en tåbelig bilist med for stor fart. Hvad høres? En flyver, en fugl. Hvad mærkes? Solen varmer, vinden køler kinden, øjnene løber i vand i frostvejret.
Oplevelserne her og nu er mangfoldige. Og mindst af samme lødighed som at se det indvendige af en kirke.
Det er bare at gå ud og opleve.
Det samme sker på en vandretur med DVL. Man kommer i snak, man skifter mellem frem og tilbage i tid og her og nu. Det lader sig gøre at gå for sig selv. Det er en lidt længere tur, og man har måske mulighed for at mærke musklerne på en lidt anden måde end under den daglige tur. Oplevelserne er mangfoldige, og de varer længe fordi turene er lange. Man oplever sin forplejning – og nyder den måske mere end når den spises med kniv og gaffel.
At gå 1000 meter op og ned ad et bjerg i Østrig er endnu en måde at gå på. Her kommer jeg til at puste noget, men det går at gå, og det er en fantastisk dejlig oplevelse af se ud over bjergene, registrere lugtene af kolort og grantræer, mærke blodets løb i årene – og fornemme oprindeligheden i det man er ved.
At gå er godt for sjælen, hektisk jag er for en stund umuliggjort, især når man formår at være i her-og-nu-måden.
God tur!
