Kategoriarkiv: Spätburgunder

Superb tysk rødvin

Det er ellers noget af en historie Søren Frank kan fortælle i Berlingske M/S i dag.

Nogle endog særdeles kyndige vinfolk skulle smage Pinot-Noir. En af de smagte vine fik nogle begejstrede udbrud og kommentarer med på vejen, og man var ganske sikker på, at det var en vin fremstillet af verdens fremmeste Bourgogneproducent, Bize Leroy.

Det var det ikke lige netop – men det må have været en fantastisk vin.

Den var – til deres store overraskelse – tysk.

En Spätburgunder 2004, Wildenstein, fra Weingut Bernhard Huber, Baden.

6 stjerner af 6 mulige var hvad denne vin med den rette pinot-tone opnåede. Og så koster den ca. 700.- hos Kath Vinimport.

Det gik også ganske godt for en 2004 Spätburgunder, Kirschgarten Auslese, Pfalz fra Weingut Knipser. Den opnåede 4 stjerner og fås hos Sigurd Müller til 295 kr.

Jeg husker at Allan Hansen, Det Tyske Vinhus, (sammenlign endelig ikke hans vine med hjemmesiden) for mange år siden lavede en smagning for vinjournalisterne, hvori indgik en Spätburgunder fra Lingenfelder, Pfalz. Deres overraskelse over at det var en tysk vin var stor.

Det ser ud til at tyske vinbønder til stadighed kan fremstille vin der giver genlyd så det brager.

Spätburgunder Blanc de Noir – Ahr

Når blikket falder på tysk vin der hedder Spätburgunder Blanc de Noir, er det naturligvis en vin der må købes og smages, når en sådan ikke er set før.

En hvid rødvin.

Denne tørre vin er fra Ahr Winzer og i årgang 2006.

Enkeltmarken er Dernauer Hardtberg.

Helt hvid var den ikke, en meget distkret antydning af rødmen kunne anes. Med mine ikke særligt gode smags- og lugtesans, kunne jeg alligevel fornemme, at vinen var lavet på Spätburgunder-druen. Og det var jo interessant.

Ahr er et nordligt tysk vindistrikt. Jeg har været der nogle gange. En gang med bus til Altenahr. Hotellet vi boede på havde den underlige vane at koge de blødkogte æg aftenen før fordi vi skulle rejse tidligt hjemad.

Ahr
Mere interessant var det at besøge Jagdhaus Rech i Rech. Her levede man godt, og kunne skaffe sig en god naturlig sult og tørst ved at gå lange ture på Ahr Rotweinwanderweg.

At køre i bil gennem Ahr-dalen forekommer at være bedst fra Bad Neuenahr-Ahrweiler til Altenahr.

Grunden er at dalen bliver smallere og smallere som man kommer længer og længere ind i den – og det er meget spændende at køre langs floden og se vinmarkerne på skråningerne.