Det er velkendt at sygefraværet ofte omtales som højt og at det skal nedbringes. Så vidt det huskes er sygefraværet i nogle sammenhænge næsten 30 dage om året, hvilket forekommer ganske urimeligt.

TV Syd har i slutningen af maj fortalt en historie om, at medarbejdere ved ældreplejen i Billund kan opnå forskellige former for kontant bonus for ikke at melde sig syge. Det har ført til et klart fald i sygefraværet, og medarbejderne er glade for at få lidt ekstra penge. »Vi tager en ekstra tørn«, lyder argumentet. Forbløffende, fordi det jo viser at sygefraværet ikke er begrundet i sygdom, men i en eller anden over tid tiltusket rettighed til nedsat arbejdstid.

I sammenhængen interviewes Fredericias borgmester, der kunne forklare, at man – trods områdets største sygefravær blandt SOSUer på 28 dage – ikke havde en hensigt om at indføre bonusordninger al den stund medarbejderne jo fik løn for (at passe) deres arbejde, og at det ikke giver mening at man skal have ekstra penge for at passe arbejdet.

Deri har han jo så ganske ret. Det der belønnes bliver gjort, lyder et vigtigt ledelsesprincip. I Billund belønner man at arbejdet passes med ekstra penge, i Fredericia vil man søge andre veje for at nedbringe sygefraværet.

Jeg synes det er en noget aparte måde at påtage sig ansvaret for sit arbejde på. Det lyder lidt som om det er en arbejdspladskultur, at man på skift tager sig en sygefraværsdag uden at være syg. Jeg kan sagtens forstå, at man kan komme i pressede situationer af den ene eller anden grund, hvor dette kan være vigtigt, men eksemplerne fra Billund illustrerer at arbejdspres ikke alene er årsagen til fraværet.

Dette indlæg er skrevet i beyndelsen af juni:

Der var et indslag i nyhederne på TV (TV Syd) om ventetiderne på hospitalerne. Det har der været før. Jeg husker en overlæge, der satte sig for at rydde op i ventelisterne og forholde sig aktivt til dem, fortælle, hvorledes det derved var lykkedes at afskaffe ventetiderne på afdelingen.

Den aktuelle problemstilling omhandlede at besparelser havde nødvendiggjort en bevidst forholden sig til arbejdsgangene. Konsekvensen af det var den sidegevinst at ventetiden var faldet med ca. 20%. Ikke dårligt.

Man mente naturligvis ikke man kunne blive ved med at opnå yderligere gevinst, hvis der yderligere skulle spares. Der er selvfølgelig en grænse, men det er meget godt at høre der kan ændres, og at man kan gøre op med ineffektive måder at forholde sig til arbejdet på.

Ikke overraskende finder sygeplejerskerne sig mere stressede, og det er da muligt de har fået mere travlt. I øvrigt bemærkedes det, at man ikke så en sygeplejerske rede senge, som de ellers plejer gøre, når TV viser billeder af deres arbejde. Det er vel ikke et sygeplejerskejob at rede senge, når deres kvalifikationer tages i betragtning.

Må jeg i sammenhængen i øvrigt henvise til begrebet »sagsbunkens konstans«, hvilket lidt groft sagt er udtryk for en fælles ubevidst overenskomst om, hvor meget arbejde man kan klare og hvor længe det skal vare.

Naturligvis skal der være pauser i løbet af arbejdsdagen.

Naturligvis skal der også udføres arbejde i løbet af arbejdsdagen – og vel helst nogenlunde svarende til hvad man får løn for.

Helt naturligt er det måske ikke. I det mindste ikke i Hillerød.

Ikke, hvis man skal tro kommunaldirektøren, der i nyhederne ytrer, at kaffepausekulturen er lige vel omfattende. Han siger, at når medarbederne møder om morgenen, henter de kaffe, men begynder ikke at arbejde, idet de lige skal klare verdenssituationen med kollegerne, og det varer mageligt ½ time.

Det var da ellers en grusom salve. Tænk på de stakkels overbebyrdede medarbejdere.

Og her går man ved indgangen til pensionisttilværelsen og tænker, at kravene på arbejdsmarkedet har budt på øget effektivitet i de senere mange år, men det er måske en skrøne?

Det er måske snarere sådan, at pausekulturen er en hævdvunden rettighed det ikke er let at slippe af med.

Bemærkningerne i nyhederne gav anledning til en tilbagetanke til det første kursus jeg nogensinde holdt på et plejehjem. Det var i 1980erne. Jeg husker ikke hvad emnet var, men mon ikke det har drejet sig om holdningen til arbejdet, effektivitet og lignende. Thi på et eller andet tidspunkt må jeg have sagt noget der var aldeles provokerende for en medarbejder, idet hun for op som trold af en æske og sagde: “Så må vi have flere ressourcer”. Det kunne jeg ikke rigtig gøre noget ved, men det er vist ikke første gang der er henvist til behovet for mere mandskab.

Mere interessant var det at en medarbejder i den efterfølgende kaffepause (hvilket er en kursusnødvendighed) kom og sagde, at jeg måtte være klar over, at reaktionen var en følge af, at medarbejderne ikke var til sinds at opgive deres pauser på 3 timer om dagen.

Det kan jeg da godt forstå, men hvad går det egentlig ud på? Hvis du kan tydeliggøre fænomenet kaffepausekultur, er kommentarer mere end velkomne.