Kategoriarkiv: Beslutning

Rygestop i 6 trin, trin 1

Forudsætningen for, at du som ryger holder op med at ryge på et tidspunkt er, at du har et ønske om at stoppe rygningen.

Ønsket kan formuleres som “Jeg ønsker at holde op med at ryge”, “Jeg kunne godt tænke mig at holde op med at ryge”, “Nu må jeg tænke over at holde op med at ryge” – eller hvorledes du foretrækker at formulere det.

Ønsket må kunne opfattes som et ønske. “Det kunne være sjovt, hvis jeg kunne holde med at ryge”, er ikke et ønske, men tydeligvis en formulering, der viser, at du netop ikke ønsker at stoppe med rygningen, men har bestemt dig for at fortsætte.

Et nytårsforsæt er ofte et ønske. Det ses af at det der ligner en beslutning, ofte ikke fastholdes.

Et ønske er ingen beslutning, men – netop et ønske. Har du et ønske om at ophøre med at ryge er det fint. Har du det ikke er din beslutning at fortsætte som ryger.

Trin 2 følger.

Rygestop med eller uden hjælpemidler

Har du læst andre af mine overvejelser om rygestop i de foranstående indlæg, vil du kunne regne ud at jeg mest går ind for at ophøre med at ryge ved egen kraft.

Det er imidlertid ikke væsentligt at jeg mener det. Det væsentlige er hvad du mener. Vil du holde op med at ryge ved at beslutte dig herfor og gøre det? Eller vil du have hjælpemidler at støtte dig til i processen?

Det er selvsagt din afgørelse, og du finder masser af muligheder for at finde noget af støtte dig til, hvis det er hvad du ønsker.

Det vigtige i den forbindelse er både at blive røgfri og undgå afhængighed af noget andet, det være sig nikotinplastre, nikotintyggegummi og alt muligt andet.

Rygestop og ansvar igen

Har du tænkt over – hvis du altså har set forrige indlæg – om du for alvor er parat til at vedkende dig, at ansvaret for at bliver rygestopper er dit.

Det skal forstås sådan, at det grundlæggende valg mellem at vedblive at ryge eller at ophøre med at ryge i sidste ende er dit alene. Du kan naturligvis søge oplysninger, investere i hjælpemidler osv.

Dette er ikke en opfordring til et nytårsforsæt (posten her er fra 31. december). De har ofte karakteren af et ønske, og har derfor ikke den funktion en beslutning har.

Jeg har hørt at antallet af rygere stadig falder. Det må være fordi den rette beslutning er truffet.

Hvis du vil søge informationer er der mange muligheder. Du kan f.eks. orientere dig på StopLinien.

Udsagn om at fortsætte med at ryge

Der er mange udsagn om og begrundelser for at fortsætte med at ryge, og det er naturligvis den enkeltes valg at gøre det. Bare det ikke generer andre.

Da denne blog imidlertid handler om at holde op med at ryge, må det være passende at se på, hvorledes man kan bilde sig selv ind, at man gerne vil holde op med at ryge, når man har besluttet sig for at fortsætte.

Det er ikke spor vanskeligt. Man skal blot sige som følger – mere eller mindre:

Jeg tror jeg vil prøve på at tænke over, om det måske kunne tænkes at være en god ide at overveje om jeg eventuelt skulle holde op med at ryge på et eller andet tidspunkt, det kunne da være godt, hvis jeg kunne tage mig sammen til at prøve.

Eller hvordan du nu end siger det.

Betydningen er indlysende: jeg har besluttet at blive ved med at ryge. Og det er lidt enklere – og mere troværdigt – at sige det.

Rygestop

På denne blog vil der fremkommer overvejelser om at holde op med at ryge.

Det gjorde jeg selv på den første røgfrie dag i Danmark i 1978, og tanken er at skrive indlæg som kan bruges som et forløb, hvis du som ryger har lyst til at omdanne dit ønske om at ophøre med rygning til et mål om at gøre det – og træffe og udføre de nødvendige beslutninger.