Kategoriarkiv: Sommerferie 2009

Bodenalm i Virgental

En af vandreturene i sommeren 2009 skulle være til Eisseehütte. Der har vi – min kone og jeg – endnu ikke været. De to øvrige deltagere i vandringen – min søn og svigerdatter – havde imidlertid været den vej for et par år siden, og var ikke interesserede i en gentagelse. De ville hellere til Sajathütte.

Hvis man ikke vil gå helt nede fra dalen er det muligt at køre til Bobojac og derfra finde en parkeringsplads i retning af Bodenalm. Det tager dog nogen tid at komme til denne alm og man får straks varmen. Det går opad.

Bodenalm

Vi gjorde ikke ophold ved almen, men gik videre, og på et tidspunkt skulle man til højre for at komme til Eisseehütte og til venstre mod Sajathütte.

Vi gik til højre. Det varede ikke længe før det blev dårligere vejr, men det skulle normalt ikke være nogen hindring. Det vi ikke havde lyst til at gå over skulle vise sig at være en bro, der så temmelig elendig ud. Valget her var ikke at fortsætte, omend vi mødte en del på vej tilbage, som tilsyneladende ikke havde problemer med at gå over broen.

Det blev dårligere og dårligere vejr da vi gik tilbage og vi fik god gavn af det tøj m.v. vi havde medbragt. På et tidspunkt havde jeg taget alt på – 6 lag inkl. regnslag. Det var alligevel ikke let at holde varmen.

Aftalen med min søn og svigerdatter var at mødes ved Bodenalm. Der var ikke telefonforbindelse og vi havde blot at vente. Ventetiden brugtes til at indtage en kop dejlig varm kaffe og en fortrinlig Apfelstrudel.

Efter en rum tid vendte de tilbage. Det havde ikke været særlig sjovt i det dårlige vejr.

Samme dag var afslutningen af en etape i Østrig Rundt atter henlagt til Prägraten. Det hindrede os i at køre hjemad med det samme. Men det var fint nok at se afslutningen af cykelløbet. Det går ganske betydeligt opad i hele Virgental, og særligt plagsomt er det når man i forvejen har været over dette eller hint bjerg tidligere på dagen.

Wodenalm, Virgental

I Virgental gik den første egentlige vandretur til Wodenalm. Det er en ganske overkommelig opgave, og derfor god at begynde med. Vi kørte til Zedlach, parkerede bilen på parkeringspladsen og begndte turen, ikke ad vejen, men venstre om så at sige, ad den smalle og i begyndelsen ganske stejle sti. Det giver straks sved på panden.

Efter at være gået gennem skoven et stykke tid, kommer man pludselig til en kørevej og går let og ubesværet på denne det sidste stykke vej til Wodenalm.

Wodenalm

Almen er et yndet mål for cyklister. Det er ikke et problem, når de kører op, men kan være det når de kører ned – det går stærkt og det er en god ide at være opmærksom på deres komme.

Efter at have læsket os med lidt drikkeligt gik vi nedad igen og gik gennem Zedlacher Paradies med meget gamle og store lærketræer.

Zedlacer Paradies

På turen kunne man se over til dalens modsatte side og finde Arnitzalm, Ganitzle og Zunigalm, som var besøgt året før på, hvad der skulle have være en hviletur, men som blev nok så anstrengende fordi vi havde overset højdekurverne på kortet.

På turen til Wodenalm havde vi det fineste sommervejr.

Tagrende

Her ses i øvrigt hvorledes tagrender ser ud nogle steder i Østrig.

Tilbage i Virgental

Efter at have været i Russbach en lille uge, gik turen en lørdag til Virgental via Mittersill og gennem Felbertauerntunnellen. Det regnede i begyndelsen, men da vi var i nærheden af Zell am See ringede vore rejsefæller og spurgte hvor vi var. De havde gjort ophold lige efter Pass Thurn og nød udsigten.
Omkring middagstid nåede vi til Matrei in Osttirol, og efter at være kørt gennem byen, til venstre over broen efter torvet og til højre ved bageren fandt vi hurtigt deres bil – og lidt efter dem. Hvor herligt atter at ses i Virgental. Efter indlogering og lidt frokost måtte vi en tur langs Iselfloden og nyde synet af den meget smukke dal endnu engang. Vi føler os afgjort hjemme dér, og det er fint.
Hvad er det man kan i dalen?
I al sin fundamentale enkelhed kan man gå op og ned ad nogle bjerge. Dernæst spise og sove – og gøre det forfra. Sådan da.
Virgental
Det fantastiske ved det er at man mærker kroppen og de anstrengelser man udsætter den for, og at hvert skridt fører højere op. Det er en måde at opleve noget meget grundlæggende menneskeligt på, herunder friheden ved at kunne gøre det og friheden til at kunne nyde synet, stilheden og roen – samt tilfredsheden med atter at have udsat sig for strabadserne – efter at være nået op. Det er sandelig ikke det værste at udsætte sig for!
Der er også en fornemmelse af at slippe for hverdagens jammer og hektivitet og være i en situation, hvor mere oprinde måder at leve på end de hjemlige gør sig gældende. Det forekommer også værd at erfare med mellemrum.

Der følger nogle enkelte indlæg som beretter om årets ture, og det er tanken til sidst at lave en lille video af flere billeder end der vises i de enkelte indlæg. Er du interesseret finder du mere om Virgental i etiketterne.

Tur til Edtalm

Første del af sommerferien 2009 i Østrig, dvs. i Russbach am PassGschütt, nærmede sig sin afslutning.
Det havde været noget regnfuldt, trods alt, og har givet lagt en dæmper på vandreudfoldelserne opad. Når man er kommet lidt på afstand af ferien, glemmes at det var lidt halvdårligt vejr, i alle tilfælde er det sådan for os. Måske har andre det på anden vis.
I Russbach er der en svævebane, Russbacher Hornbahn, der kører op til Hornspitz.
På turen op – vi var der da dagens ture begyndte – fulgtes vi med en ældre herre. Han kom fra Salzburg, tog svævebanen og gik derfra til Edtalm, hvor han spillede harmonika.
Den gamle spillemand

Han var ikke helt ung, men vel omkring 80 år. Det var ikke nødvendigt for ham at tage det mellem svævebanen og almen kørende bummeltog, han gik bare,

Modgang
ligesom turisten der mødte nogle køer.

Det samme gjorde vi, og tanken var at gå forbi Edtalm

Edtalm
og nedad den vej, men det viste sig at være så vådt grundet regn at vi valgte at vende om. Efter en pause på almen gik vi modsat og det viste sig at være en lang og ensom tur ned gennem meget skov.
På almen sad en dansk familie i flere generationer. Jeg tror man troede ferien var gået til sol og sommer, sådan så påklædningen ud, men der fornemmedes en vis fornærmethed over at det hele ikke artede sig som forventet. Solen skinnede dog på det tidspunkt. Kendsgerningen er den at man aldrig kan vide hvordan vejret er i Østrig, og slet ikke i bjergene.
Familien var med bummeltoget,

Hornspitz

og da det var på tide at bryde op, kunne det høres, at de vist var lidt for sent på den i forhold til køreplanen, men det mentes nok, at det kunne lade sig gøre at få toget til vente på de sidste, idet man havde erfaring for at det havde kunnet lade sig gøre et andet sted.
Det kunne det bare ikke – da vi gik forbi var toget kørt og familien sad og ventede til det kom tilbage. Jeg er ikke sikker på de har haft en god sommerferie i Østrig. Man må yde et bidrag selv.
Næste dag skulle vi videre mod Østtyrol. Nøj, hvor det regnede.

Rundt om Gosausee

Når ferien tilbringes i Russbach am PassGschütt, er der en del søer man kan se nærmere på. Tidligere er Hallstädter See omtalt. Her skal det handle om Gosausee, eller de to Gosausøer.
Efter at være kørt over passet (i østlig retning), kommer man til en dal til højre. Vejen fører til Gosausee. Dalen er bred og ret charmerende.
Første gang vi gik turen ved søerne, var vejret pænt og der var mange mennesker. Anden gang var med regntøj og ret tidligt om formiddagen. Først da vi kom tilbage så det ud til at andre havde fået samme gode ide.
Det tager vel en time at gå omkring den første sø, Vorderer Gosausee.

Når man når enden kan man tage en afstikker til den bagvedliggende sø, Hinterer Gosausee.
Du kan se en del fotos i diasshowet i forbindelse med denne post. Vi gik højre om søen. Der var en bunke sne stadigvæk, i slutningen af juni. Vi mødte tre køer. Søen var nogenlunde blank og man kunne tage spejlbilleder.
Ved en pause ved en stor sten med et lille træ på, fik vi besøg af en and, der viste sig meget fornærmet over ikke at blive fodret. Da vi gik fulgte den med vel 500 meter, idet den til stadighed forventede at blive belønnet for vedholdenhed.
Lidt senere stod et skilt: Panta rhei, alt flyder. Det inspirerede til at se lidt på vandet der flød ned fra bjerget.
Den bageste Gosausee gik vi ikke omkring, men fandt den interessant som naturfænomen, idet den var lavvandet og meget flot. Der er billeder hvor vandet fra den løber ud over kanten, forbi et hus og ned til den første sø.
Tilbage igen fortsattes mod enden af søen, forbi forstenet hav og andre gode indtryk. Som det ses i diasshowet er der muligheder for at tage billeder af planter og insekter. Det vr lidt diset og gletscheren i baggrunden er ikke klart synlig.

Det kan afgjort anbefales at bruge tid ved Gosausøerne.

Regn i Russbach

Det var fint vejr i Hallstatt – se forrige poster.
Det var det ikke da vi kom tilbage til Russbach.
Regnen regner
Faktiske regnede det i torve.
Regnen styrter ned i Russbach
Men – regn har det med at holde op. Og solen titter frem. Sådan er det i Østrig, og det har jeg det fint med.
Regnen holder op

Hallstatt

Når man går en tur i Hallstatt vil man på et eller andet tidspunkt komme til torvet. Det kan ikke undgås, idet byen er på langs og følgelig meget smal.
Torvet i Hallstat
Dette er en konsekvens af dens placering mellem søen og bjerget bag. Der levnes ikke meget plads.
Skib på Hallstätter See
Ikke desto mindre er det en ganske charmerende by at besøge. På et tidspunkt får man øje på et mindre skib der sejler de lokale rundt til andre landgange ved søen – og naturligvis turister på rundtur.
Højvande
Har du fulgt med i de poster der omhandler sommerferien 2009, ved du at der var meget vand i Østrig, og også i Hallstätter See. Det ses på disse to billeder.
Højvande

Hallstatt og Hallstätter See

 

Når man bor i Russbach i en periode, er det nærliggende at se på søer i området. Vi nåede et par stykker i år. En af dem var Hallstätter See.
Kommer man kørende mod Hallstatt, kører man langs søen og møder en tunnel. I den er der et skilt til den første parkeringsplads. Der var ikke mange pladser tilbage, men da vi var tidligt på færde kunne vi holde her. Ellers må man videre.

 

Der er et skilt der viser til byen og straks har man det flotte synsindtryk man ser på de to fotos – det var overskyet da vi var der, men det var dejligt at gå i byen nogle timer.

 

Der er desuden rig mulighed for at se på saltværkernes historien, men vi hverken tog banen eller gik op i højderne dennegang. I sin tid så vi saltbjergværket i Hallein – og glemmer aldrig oplevelsen ved at kure på bagen ned i dybet iført solidt bjergmandstøj.

Posted by Picasa

Lammerklamm i Salzburgerland 4

Lad mig afslutte den lille serie om Lammerklamm med et billede, der viser dens afslutning i den modsatte ende. Som det ses er der en bro i det fjerne, og deromkring møder man et skilt der fortæller at der en mulighed for at købe forfriskninger, hvis man fortsætter 10 minutter videre.

Turen frem og tilbage i klammen brugte vi vel omkring en time til og det er en god ide at gøre det, hvis man kommer forbi eller kører direkte efter oplevelsen.

Posted by Picasa