Tidligt i livet dannes ubevidste antagelser om, hvorledes livet skal forme sig. Det sker på baggrund af de signaler man modtager fra omgivelserne om, hvorledes de ser på en – og på den måde finder man ud af, hvorledes rollen, der er tiltænkt én, kan udføres.
Om det er en positiv eller negativ livsplan afhænger af omstændighederne, hvorunder den dannes.
Undertiden kan man se og høre hvorledes disse tidlige dannelser påvirker i nutiden. Vi bruger måske nogle livssætninger, der udtrykker livsplanen. Jeg springer altid over, hvor gærdet er lavest.
Det har naturligvis indflydelse på hvorledes vi forholder os til de situationer vi kommer i. Det gælder også arbejdslivet og dermed arbejdsevnen. Jeg kan ikke sætte mig ned og holde pause før jeg er helt færdig – og det er jeg aldrig.
Livsplanerne kan ofte høres på den måde man udtrykker sig. Et eksempel på dette dukkede op ved oprydning i gamle udklip, og stammer fra Ekstra Bladet 9. marts 1982, og det drejer sig om den folkekære skuespiller Claus Ryskjær, der måtte en tur på hospitalet efter at benene forsvandt under ham.
På forsiden stod, at Claus Ryskjær er klar igen, og han citeres for at sige følgende:
Jeg er nødt til at knokle som en gal.
Jeg må pukle som en gal.
Det fremgår også, at han siger: ”Jeg ved ikke hvad der var galt, men jeg ved da godt at jeg kører et hårdt løb rent arbejdsmæssigt – og at regningen en skønne dag skal betales”.
I første sætning bruges ord ”nødt til”. Nogen nøder ham. I anden sætninger siger han, at han ”må” pukle, dvs. det er et påbud. Det er forlængelsen af at være nødt til. Så bliver arbejdslivet hårdt og regningen skal betales en dag.
Jeg håber du har det godt i 2008, Claus Ryskjær.