Autoritetstro indebærer, at man tror på autoriteterne. Således bevirkede det for nogle dage siden, da rejsen gik med DSB fra Roskilde til Helsingør, at vi kom et tog senere frem.
Inden rejsens påbegyndelse havde min kone og jeg orienteret os om, hvorvidt togene nu også så ud til at køre. Det gjorde de. Der var dog et signalproblem et sted. Dette indebar bl.a. at et tog fra vistnok Holbæk var aflyst, idet det kun kørte mellem Roskilde og Østerport.
Toget skulle afgå fra Roskilde 9.02, hvilket passede fint. Inden København var toget standset 4 gange mellem stationerne med henvisning til det tidligere signalproblem.
Der skulle skiftes tog i København, Det var forsinket, og DSB vedblev at informere om, at det ville afgå mod Helsingør senere og senere – for til sidste at meddele, at toget ikke medtog passagerer. Straks derefter kom toget og alle myldrede ind – med et par autoritetstro undtagelser. Da dørene var godt og grundigt lukkede meddeltes det i højttaleren, at netop det tog var toget til Helsingør. Ser man det.
Der kom et tog lidt senere, der også kørte til Helsingør, og da planen egentlig var en udlandsrejse til Helsingborg, købtes en billet til færgen og vi tilbragte en fin dag hinsidan.
Erfaringen er, at det kan lønne sig at lade autoritetstroen afløse af sund fornuft, når man skal ud at se med banen, idet elementær kommunikation ikke nødvendigvis falder den let.