Når man er på bustur til Gardasøen, skal man også hjem derfra med bus. Det tog et par dage. Straks efter morgenmaden lørdag kørte bussen mod nord. Vi kom forbi mange smukke landskaber i den nordlige del af Italien, europabroen blev benyttet og Kufstein passeredes.

Frokostpausen blev holdt på Kramerwirt i Irschenberg før München. Vi spiste godt og stedet må i øvrigt leve godt af overnattende turister med placeringen umidddelbart ved A8.

Videre gik det rundt om München, op mod Nürnberg, videre mod Würzberg og mod Fulda, hvor vi overnattede på Holiday Inn. Middagen var på et uantageligt ringe niveau (eksempelvis skulle den serverede broccoli have væreet smidt ud flere dage før) og drikkevareprisen var rigeligt høj. Det var knapt muligt at blive mæt. Det var turens madmæssige lavpunkt og man må håbe 65-rejser sørger for en ændring heraf.

Værelset var fint og næste morgen var det diset, som udsigten antyder.

Efter morgenmad gik det videre mod Kassel og Hannover. Der var en enkelt kø forårsaget af et mobilhome . Den forsinkede nu ikke.

Vi fik en udmærket frokost på Zur Grünen Eiche i Behringen lidt syd for Hamburg. Det havde blæst lidt, ser man, idet et hus stod på hovedet.

Videre gik det mod Hamburg, Lübeck og færgen, (med tid eller spildtid i Bordershop alt efter temperament). Vi skulle med en bestemt færge fordi andre busser og vores skulle mødes på parkeringspladser og sætte gæster af, der skulle køres videre mod deres hjemegn.

Færgen kom, vi sejlede.

Og Tage, rejselederen, trængte vist også til at komme hjem.

På slaget 19 var vi i Ølby. Efter en dejlig busturtil Garda med 65-rejser.

Vores hensigt om at finde ud af om det er en god rejseform var nået. Det er en god rejseform vi gerne vil benytte os af igen.

Alle indlæg om turen findes under kategorien Garda.

En uge ved Gardasøen går hurtigt. Pludselig var alle udflugter forbi og den sidste dag kunne tilbringes i Garda som man ville. Der er marked i byen om fredagen.

Markedet slutter vist kl. 13 og det er mit indtryk, at der kommer flere og flere potentielle kunder som formiddagen skrider frem. Her følger nogle indtryk fra markedet – og fra de tomme gader i byen.

Grunden til at byens gader er tomme er meget enkel. Folk går mellem markedsboderne – frem og tilbage – og spejder efter et eller andet man oftest ikke ved man har behov for. Har man kigget længe nok er der en vis risiko for at et behov opstår og et ligegyldigt indkøb foretages. Sådan så folk ud. Jeg talte nu med en der målrettet gik efter en livrem og købte en. Der er altså undtagelser. Jeg forstår også, fra tidligere kommentarer, at det ville være et yndet tidsfordriv for en række af bloggens læsere.

Først var der kke så mange på markedet.

Så var der pludselig flere.

Og endnu flere.

I løbet af kort tid var der overfyldt af folk der gik og gik i begge retninger.

Vi fandt en bænk under et træ og så det lidt på afstand.

Ved de to boder med fisk og pølse var der ikke mange, men de stod også lidt afsides.

En enkelt forstod at gøre sig livet en anelse behageligere.

Som sagt var der ikke mange mennesker i gaderne i Garda, de gik på markedet.

Så kunne man se bygninger og byporte. Udefra

og indefra.

Jeg omtalte tidligere at rejselederen havde besværet sig over, at man ikke kunne se trappen til venstre, der fører op til døren, idet parasolen er i vejen. Af hensyn til turisterne. Herover ses motivet – og herunder.

I Garda finder man et lille egnsmuseum, som kun sjældent er åbent. Vi var heldige at komme forbi på rette tidspunkt om fredagen – og i museet kunne man bl.a. se en stor bog med billeder fra før i tiden. Tilfældigvis var bogen slået op på et billede af porten og trappen, som jeg omtalte. Så her ses hvad ikke ses under normale parasol-omstændigheder.

Og så skulle vi bare pakke og gøre os parat til hjemturen.

Som det måske huskes fravalgtes købmanden, der skulle have 1 € for to bananer. Ved at gå lidt rundt i Garda fandt vi flere supermarkeder, der havde mere fremkommelige priser.

Efter turen til Verona besøgtes det vel nok største supermarked i byen. Efter at have fundet de få varer vi havde brug for, stillede vi os i køen ved en kasse bag en mand med en overfyldt indkøbsvogn. Som vanligt snakkede vi sammen, min kone og jeg, og pludselig skete følgede, idet den foranstående vendte sig om.

– Hello.

– Hello.

– Godaften.

Der fulgte en samtale på dansk og en god portion nysgerrighed blev aktiveret, idet hans danske var fint, men med tydelig accent.

Vi spekulerede på hvorfra i Danmark han kom, men kunne ikke rigtig greje det. Ergo var det nødvendigt at spørge, hvorledes det var gået til at han talte så glimrende dansk.

– Det hjælper når ens mor er fra København.

Det gjorde det, og han – navnet forblev ukendt – havde arbejdet i Danmark i perioder og havde nu en restaurant i Garda. Den hedder Bella Venezia og den skulle ligge bag det højeste hus på promenaden. Han syntes vi skulle komme og drikke et glas vin.

Vi ledte efter restauranten bag det høje hus, men fandt den ikke. Desværre – for det var en af de morsomme og gode oplevelser på turen at tale med Rico, som jeg siden har fundet ud af den halve dansker hedder.

Der er ikke andet at gøre end at køre til Garda til næste år og besøge Bella Venezia. Det må jo kunne lade sig gøre at finde stedet.

Det hjælper at google lidt. Der er en omtale af Ricos (eller Riccos) restaurant Bella Venezia på en side på dansk om Italien. Nederst er et kort, der kan hjælpe lidt til at finde stedet.

Du finder restaurantens egen hjemmeside her, Trattoria Bella Venezia. Adressen er Vicolo Del Pio 12, 37016 Garda VR.

Skulle du komme forbi, vil Rico sikkert blive glad for en snak på dansk.

Verona er den største by i nærheden af Gardasøen. Det er derfor nærliggende, at der er udflugter dertil. På vores busrejse til Gardasøen med 65-rejser var dette den tredje udflugt indkluderet i rejsen.

Vi har været i Verona flere gange og valgte derfor at gå en tur rundt i byen selv efter at være blevet sat af bussen i nærheden af Piazza Bra.

Der var marked i byen denne dag. Man kunne se store stabler af brød

og de herligste runde oste.

Der var alternative måder at tjene til dagen og vejen på. Som herren i den tilsyneladende lille klapvogn, der sad og ventede på nysgerrige da vi gik forbi. Ham var der mere gang i da vi kom tilbage, jvf. senere.

Andre havde tilsyneladende fundet ud af at sætte tyngdekraften ud af funktion.

Egentlig var der for mange af disse erhvervsdrivende og nogle så ud til at påkalde sig opmærksomhed i beskedent omfang.

Vi kom forbi en gammel kirke med en meget gammel kirkedør, som gør sig godt i nærbillede. Det var Basilica di S. Anastasia.

Julies balkon så vi ikke efter, men den følgende – med trappe – kan vel også bruges.

Der er låge for så “Julie” ikke falder ned.

Skiltet fortæller hvad det srejer sig om, men så meget italiensk kan jeg ikke læse.

Pludselig stod Dante der, midt på en plads.

Porta Borsari stod stor og mægtig på tværs af en gade og mange skoleelever fik historien om byporten, antager jeg.

Vi skulle have lidt frokost og satte os med udsigt til en grønthandler

og spiste en let anretning. Noget overraskende skulle vi erlægge 2.50€ pr. person i coperto-afgift. For en gaffel og en lille serviet. Da jeg på engelsk besværede mig over det var alle engelskkundskaberne forsvundet som dug for solen. Pyt.

Vi kunne jo bare have taget menuen med drikkevarer hvor corperto et servisio kun var 1€.

Efterfølgende mødte vi manden med de små hænder igen. Han inviterede de unge piger til at komme nærmere.

De blev vældig overraskede, når han kneb dem i låret, idet de ganske overså han havde to rigtige hænder foruden sine plastikhænder.

Foran arenaen var der andre driftige folk, der bød sig til,

og naturligvis lå arenaen der stadig.

Alt i alt var det et fint gensyn med Verona.

Onsdagens udflugt gik til den sydlige ende af Gardasøen.

Først besøgtes mindesmærket for slaget ved Solferino, et tårn dobbelt så højt som Rundetårn. Nogle valgte at gå op, andre ikke. Man kunne også besøge benhuset med jordiske rester af faldne ved slaget i 1859.

Slaget ved Solferino kan interesserede læse om i det givne link, og her skal jeg nævne, at det er det sidste slag hvor kejsere leder slaget, at der i løbet af de 9 timer slaget varede kunne optælles mere end 40000 døde, sårede eller savnede og at Jean Henri Dunant, der oplevede slaget, blev så rystet over de såredes lidelser, at han organiserede hjælp til dem uanset tilhørsforhold. Disse erfaringer førte til en bog herom og senere til oprettelsen af Røde Kors.

Som nævnt kunne mindesmærket beses, og når man var gået de ca. 74 meter op i tårnet var der den herligste udsigt over bl.a. vinmarker, som kan ses på de følgende billeder.

Tårnet er fint udsmykket indvendig.

Og ser således ud:

Efter dette besøg kørtes videre til Sirmione. Det viste sig at være lettere uheldigt, at besøget fandt sted 1. maj. Der var så mange besøgende, at det kun lod sig gøre at få en bil ind på parkeringspladsen hver gang en anden kørte ud.  Men det gik.

Ved indgangen til byen lå en Scala-borg, som kunne være beset, men vi foretrak – efter at have spist og travet gennem menneskemylderet –

at se på Catullos grotter, resterne af en kæmpestor romersk villa, som vist nok ikke kan have tilhørt Catullo, som det ellers siges, men det er meget fint at gå lidt omkring og se på mursten.

… og så skulle vi tilbage til bussen.

Turisterne gik og gik, hvis ikke de sad, og nogle kunne se ud til at have gået for meget,

medens andre var lettere til bens.

Endnu.

Nu er vi efterhånden nået til tirsdagen på busturen til Garda med 65-rejser. En del af selskabet tog med på en betalingstur til Venedig (alle andre udflugter var inkluderet i prisen for turen). Vi ville hellere trisse rundt og være hvor vi var. Øvrige udflugter var såmænd tilstrækkelige.

Planen for dagen var at gå ud til halvøen San Vigilio langs søen, spise frokost på en restaurant i Garda, slappe af på hotellet og gå til den modsatte side, til Bardolino, igen. Egentlig var det en skam, at vi ikke valgte at gå op på La Rocca, idet en knægene opstod dagen efter, hvilket gjorde at denne optur aflystes om fredagen. Sådan går det.

Der var ikke helt tørt i Garda da vi som de eneste syntes det kunne være interessant at få et ret tidligt indtryk af byen. Det er altid sjovt at se byer vågne. Netop fordi man ikke falder over turister, er det muligt at se op – og man finder så de fineste husstøtter i denne lille smøge.

Enkelte havde åbenbart forvildet sig ud i morgenstunden.

Vi begav os mod San Vigilio og mødte bl.a. dette fine hjerte lavet af Gardasøsten.

Faktisk nåede vi aldrig halvøens spids. Forklaringen ses her. Der var ikke meget plads mellem muren og søen, og da skvulpebølger fra et af ruteskibene gjorde afstanden endnu mindre var den logiske beslutning at vende om og slappe af på en bænk. Her kunne vi sidde stille og roligt og glemme alt om menneskemylder og Venedig – og bare være.

Vi skulle have lidt frokost. En restaurant reklamerede med at coperto – opdækningsafgift – var inkluderet i prisen. Den valgte vi så, og bestilte bl.a. insalata caprese. Dels havde restauranten fundet en umoden, kedelig tomat og dels havde de glemt – eller hvad de havde – at retten indeholder basilikum og ikke icebergsalat. Den restaurant bliver naturligvis fravalgt skulle vi komme på de kanter igen.

For illustrationens skyld er her et billede af insalata caprese var. danese:

Måske er der lidt rigeligt basilikum på, men hellere det end salat.

Efter en passende siesta, smuttedes til Bardolino, hvor vi bemærkede en fontæne, der vel nærmest kan siges at være håndholdt. Den hedder Sangue Fonte di Vita.

Vi så en udstilling af pasta,

en samling kakler,

hvoraf den der omhandler “Brød til de fattige” ses i midten,

samt en fin butik med faverige blomster,

der viste sig at være kunstige.

Så gik vi tilbage.

Der havde været trængsel i Venedig.

Så blev det mandag og den første af udflugterne skulle finde sted. Vi kørte i bus nordpå til Malcesine (hvor jeg var første gang i 1970) og blev sat af på gennemkørselsvejen. Til fods i silende regn gik det gennem byen til havnen. Først da vi kom dertil kunne jeg genkende byen, men det skyldtes nok at vi gik i gader, der ikke var nærliggende at bruge da vi var i byen og boede hvor vi gjorde.

Hvis man skal finde en havn eller en flod i en by, skal man bare gå nedad, så kommer man dertil. Det havde vandet også fundet ud af. Det havde ikke gjort noget at man kunne have set lidt videre omkring fordi man er i den smalle ende af søen og jeg ville gerne have genset de bjerge og omgivelser der tidligere gjorde en pænt indtryk på mig, men sådan skulle det ikke være. Monte Baldo var forsvundet og det var skråningerne på Limone-siden også. Men – pyt. Farverne var italienskflotte i det våde vejr – og alle deltagerne tog det med godt humor og våde sko.

Bussen kørte videre til Riva. Vi skulle sejle dertil via Limone og Torbole, hvorefter bussen ville køre tilbage til Garda. Her er turen set gennem kameraets linse.

Den lille havn i Malcesine i regnvejr. Der ligger stadig en stor både.

Der ventes på skibet. Nogle forsøgte sig med lidt tørvejr under en markise, men da vi ikke ville bidrage til ejerens omsætning blev vi smidt ud i regnen. Userviceminded ejer, der lever af turister, der ikke var der på det tidspunkt og derfor kunne det vel ikke have gjort noget vi stod der lidt. Men pyt, vi vælger blot et andet sted skulle vi komme igen.

Endelig dukker rutebåden op

og lægger til kajs.

Vi sad i den indre del af skibet, ude var det koldt. Hurtigt var det ikke til at se ud ad ruderne, men det blev dog til et par glimt af Limone sul Garda,

der ville have været mere indbydende at se på i solskin.

I Riva del Garda skulle frokosten indtages. Valget faldt på Balla Napoli, hvilket var et godt sted at spise. Restauranten har vist også en stjerne et eller andet sted.

Efterfølgende måtte vi trods den stadige regn se os lidt om. Det ligner en bilfærge (som jo kan være god at have, hvis vejen rundt om søen blokeres).

Fintfarvede skodder kunne ses

ligesom bygningerne.

Det er ikke let at klare fotograferingen af vennerne i regnvejr, men det gik for kvinden her.

Det regner stadig.

Undertiden var der et kig til Bastionen, som man kan gå op til og nyde udsigten fra, hvis man kan.

Flot ser de ud, de malingstrængende pæle.

Så var det tid til at gå en lille ekstrarunde i byen, det klarede op og blev tørvejr, omend det sidste kig ud over søen stadig viser det var noget gråt.

Vi smuttede lige ind i en kirke, og pludselig skinnede solen et kort øjeblik på herren med nøglen.

Hvorefter vi kørte tilbage til Garda. Værre var det så heller ikke.

Når søndag formiddag er gået med en tur rundt i Garda, er der god grund til – efter en solid frokost på hotellet og en på øjet – at søge lidt længere væk. Nærliggende er det derfor at gå en tur til Bardolino – velkendt navn for dem der lægger mærke til hvad vine hedder – og tilbage igen.

Der var mange, mange fodgående folk både i Garda og Bardolino denne søndag eftermiddag. Og også en hel del på promenaden mellem byerne. Det forlyder, at afstanden kun er 3 km, så det er en ganske overkommelig opgave. Det skulle vise sig at turen blev gået mere end en gang i løbet af ferien.

Som det vil fremgå af billederne herunder er der gode muligheder for varierede oplevelser.

Vi har forladt Garda og kigger os tilbage over skulderen. Halvøen San Vigilio ses i baggrunden og billedet viser jo en rigtig sø.

Det var ikke i gaderne i Bardolino folk ophopld sig, men ved vandet.

Her er lidt reklame for Danmark, men det der var interessant var Fiat-biler.

Først mødte vi denne lille Fiat 500, og tanken gik tilbage til dengang jeg havde lejet en sådan og fik den særprægede oplevelse at skulle ind i den efter at have kørt taxa i en Mercedes aftenen før.

Så var der flotte ældre modeller at skue,

og en illustration af at det faktisk lader sig gøre at komme ind i en Fiat 500 – også for overvægtige mænd.

Beundre, beundre. En flot lyseblå Fiat

med drejeligt forsæde, så man mere ubesværet kan komme ud. Måske har Fiat opdaget at det var en mangel ved de helt små biler.

Her er sikkert et eksempel på at manden har nuset motoren mere end konen.

Her stod de så – en hel række fintfarvede småfiatter,

der naturligvis blev fotograferet af alle.

Det var tid at gå tilbage til Garda.

Først hørte jeg en ordentlig græshoppe (er det vel?) lande tæt ved mig,

så kom vi forbi det sted hvor vi drak kaffe på vejen ud,

og vi så flere andemødre med unger,

samt flotte blomstrende træer, som jeg ikke kender.

Her i nærbillede.

Og pludselig var vi tilbage i Garda efter en god eftermiddag i tørvejr.

Det går lidt langsomt med at skrive disse indlæg fra ferien ved Gardasøen i perioden omkring månedskiftet april – maj, men her følger endnu en bid.

Rejselederen havde inviteret til en lille spadseretur rundt i Garda søndag formiddag. Garda er lille, men det var fint med en tur med lidt informationer. Særligt hæftede jeg mig ved hans betragtninger om turisme og den måde hensynet til turisterne og muligheden for at opleve byen er i konflikt med hinanden. Lige inden for en bymur, viste rejstelederen en fin gammel trappe til første sal, men man kunne kanp nok se denne for en kæmpestor parasol turisterne kunne sidde under og spise på en restaurant, der havde taget dette lille hjørne af gaden i brug. Sådan var det vist egentlig alle steder. Mængden af muligheder for at få turisterne til at sidde og købe var enorm og altoverskyggende og vel så dominerende, at det var svært at få øje på byens egentlige charme. Nå – men vi var jo et par af dem.

Ved indgangen til hotel Continental var placeret store krukker med citroner (især). Som det ses var der modnefrugter i massevis på træerne. Der var også blomster til næste omgang.

Gennem Garda løber en lille flod. Forlydender ville vide, at den normalt ikke var vandholdig på denne årstid (slutningen af april), hvilket er udtryk for at vejreet har artet sig anderledes en vanligt på de kanter (og det fortsatte vist).

Da kirken passeredes var der messe, så kirken kunne ikke besøges. Ved siden af lå en fin lille gård med buegange m.v.

En stor krukke med tulipaner stod midt i gården.

Og en lille krukke med en palme kunne også ses.

Mon det skulpturelle træ er et knortetræ?

Vejret var – som det ses – ret fremkommeligt denne søndag morgen. Her med kig til San Vigilio.

Blåregnen blomstrede fint i retning mod halvøen, som vi på dette tidspunkt gik i retning af.

Da den fint konstruerede promenade ophørte, kunne man komme videre ved at gå på den mere oprindelige søbred med siv og sten m.v.

På begge de to sidste billeder ses La Rocca.