Efter en relativ hård 1. dag, var de 2 næste rejsedage mere fremkommelige. Fra Brandenburg an der Havel via Weiden in der Oberpfalz til Virgen i Osttirol.

Nattens gevaldige tordenvejr havde bevirket at temperaturen var lidt mere fremkommelig. Og efter gps’en var omstillet til hurtigste rute begav vi os på vej. Det var let at komme ud af Brandenburg an der Havel, der ligger vest for Berlin og Potsdam. På vejen mod Autobahn 9, holdt vi ved en jernbaneoverskæring og ventede på toget. Det gjorde en brandbil under udrykning også.

På A9 gik det let. Ved Hof, nordligt i Bayern, skiftedes til A93, og efter nogen tid nærmerede vi os Weiden, hvor vi skulle bo en nat på Hotel Stadtkrug. Gps’en klarede opgaven fint.

Weiden er en by af en passende størrelse, ca. 40000 indbyggere – centrum er til at overse og gå en god tur i.

I 1241, jvf. billedet øverst på Rådhusets gavl, bekendtgjorde Konrad d. IV et eller andet, der indebærer at byen navn nævnes første gang. Navnet betyder pil (Salix) og mon ikke man har haft et særligt forhold til denne plante netop her. Det var samme år Jyske Lov blev lov.

Vi nåede til den nedre byport, jvf. det lille grå skilt til venstre og herunder.

Der er mange fine huse at se på, her på torvet.

Her finder man også Mauermannbrunnen, som fortæller byens historie. Brænde og pest var med til at reducere dens størrelse.

Herunder ses en deltalje af brønden.

Der er naturigvis også en kirke i Weiden – og måske flere.

Efterhånden blev vi sultne og beslutningen blev at spise på hotellet – Hotel Stadtkrug – hvor vi overnattede. Det var en sand fornøjelse at sidde i haven. Det kan være stemningen gjorde, at det hele gik op i en højere enhed, men vore retter forekom nu meget lækre.

Jeg fik en Schweizerpfanderl.

Min kone fik en Holzfällerpfanderl.

Begge fik en portion salat med en radisse, der påkaldte sig særlig opmærksomhed.

Hertil lod det sig gøre at få en ½ liter øl for 2,90 € – det kan man ikke klage over.

Således verderkvægede fik vi en god nats søvn inden lørdagens videre færd mod Virgental.

Når man kommer fra nord og skal til Osttirol, køres via Felbertauerntunnellen. Det kunne man bare ikke i år. Vejen var blokeret af et klippeskred.

Det gav – i forhold til vores position – to muligheder. Enten kunne køres over Grossglockner Hochalpenstrasse eller via Salzburg og Spittal an der Drau. Vi valgte det sidste fordi vi regnede med at vejret ville blive dårligt og derfor ville vi helst ikke over bjerget.

Fra Weiden gik det derfor mod Regensburg, herfra i retning mod Passau, men med frakørsel ved Straubing, således at det ikke blev til motorvejskørsel mod Salzburg. Gps’en klarede det fint – bortset fra at den selvfølgelig blev forvirret over, at der var vejarbejde og dermed en lille ruteændring.

Fra Salzburg var der motorvejskørsel til Spittal og en ny vej et stykke derfra mod Lienz. Nået hertil var det ikke vanskeligt at køre det sidste stykke til Matrei in Osttirol og herfra ind i Virgental.

Før Mitteldorf var der også sket et klippeskred og vi måtte vente på grønt lys. I Virgen skal man til venstre midt i byen, ved Gasthof Neuwirt. Og sandelig om der ikke var endnu en lyskurv. Brandvæsenet havde spærret vejen med et telt for at holde en fest fordi man havde fået en ny brandsprøjte.

Herefter var der kort vej til Niedermauern, hvor de næste uger skulle tilbringes på Habererhof.

Udsigten fra vores lejlighed var den sædvanlige.

Men. Det regnede.

Vi kom ca. 3 senere end sædvanligt.

 

Dette er beretningen om rejsens første del – fra Roskilde til Brandenburg an der Havel.

Det må være på tide at berette om sommerferien 2013. Sidste år blev jeg ikke helt færdig med at beskrive, hvorledes ferien var forløbet. Derfor nøjes jeg med i år at finde nogle emner frem og skrive en historie om dem.

Det første emne er bilturen til og fra Østrig, nærmere betegnet Virgental i Østyrol eller Osttirol, som de selv vil skrive det.

Vi var i Virgental første gang i 1994. Siden er det blevet til så mange ture til dette smukke sted, at jeg ikke har styr på, hvor mange gange vi har været der.

Det var planen at overnatte i Merseburg og derfor var indkøbt en færgebillet til Gedser – Rostock. Forinden besluttedes det dog at gøre den første dags køretur kortere, og da vi har overnattet i Stendal flere gange, valgtes byen igen (Hotel Garni Am Uenglinger Tor). Sædvanligvis kender jeg ruten, der skal køres på forhånd eller har skrevet korte notater om vejnumre og byer, så det er let at finde frem.

Det var anderledes i år. Jeg var blevet udstyret med min første GPS. Sådan et apparat skal man naturligvis lære at kende – hvilket skete på den hårde måde. Den første af to fejl jeg begik var ikke at være opmærksom på at vejviseren var indstillet til at finde den korteste vej. Den anden fejl var ikke at have hæftet mig ved det rette bynavn ved afkørslen fra motorvejen.

Følgelig blev vi sendt den modsatte vej. Det gjorde egentlig ikke så meget, bortset fra at der var en del mindre veje at køre på. Efter en tid dukkede der da også et skilt op til Tangermünde og Stendal. Herligt. Bortset fra, at næste gang skiltet kom igen var der sat et stort rødt kryds over det. Og der var ingen biler, der kørte den vej.

Pokkers. Ind på et autoværksted og spørge, hvad det handlede om. Broen over Elben var spærret. Årsagen var de meget kraftige regnmængder, der var faldet over Tyskland i juni (vi kørte den 20.) og de voldsomme oversvømmelser, der fulgte. Hvis vi ville til Stendal var der to muligheder. Den ene ville vare 2½ time. Det ville den anden også. Lige netop den oversvømmelse og brolukning havde jeg overset.

Hm. Tænke. Var der et hotel i byen vi var i? Det var der, men vi fandt det ikke. Der var ikke langt til Brandenburg an der Havel, hvor jeg vidste der måtte være en del hoteller. Vi fandt Axxon – og overnattede der. Det lod sig gøre at afbestille værelset i Stendal kl. 16, således at den udgift blev sparet.

Temperaturen var 34 grader C.

Efter et hvil- det havde trods alt været en hård tur – kørte vi ind til byen, parkerede og gik lidt rundt.

Rådhuset i den gamle bydel – med Roland som vagt.

Sulten meldte sig og Trattoria Jassi (Plauer Strasse 17) blev valgt. Det var varmt at spise, men regningen på 15€ kunne man ikke klage over. Kvaliteten var fin – og de havde pizzaer i forskellig størrelse.

På tilbagevejen kom vi forbi Plauer Torturm. Der var ikke energi til ret meget udforskning af byen.

Tilbage til hotellet, tidligt til ro – og ved midnatstid blev det tordenvejr som aldrig set før. Det varede små tre timer inden det var helt ovre. Det lynede, bragede, blæste og regnede så det ville noget. Det var vist det samme tordenvejr Danmark fik fornøjelse af den 21. juni.

Så sov vi igen.