Kategoriarkiv: Rejser 2014

Arnitzalm i Virgental 2014

Skulle det vise sig nødvendigt at træffe et valg mellem et besøg i Peterskirken i Rom og en vandretur til Arnitzalm i Virgental, er jeg ikke i tvivl om at valget ville blive vandreturen. Men Peterskirken er nu også storslået.

Med årene har det vist sig, at en vandretur til Arnitzalm er en god måde at bruge sin tid på. Jeg har skrevet om almen før – Arnitzalm med nyt tag – men turen tåler gentagelse. Som i virkeligheden.

Det er godt at have det nymodens hjælpemiddel en bil er. Med denne kan man komme et stykke ad vejen. Faktisk har man indrettet en mulighed for at parkere på Parkplatz Guggenberg. Herefter har man – i vores aldersklasse – en tur på 3 timer foran sig. Ruten går nogenlunde lige opad. Der er god mulighed for at svede grundigt og få gang i blodomløbet, men det er en del af fornøjelsen. Holder man pauser og drikker vand, går det fint. Den væsentligste opgave på turen op, er, foruden altså at gå selv, at påse ikke at træde i kokasser. Det kan være svært.

At gå en sådan tur illustrerer for mig, at det til stadighed er umagen værd at tage til Østrig på ferie. Det er umagen værd at tage til Østtirol og til Virgental. Dalen er endnu ikke turistificeret for alvor. Det betyder man kan opleve noget mere oprindeligt. Bl.a. at man næsten overalt selv må gøre arbejdet, hvis man vil op. Det gælder helt klart turen til Arnitzalm. Der er ikke kørelejlighed. Det er også en illustration af, hvorledes det har været at skulle klare sig i et bjergområde. Det har været hårdt arbejde. Men det er gået.

Det beror således på en selv om man vil opad og nå det mål man måtte have sat sig. Og da det kræver nogen anstrengelse, indebærer det at man må investere sin energi og kraft i at gå. Det indebærer – sådan helt af sig selv – også at man befinder sig i nuet, koncentreret om opgaven. Og ualmindelig dejlig fri for alt andet. Verden må klare sig selv. Det er en sand fornøjelse at mærke samklangen mellem åndedræt og skridt. Hele tide kommer man nærmere målet. At nå det er dejligt, en pause gør godt før nedturen.

På side 168-69 i Kristof Glamanns bog om J.C. Jacobsen, Bryggeren (1997), kan man læse om Jacobsens oplevelse ved at vandre i Pyrenæerne et par uger. Det ansporede ham at se hvad hans bjergfører på 75 år formåede. Han beskrev begejstret hvad han så og hørte i højderne. Og tilføjede et svar på det retoriske spørgsmål om det nu også var strabadserne værd. Det syntes han i den grad.

Udbyttet beskriver han som en “ubeskrivelig nydelse” og “vellyst”. Det der medfører nydelsen er at finde ud af hvorledes kræfterne slår til og at øve dem. Vellysten følger af at overvinde hindringer og vanskeligheder når der vandres. Det er ikke kun fysikken der udfordres. Det gælder også sjælens evner – og hjertet. Det sker ved at man kommer nærmere himlen ved at gå opad og “modtage indtrykket af det store i omgivelserne”. De meget vise ord er disse sidste: “Smålighed kan ikke trives på et sådant sted.”

Det er så sandt som det er sagt.

Hvad ser man så når turen begynder efter parkeringspladsen. Se billedet herover. Klik det evt. større og endnu større. Det er Virgental. Først ses Mitteldorf, så Virgen og fjernest Obermauern. Dalen fortsætter ind mod det sneklædte bjerg. Smukt er det – og det er til at se langt her. I modsætning til den smalle Dorfertal, som sidste indlæg omhandlede.

Når man går opad har man et fint blik på den modsatte side af dalen.

Her kommer et par der er på vej til et stejlt stykke, som vi heldigvis har passeret.

Efter 3 timer nåedes almen.

Man må have lidt energi inden tilbageturen. Når man sidder og venter har man en smuk udsigt.

Det er ikke små portioner man får. Naboen ville gerne have et enkelt ostebrød, hun fik 3.

En øl og en gang suppe gør godt.

Vi kom i snak med et ældre par fra Matrei in Osttirol. De viste sig at være naboer til almens ejere. Det gik nogenlunde at forstå fruen, men manden talte udpræget lokalt og var næsten ikke mulig at forstå. Det var dog meget fint at sidde der og snakke med dem. De besøgte almen nogle gange hvert år og kørte et pænt langt stykke opad for så at gå det sidste stykke. Det måtte de sikkert gerne, lokale som de var.

Gederne kom hjemad.

Det samme gjorde ungkvæget.

Tør man møde ham?

Så er vi på vej tilbage.

Vi bestemte os for at følge kørevejen, den går til venstre i billedet. Den er ikke så stejl. Det kræver nemlig også noget at gå ned.

Kvinden med hunden, som vi hilste på, da vi gik forbi, sidder stadig og nyder udsigten. Hun kan anes på det forrige billede, hvis det klikkes større. Her har jeg zommet ind på hende.

Man har da noget af en udsigt på vejen tilbage, her ses Matrei.

Lidt senere ses Virgental til og med Obermauern i det fjerne. I forgrunden er det Mitteldorf og Virgen.

Her ses samme motiv blot med en smule zoom. Billedet er for mig at se en glimrende illustration af, hvorfor det er umagen værd at tage til Virgental og anstrenge sig på vejen op til Arnitzalm – og bare gå og nyde synet nedad.

Af billederne af dalen kan man ane, at det man kan i Virgental, er at gå op og ned. Der ligger mange hytter man kan besøge, nogle ligger højere end andre, og der er noget for enhver. Det er også muligt at gå oppe fra hytte til hytte – på Venediger Höhenweg, som går i bjergene der ses på billedet herover. Eller på Lasörling Höhenweg, som er på samme side som billedet er taget.

Dorfertal

16 svar

Dorfertal ligger ikke i Virgenal som jo er den dal i Østtyrol, der er udgangspunktet for de fleste af vore ferier i Østrig. Dorfertal ligger ved Kals am Grossglockner. Det er også i Østtyrol. Det er en god dal at gå en tur i. Den er let at gå i fordi stigningen er yderst moderat.

Vi havde været i Virgental mange gange før vi blev klar over at Dorfertal fandtes. Det kom sig af at et par hollændere, der også boede på Habererhof, havde lagt vældig hårdt ud dagen efter de var kommet og derfor havde brug for en mere moderat tur. De nævnte Dorfertal – og vi har været der en del gange siden. Også med vort ældste barnebarn, der husker netop den tur som noget særligt.

Lad mig kort omtale, hvad man kan gøre i dalen.

Fra parkeringspladsen før dalen, går man nogle hundrede meter og drejer til venstre. Snart sker der noget og man kommer hurtigt til Dabaklamm. Det er smuk natur. Efter en lille time finder man Bergeralm. Her kan man spise m.v. og gå tilbage. Eller man kan gå videre en time til til man kommer til Kalser Tauernhaus. Stigningen er ca. 100 meter. Det er til at overkomme. Her kan man gøre ophold, spise og drikke – og gå tilbage eller fortsætte.

Efter yderligere en time – og 200 meters stigning – kan man finde Dorfersee. Den mangler vi stadig at nå til. Forklaring følger.

Dette indlæg er også fra min januarliste – og jeg skylder Jan at forklare, hvorfor det er umagen værd at tage til Østtyrol på ferie. Det gøres i dette indlæg og i et følgende om Arnitz Alm.

Hvis man vil opleve Dorfortal, må man yde en indsats. Man kan ganske vist få lidt lettelser ved at køre på el-cykel, som vi så et par gøre, men de måtte også selv yde den ekstra indsats at gå da de ikke kunne cykle længere.

Når man vælger at gå ind i Dorfertal, befinder man sig i naturen, der kan være overvældende, og man kan gå og gå og mærke at man bare er hvor man er. Man er fri for verdens larm. Og ved hjælp af blot det at ville kan man gå så langt man vil og se forskellen på den natur man møder og mærke man bruger kroppen. Det er bare det der er umagen værd. Det kan man naturligvis gøre mange steder, men det hjælper, når der er så smuk natur at færdes i.

Tidligere havde vi været ved Kalser Tauernhaus, men vi ville gerne se søen. Vi nåede den ikke. Det så hele tiden så ud som den nu måtte komme. Det gjorde den ikke. Og på et tidspunkt besluttede vi at vende om. Det var fint. Fordi det som sådan ikke var vigtigt at nå til søen, men være hvor vi var og leve i det nu. Og det er umagen værd.

Vi gik 5 timer. Det var fint – og om aftenen stod skridttælleren på 25000. Erfaringen blev den, at vi næste gang holder en solid pause ved Kalser Tauernhaus. Så når vi søen. Og gør vi det ikke, går det nok.

Herunder følger et par billeder fra turen i 2014. Jeg har ikke fotograferet de to alme, men pyt. De kan ses nederst her.

Man kommer hurtigt til Dabaklamm, og stien man går på ses tydeligt til højre. Der er en kørevej gennem klippen. Biler må kun køre i den ene og anden retning på bestemte tidspunkter.

Klammen er ikke lang og man kommer snart til at gå tæt på vandløbet.

Når man går den smalle sti, bliver man lidt våd. Vandet drypper simpelthen på en.

Det varer ikke længe før man har en fin udsigt langt ind i dalen – og i en rum tid går man på en almindelig bred kørevej. Vi gik bag en skoleklasse på udflugt.

Da vi efter et par timer havde passeret de to alme, skiftede dalen karakter. Der kom en strækning med fyrretræer og ved mange af dem stod en klump alperoser og blomstrede.

Det ses nogenlunde tydeligt på dette billede.

Kort efter skiftede landskabet igen. Der kom flere store klippestykker og stien gik gennem et sumpet område. Heldigvis kunne man gå på stenene.

Sådan fortsatte det. Stien var markeret fint, som det ses til venstre.

Det blev mere og mere stenet – og kort herefter vendte vi om. Nu vides det imidlertid at Dorfersee ligger før buen man kan se i det fjerne. Langt var der vist ikke, men vi synes vi traf en god beslutning om at vende, idet vi trods alt skulle tilbage.

Da vi vendte om var det dette landskab vi så – og det er jo ikke værst.

Vandet her kommer fra Dorfersee.

Dette billede er i retning mod søen – jeg har nok alligevel ærgret mig en smule over ikke at være fortsat.

Vi satte os på en sten og spiste – med udsigten til alperoserne.

Heldigvis var der en lille bro over vandet.

Det gik raskt tilbage. Lige før vi nåede Dabaklamm og skulle gå på den smalle sti på klippesiden, mødte vi en drift køer.

Heldigvis var de kommet forbi den smalle passage, hvor man kunne se de havde gået.

Det var en god dag – og en fortrinlig måde at tilbringe en feriedag på. Og helt klart en illustration af at det er umagen værd at gå sig en tur på de kanter, hvis man kan.

En balkon i Virgental

18 svar

Læsere af bloggen kan ikke være i tvivl om, at jeg endog meget gerne holder ferie i Virgental i Østtyrol. Vi kom første gang i dalen i 1995 og har været der mange gange siden. I de sidste mange år har vi boet i den samme lejlighed og haft den samme udsigt fra den samme balkon. Det er gentagelsesferie så det vil noget. Balkonen befinder sig på Habererhof.

Uagtet udsigten fra balkonen er den samme, er den forskellig. Det skulle billederne fra 2014 gerne illustrere. Inden jeg viser dem følger her en lille beretningen om et hvepsebo.

Da vi kom sidste år lagde vi hurtigt mærke til at nogle ret store hvepse fløj ind under vindueskarmen og kravlede ind ad en sprække. 3 blev slået ihjel ved passende møde med den medbragte fluesmækker. Den fjerde blev ramt og den kilede sig fast i sprækken. Jeg troede den var død, men efter ½ time kunne jeg se den rørte på sig. Ud med den og et slag med smækkeren gjorde det endeligt af med den. Siden sås ikke flere hvepse.

Ferien i Virgental omkring månedskiftet juni-juli 2014 var ikke den varmeste ferie vi har haft. Det var faktisk ganske køligt meget af tiden og det krævede godt med tøj at sidde på balkonen. Vi lider ikke af den vildfarelse at der er varmt i Østrig, så vi har tøj nok med.

Ankommet til Habererhof i Niedermaurn, en del af Virgen, må jeg naturligvis straks tage et billede af udsigten. Berger Kogel ses med sne på siden.

Herunder følger billeder i kronologisk rækkefølge taget samme sted fra.

Omkring midsommer tændes bål i bjergene, Berge in Flammen. Det kan se flot ud, men i 2014 regnede det og vi så ikke meget til begivenheden. Dog kunne et kors ses.

At det var en kølig sommer ses af nysne på Berger Kogel.

Det var selvfølgelig ikke kun gråt og regnfuldt, her let diset sol.

Og fuld sol en morgenstund. Hvis man klikker billedet større ses en samling huse, Welzelach, i det fjerne. Helt oppe på det vandrette stykke, lige over husene, ses Berger Alm. Her har jeg for mange år siden glemt en hat. Udsigten herfra var formidabel. Der er herunder zoomet ind på begge lokaliteter.

Her ses husene i Welzelach, et bette lille samfund med en del landbrugsbedrifter, tænker jeg.

Berger Alm er de tre huse herunder. Man kan købe frisk mælk og andre produkter fremstillet på steder.

Mere solskin – og lidt skyer.

Og atter en kølig, men solfyldt morgestund.

Herunder en behageligere aftenstund, hvor det har været muligt at nyde vejret på balkonen.

Solen nærmer sig undergangen.

Balkonen er den til venstre under tagudhænget.

Vores alder taget i betragtning, nærmer det sig, at vi bor lejligheden for sidste gang. Sådan er livet. Noget må opgives.

Dette indlæg er i øvrigt også fra listen tidligere på året.

Hvordan kan man vide om det bliver godt vejr dagen efter i Virgental?

18 svar

Tidligere berettede jeg om den første del af sommerferien 2014 i Østrig. Vi var i Zell am See.

I den efterfølgende uge var vi – som sædvanlig – i Virgental i Osttirol. Meningen med de indlæg, der omhandler dette prægtige sted at tilbringe sin ferie, er at finde ud af, hvorfor det faktisk er umagen værd at tage dertil. Det må vise sig om det lykkes.

Jeg kunne naturligvis berette om, hvad der er foregået de forskellige dage, men en lidt anden tilgang er måske også på sin plads. Derfor overskriften.

Bjergbønderne høster hø. Det skal tørre og det skal helst gå hurtigt, idet man jo ikke rigtig kan vide hvor længe vejret er godt. Men de må have en meget god fornemmelse af om vejret holder tørt på høslagningsdagen og dagen efter hvor høet køres ind. Det er erfaringen at det passer glimrende.

Derfor var vi narturligvis glade for at se denne mark den 30. juni. Vejret var fint dagen efter. Græsmarken her befinder sig ved Parkplatz Ströden, hvorfra man bl.a. kan begive sig til Clara Hütte.

Nogle dage senere – 3. juli – så vi endnu en græsmark (eller flere) blive slået.

Dette er i den modsatte ende af dalen, ved Matrei in Osttirol og Parkplatz Guggenberg, hvorfra man bl.a. kan begive sig til Arnitz Alm (og det er altid umagen værd at gå dertil). Mon ikke det er en høvender, der ses efter traktoren. Slåmaskinen, der repareres i baggrunden, er nødvendig for at kunne slå de meget skrånende marker.

Som denne.

Græsset på denne knold må håndvendes for at det hurtigere kan tørre. Det er givet vis hårdt arbejde. Selv den lille dreng til venstre er med, men måske er han bare ved at lege arbejdsprocessen ind.

Det blev godt vejr dagen efter.

Stralsund

17 svar

Efter at have skrevet om traner, vandreture og signaler til skibsfarten (Tiefwassertonne) i de sidste indlæg, må det være på sin plads til sidst at skrive en smule om Stralsund og vise et par billeder.

Stralsund hørte til Danmark 1715-1720, var svensk i et par hundrede år, før da en af de mest betydende hansestæder og endelig en del af Preussen.

På Stralsunds turistside kan man finde mange informationer om de nævnte perioder i byens historie. På samme side findes informationer om kirker og klostre, murstensbygninger og meget andet.

Vi boede ganske centralt og i løbet af et øjeblik var vi i den gamle bykerne – i det herligste sommervejr, men med lidt lange skygger.

Først kunne man se – på svensk – hvor den svenske konge Carl XII havde sit natlogi, da han var belejret af hele tre konger i 1715.

Man kunne også straks se, at der var mange gamle mursten (Backstein, bagte sten) i byen – her nogle, der ser forskellige ud.

En sidedør i Jakobikirken kom vi forbi.

Og selve kirken lidt senere i en fotoegnet position.

Nikolaikrken og det gamle rådhus er markante bygninger, her set fra Alter Markt.

Bag rådhusets skuefacade anes to bygninger.

På Alter Markt ligger også Wuflamhaus, opkaldt efter en borgmester,

og kommandanthuset med det svenske våben.

Senere – på den anden side bymuren – kunne man se hvor stor Nikolaikirken egentlig er.

Den gamle bydel ligger mellem tre søer og et sund, her er en af søerne.

Schill står og kigger over på søen på forrige billede. Jeg kunne ikke stå for ham i profil i solskin.

Bag ham ligger sundet mellem Stralsund og Rügen.

Senere så man Marienkirche på denne måde.

I Heilgeiststrasse findes denne pragtdør.

En anden dag vendte jeg tilbage til rådhusets indre gård, der ser ud som herover.

Udskæringerne nederst på søjlerne er fornemme

og forskellige.

Der er meget mere at se på og opdage i Stralsund. Til sidst er her Marienkirken ved solnedgangstide.

Nationalpark Jasmund og Kap Arkona på Rügen

10 svar

Når man er i Stralsund nogle dage, må man naturligvis køre over broen til Rügen. Der er masser af muligheder for at vandre.

Valget faldt først på Nationalpark Jasmund. Vi ville være kørt til Hagen og gået derfra mod kysten, men et vejarbejde hindrede dette. Vi fortsatte derfor til Sassnitz og fulgte skiltene til nationalparken. Der gjordes holdt på den første den bedste parkeringsplads, hvilket viste sig at være parkeringsplads nr. 5.

En sti fulgtes. Den ses mellem de små bøgetræer. Siden blev bøgene større, ganske imponerende var de og det var en fornøjelse at gå i skoven i det dejlige oktobervejr.

Efterhånden nåedes kysten.

De høje kridtklinter blev synlige.

Vi vendte om fordi vi ikke havde købt parkeringstid til mere end et par timer, idet planen var at køre videre til Kap Arkona.

Set i bakspejlet havde det været en langt bedre ide at tilbringe hele dagen i nationalparken. Man kunne gå langt, som mange så ud til at skulle. Så ved man det til en anden gang, skulle man komme dertil igen. Men vi var godt tilfredse med hvad vi havde gjort.

Når man kommer til Kap Arkona parkerer man i Putgarten (stavet sådan). Derfra kan man gå ud til fyrtår, museum og vandrestier m.v. eller man kan tage med et lille motoriseret tog dertil. Vi valgte at gå. Vinden var strid, men det gik. Svantevit faldt vi ikke over.

Fyrtårnet tårner sig op – størrelsesforholdet ses ved sammenligning med personen.

Her er et særligt kunstværk, som ikke er kunst, men en konsekvens af 25 år på havets bund.

Det er ikke fløjtetønden Viktoria, men en dybvandtønde, stor i størrelse, men alligevel ikke større end at den ikke klarede en isvinter. Den landede på havets bund og blev fundet efter 25 år.

Som det fremgår af teksten.

Tønden ser sådan ud i hel figur.

Det viste sig at man også kunne komme til og fra i hestevogn.

Man kunne gå langt langs kysten, men vejret var rigeligt blæsende hvorfor vi vendte om. Tanken var at gå til den lille by Vitt, men det må vente til bedre tider. Pyt med det – vi glæder os altid over det vi gør og ærgrer os ikke over det vi ikke gør.

En lille vandretur på Ostseeküsten Radweg

12 svar

Meningen med turen til Stralsund og omegn var at gå ture. Men det var nu en af de gode oplevelser at stå stille og se på traner. Det skulle blot ikke vare ved.

Da vi var færdige med det storslåede skue, kørte vi lidt tilbage mod Günz og drejede mod Nisdorf (se kort lidt nede blandt billederne). Her stillede vi bilen ved hotellet og gik gennem byen for at fnde den cykelsti vi havde tænkt at gå ad, jvf.overskriften.

Vi mødte et skilt, der viste vej til Zühlendorf havn. De 4,6 km mente vi nok kunne klares. Gange 2. Vi havde gået lidt – det blev derfor lidt mere end 10 km i alt.

Her ses lidt af landskabet. Der var ikke mange højdedrag. Senere – ved vandet – gik vi på et dige med cykelsti.

Som det anes var det diset.

Her ses traneiagttagelsesstedet, vi kom fra, fotograferet fra cykelstien.

Undervejs kunne man se forskellige indretninger til regulering af vandet, her i en å,

og her et lidt mere omfattende anlæg. Ingen af delene så ud til at fungere.

På kortet kan man se cykelstien fra Nisdorf til Zühlendorf, og vi må være kommet forbi Teufelberg, et imponerende navn til et bjerg på 1,7 meter.

Efterhånden – se svinget på kortet – var vi kommet ud til vandet. Utalige svaner lå i læ, jvf. et lille udpluk af dem.

Længere ude var et stort antal svømmefugle forsamlet.

En enkelt sølvhejre kunne iagttages.

Efterhånden nåede vi frem til havnen, der var absolut undselig.

Efter en lille pause gik vi tilbage til Nisdorf og spiste lidt mad ved bilen.

Over byen svævede en glente.

Det var en god måde at bruge tiden på.

Traner i det Vorpommersche Boddenlandschaft

15 svar

En tur i Familiens Vandrelaug er gået til Stralsund. Vi var 4 på denne tur, de samme som for godt et år siden var i Wassersleben, hvor vi gik nogle gode og spændende ture. Det har vi også gjort i denne omgang. Vi havde imidlertid en meget fin oplevelse, som snarere krævede at vi stod stille.

Vi så traner.

Det var gået op for mig – ved studier af vandremuligheder på Rügen – at vores tur faktisk fandt sted på samme tid som tranerne samledes på Rügen og nord for Stralsund, i det Forpommerske Lavvandslandskab (tror jeg overskriften måske kan oversættes til) for at hvile og spise inden det videre træk mod vinteropholdsstederne længere mod syd.

Jeg havde også fundet et traneinformationscenter i Gross Mohrdorf, se kraniche.de. Her fik vi informationer om hvor vi kunne se tranerne. Lidt frem til Günz og derefter ville en iagttagelsesplads let kunne findes. Her kunne man se tranerne spise – andre steder kunne man se dem slå sig ned for natten.

Der var traner – mange. Og fotografer med kæmpetelelinser. Både fotografer og linser var iført camouflagetøj. Min store telelinse så noget lille ud i forhold til kæmperne på stedet.

Det var en diset og grå formiddag, hvilket billederne bærer præg af, men fint var det at se de store fugle, der var kommet og de der kom og landede. Der var en del gæs – og på nogle billeder kan man se en trane jage med gæssene. På et andet billede viser det sig, at der er et par rådyr, som jeg slet ikke så. Måske kan det svare sig at se nogle af billederne lidt større ved at klikke på dem.

Her følger et udvalg af de billeder, der kom med hjem fra denne meget fine oplevelse. I den rækkefølge de er taget. Kasserne på billede 2 er til fotografer. De skal være i kassen inden solopgang og må først forlade den, når tranerne er fløjet igen om aftenen. Forstyrrelse af fuglene koster €300.

Flere beretninger om byen og vore ture til fods følger.

Et smut i Lund

10 svar

Vi var et smut i Lund i dag.

Lund er en dejlig by at gå rundt i, især når vejret var så herligt som det var denne næstsidste dag i september. Tågen var lettet både i Danmark og Sverige, men ikke på broen over Øresund. Det er en fordel, har jeg forstået på vejrmanden, idet man er mere opmærksom på trafikken, når vejret ikke er tørt og fint. Men det var nu ikke let at orientere sig.

Der er en domkirke i Lund.

Og et universitet med meget fine gadelygter.

Et universitetsspringvand findes også.

Samt en universitetsstuderende, der nyder solen.

Der findes også en “Fundkælder” med så mange ting og sager, at man slet ikke kan få øje på det man lige mangler af frygt for at rive noget ned.

Og et par morfarskøjter, der, da jeg havde sådanne, skulle spændes på skistøvler. De kunne godt bruges til deres formål dengang i 50erne. Det hele var til ½ pris fordi butikken ikke kunne klare sig.

Og så kørte vi hjem igen. Blandt alt for mange biler.

Jørgen Carlsen

En blog om lidt af hvert