Kategoriarkiv: Sundhed og sygdom

Epidemien på Sjælland i 1831 og min slægt

Undertiden kan det vise sig heldigt ikke at være helt så hurtig med nye indlæg, som man kunne ønske sig. Forklaringen vil vise sig siden.

På et tidligt tidspunkt i min slægtsforskning, bemærkede jeg, at der i et sogn havde fundet 3 begravelser sted samme dag. Det var formentlig i Tureby Sogn, Faxe Herred, Præstø Amt.

Læs resten

Vi dør før eller siden før eller siden

Forleden bemærkede jeg en information om alkoholindtag i nyhederne.

Det er i orden at drikke en genstand om dagen, hvilket endda kan være en god ide, men et indtag af mere end en genstand om dagen synes at have den konsekvens, at vi dør før og ikke siden, når vi før eller siden dør.

Det bliver spændende at se om Sundhedsstyrelsen ændrer ugegrænserne for anbefalinger af maksimalt antal genstande, idet man vel ikke kan have at en styrelse har anbefalinger, der medfører tidligere død.

I går bemærkede jeg på cnn.com, at studier har vist at indtag af for lidt eller for meget kulhydrat (henholdsvis under 40% og over 70%) er sammenhængende med en tidligere død end hvis man indtager en moderat mængde.

Berlingske omtaler samme d.d. og her ser man yderligere at folk der har erstattet kulhydrat med kød skal sørge for at få ekstra fibre.

At vi før eller siden dør er hævet over enhver tvivl. Om vi gør det lidt før eller lidt senere er det store spørgsmål.

Uanset om det bliver før eller siden før eller siden, håber jeg det bliver dagen før du skal på plejehjem. Eller sådan cirka.

Faldefærdig

Med stigende alder synes der at være en øget tendens til at falde.

Jeg faldt forleden. Konsekvenserne af faldet er beskedne, og det kan ingen særlig interesse have for andre.

Når jeg alligevel nævner det her, er det for at omtale det tilknyttede fænomen, der kan have betydning for andre, nemlig behovet for med stigende alder at være sig stedse mere bevidst om sin gøren og laden.

Som så ofte før skulle jeg læsse et par store poser med hanke ind i bilen. Det er poser der bruges til haveaffald, hvilket er en god løsning, når man ikke har en anhænger. Der kan være meget i poserne og ofte er vægten beskeden.

Da jeg tog fat i en af poserne, sad hankene lidt skævt i forhold til hinanden, og jeg havde anbragt lidt tunge grene øverst i posen. Det var muligvis de to ting i kombination, der bevirkede at jeg mistede balancen, og faldt bagover. Hovedet bankede jeg ind i døren og fik en hudafskrabning. Et par andre steder kunne jeg mærke følgerne af faldet.

Det medførte at jeg holdt lav profil resten af dagen. Der var en særdeles beskeden oplevelse af forandring, når jeg sad og lå, men denne forandring fortog sig efter 6-7 timer, hvor det var tydeligt for mig at normaliteten var genoprettet.

Godt der ikke skete andet.

Læringen må være at være meget bevidst om hvad der gøres, især hvis jeg i sådanne situationer skal gå baglæns. Der må udvises omhyggelighed med at få tyngdepunktet lavt osv., idet der åbenbart ellers er en øget risiko for at komme til skade ved fald.

Dette er der ikke noget nyt i. Det er bare ikke altid let at praktisere det man godt ved. For mange år siden fortalte Bodil Brændstrup mig, at hun altid holdt i gelændere når hun gik på trapper, idet der jo ikke var nogen god grund til at udfordre skæbnen, når muligheden for at undgå det er nærliggende. Det husker jeg ofte på, men der er åbenbart meget mere der skal bevidstgøres.

Medicin og priser

Der er vist ikke noget nyt i at medicinpriser ikke er underlagt regulering. De fastsættes af medicinalvirksomhederne og gælder de kommende 14 dage.

Hvad der ligger til grund for prisfastsættelsen har jeg ingen særlig ide om, men det må være tilladt at blive forbavset når et medikament, der kostede 98 kr. i begyndelsen af december, er steget til 451 kr. 3 måneder senere. Det er en stigning på 460%. Eneste forskel var en udløbsdato 10 måneder senere på det dyre produkt.

Det følgende har intet med det forrige at gøre, men for nylig skulle jeg påbegynde en behandling i 40 dage. Hvis den har passende effekt, kører den formentlig videre.

Jeg fik at vide, at jeg kunne hente 60 piller på et apotek. Da jeg kom hjem havde jeg fået 30. Det viste sig ved læsning, at medikamentet kunne fås i pakninger med 30 og 100 stk. Lægen havde, kunne jeg se på sundhed.dk, angivet, at jeg skulle have 2 pakninger a 30 stk. Enten overså apoteket det 2-tal eller man havde kun en pakke.

Det viste sig, ved senere henvendelse, at jeg godt kunne få den anden pakning, men kun på det givne apotekt, idet recepten allerede var lukket. Hvis man altså havde haft den.

Det lykkedes så 3. gang, hvilket kostede 25 km. i benzin m.v. Det var ikke mit vanlige apotek, men det faldt sig for fordi et andet ærinde i nærheden skulle klares de to første gange, men ikke den 3.

Hvis lægen havde udskrevet 100 stk., havde jeg i øvrigt sparet 22 kr. i forhold til prisen på de 2×30 stk.

Kan man lære noget af det? Den første medicin kan måske indkøbes, når den er billig – med mindre det er en permanent prisstigning. Om den anden erfaring kan man i andre tilfælde spørge om flere piller er billigere, og i alle tilfælde sikre sig at det er det rigtige antal apoteket udleverer.

Man må sørge for at holde hjernen nogenlunde skarp og være opmærksom. At falde alt for meget af på den går ikke.

Medicinpriserne kan man i øvrigt holde øje med på medicinpriser.dk.

4 år med skridttæller

Forleden var det 4 år siden jeg begyndte at have skridttælleren på mig hver eneste dag.

Med undtagelse af de første par dage (inden jeg havde bestemt mig til at føre regnskab), er det kun sket to gange, at antal skridt er en smule unøjagtigt angivet. Da batteriet sluttede med at virke og da skridttælleren gjorde ligeså. Det første blev skiftet i en butik, den nye tæller blev købt på et apotek for ca. 130 kr. Den virker fint, og jeg har i øvrigt anskaffet passende nye batterier.

På de 4 år er der noteret 16.290.658 skidt. Det giver et gennemsnit på 11.150 pr. dag. Det er jeg ganske godt tilfreds med.

Den første dag i det 5. år var der gang i bentøjet. 24.803 skridt blev det til – uden at lide overlast.

Kgl. Privilegeret Apotek

Når man færdes ser man her og der en Kgl. Privilegeret Kro ved de gamle lande- og hovedveje.

At man også kan få øje på et Kgl. Privilegeret Apotheke var nyt for mig. Måske har jeg hørt herom, men i så fald har jeg glemt det.

Forleden faldt mit blik imidlertid på et apotek i Bad Bramstedt. På facaden kunne ses den fineste kongekrone i Frederik VI’s monogram. 

apotekerforeningens hjemmeside kan man læse at kun apoteker måtte tilberede og sælge lægemidler fra 1672 og at der krævedes kongelig bevilling for at kunne drive sådan virksomhed. 

Lad os håbe ingen tysk myndighed skulle få den ide, at denne gamle tilkendegivelse ikke må sidde hvor den sidder.

/Jørgen

Det kan let gå galt – 4. Når mikrobiologisk prøve modtages efter svar på prøven foreligger

Medens jeg arbejder på et mit indlæg om betoning, er her det sidste bidrag i serien “Det kan let gå galt” i denne omgang.

Udviklingen i Danmark fortsætter og fortsætter. I Danmark har en hastetankegang (Balslevs udtryk i Berlingske) været fremherskende de sidste 20 år. Med store konsekvenser – dårlige it-løsninger, der ikke har fungeret m.m.m. Og med mindre konsekvenser – som illustreres med følgende 2 selvoplevede eksempler, som dog nok kan give stof til eftertanke.

Formentlig er det velkendt, at man kan logge sig ind på sundhed.dk og se forskellige informationer i relation til ens helbred og usundhedstilstand.

Man kan bl.a. se laboratoriesvar. Det kunne tænkes at have betydning at kunne se hvornår en given prøve er modtaget og hvornår svar foreligger. Jeg har haft behov for at se efter svar på prøver de senere måneder, især fordi et svar gav information om angreb af Clostridium difficile. At denne genstridige bakterie angreb 2 gange, gjorde besøg på hjemmesiden hyppigere.

Efterhåndenopdagede jeg og begyndte at undre mig over, at prøvens modtagelsestidspunkt ændrede sig. Jeg måtte antage man havde opdaget en fejl og rettet den, men så enkelt var det ikke. Det viste sig, at det angivne modtagelsestidspunkt intet havde med det faktiske tidspunkt for modtagelsen at gøre. Efterhånden blev det klart for mig, at modtagelsestidspunktet for mikrobiologiske prøver altid var mit log-in-tidspunkt på sundhed.dk.

Eftersom det kun tager få timer at konstatere tilstedeværelsen af den nævnte bakterie, måtte det naturligvis undre at modtagelsestidspunktet nogle gange var angivet som værende senere end svartidspunktet samme dag.

Jeg har gjort sundhed.dk opmærksom herpå. Man har videresent informationen til den vedligeholdelsesansvarlige myndighed, men sidst jeg så efter var denne besynderligere fejl ikke rettet endnu.

Så vidt så skidt.

Den medicin, der skulle anvendes til behandling af 2. angreb, kan ikke udskrives af egen læge. Den udleveres af en relevant hospitalsafdeling.

En time før ambulatoriets lukketid ringede en medarbejder og spurgte om jeg kunne hente medicinen, “idet man ikke var meget for at sende den med posten, da man ikke længere kunne regne med, at brevet ville nå frem dagen efter”.

Jeg kunne sagtens nå at hente medicinen – men det er godt nok særpræget, at vi her til lands har indrettet os så det citerede udsagn er en del af virkeligheden anno 2017.

Så vidt så skidt.

Måtte de kommende gode sommerdage bekomme dig vel.

Temaaften om tarme på DR2

I aften (8. april 2017) er der 3 udsendelser om vort tarmsystem på DR2. Den første er kl. 20.
Det kan tænkes at være en god ide at blive klogere på emnet.

Har du i øvrigt hørt om Clostridium difficile? Hvis ikke kan det anbefales at google navnet på denne genstridige og antibiotikaresistente bakterie. Især hvis du hører til i aldersgruppen 60+, kan det være relevant at skærpe opmærksomheden herpå.

Alene den omstændighed, at man i Region Hovedstaden rutinemæssigt altid undersøger om man finder bakterien i afføringsprøver hos folk på 60 år og derover, og i Region Sjælland gør det samme når man er fyldt 65, skulle være grund nok til at interessere sig herfor.

Det kunne betyde, at man, når man har nået den alder, overvejer hvor længe man vil vente med at gå til læge i tilfælde af diarre. Måske er der ikke grund til at vente den uge man ser anbefalet. Måske ville det i øvrigt være ganske rimeligt at ændre anbefalingen på forskellige hjemmesider, når denne ubehagelige bakterie har været kendt i Danmark de sidste 10-11 år.

Regnefærdigheder

Det kan tænkes, at man lige skal holde hovedet koldt, hvis man skal regne ud hvad 10.000% af en øre bliver. Især hvis en regnemaskine ikke er til rådighed.

Jeg kom til at tænke på nævnte opgave efter jeg hørte om en regnefejl i forbindelse med medicin. Historien blev mig fortalt af en person, der er meget kvik til hovedregning.

Efter i årevis at have brugt en bestemt medicin i visse situationer, var der behov for en lidt kraftigere udgave af samme medicin, der hidtil havde været på 0,5 mg.  Det blev bevilget, men effekten af den kraftigere dosering udeblev. Da denne medicin var opbrugt, gik det op for brugeren at dosis var halveret og ikke fordoblet.

Det medførte lidt diskussion om dosis ved næste anmodning om en recept. Det viste sig næsten umuligt at overbevise den ansatte om, at 0,5 mg er dobbelt så meget som 0,25 mg. Det kunne ikke passe, mentes det. 0,25 mg var den dobbelte dosis af 0,5 mg. Det lykkedes til sidst at bibringe den rette forståelse, og det var i øvrigt tydeligt, at det ville være gået bedre, hvis der var sagt 0,50 mg og ikke 0,5.

Sådan kan det gå, men det er en illustration af, at man må være årvågen og påpasselig selv. Og det kan man jo nok klare – i alle tilfælde til man ikke kan længere.

Måtte grundskolen venligst sørge for så mange gentagelser af grundlæggende regnefærdigheder, at sligt ikke sker!