Følgende er også led i min opsamlingsproces, som blev omtalt for et par dage siden.

Nogle begivenheder har i den seneste tid aktualiseret den erkendelse, at vi, hver enkelt af os, har ansvaret for vore tanker, følelser og handlinger. Det er ikke andre, der gør mig vred, ked af det eller noget som helst andet. Det er ej heller mig der gør andre vrede, kede af det eller noget som helst andet.

Erkendelsen er ikke let, må man antage, idet det hyppigt høres, at andre gør mig dit og dat. Evnen til det har disse andre imidlertid ikke.

Mine og dine følelser, tanker og handlinger er en konsekvens af vores livserfaring. Når noget sker, sendes signalerne via sanserne til hjernen og videre igennem livserfaringen – og det er netop livserfaringen, der bevirker at vi efterfølgende reagerer som vi gør. Derfor reagerer vi individuelt og forskelligt på samme påvirkning.

Den senere tid har på 3 måder illustreret dette fænomen.

Terroren i Paris

Hvis man – efter terrorangrebet i Paris – lyttede til hvad folk sagde de troede der skete, er det meget tydeligt, at den første forklaring ikke var skyderi, men snarere fyrværkeri. Dette er der intet som helst mærkværdigt i. Vi har sikkert oplevet mere fyrværkeri end dræbende skud i vores liv.

Lidt tilfældigt faldt jeg over en artikel på BBC News i stationens Magazine. Artiklen handlede om, hvad man sandsynligvis vil gøre i tilfælde af et angreb og hvad man burde gøre i denne forbindelse. Har man fx sat sig ind i hvor nødudgangene er?  
Hvis artiklen ellers stadig er tilgængelig, kan den læses her: What should you do in an attack?

I artiklen forklares det, at når vi ikke forventer skud, antager vi skud for at være noget andet, som passer ind i forventningerne. Vi reagerer på modellen i hovedet og ikke på virkelighedern, som det fremgår, og netop det gør os sårbare i forskellige situationer.

Fra artiklen citeres følgende:

Many survivors of the Paris attacks have said that they mistook the first gunshots for fireworks. This is typical, says John Leach, survival psychologist and military survival instructor.
People who are not expecting gunshots will assume that they are something else because it does not fit in with their expectations. “We respond to the model in our head and we don’t respond directly to the environment and that is what makes us vulnerable,” he says.

Køretur i snevejr

Måske huskes det, at jeg havde en lidt træls køretur i snevejret den 21. november.

Modellen i hovedet, der styrede adfærden den dag, var, at jeg havde “forstået” at snevejret først ville blive slemt efter midnat, så der ville ikke være et problem forbundet med at køre hjem før midnat.

Det var der – og det i den grad.

Lastbil under udrykning

Et par dage efter, inden al sneen var smeltet, havde jeg en lidt særpæget trafikal oplevelse. Modellen i hovedet blev atter illustreret.

Vi skulle til Roskilde i bil. Ved Sallevkrydset (ca. 6 km fra motorvejen i Roskilde) holdt en lastbil bag mig. Jeg kom naturligvis hurtigere afsted end den gjorde da vi kunne køre, men jeg bemærkede snart, at alt hvad der kunne blinke gult på den blinkede gult. Og den kom nærmere og nærmere. Jeg tænkte, at chaufføren havde glemt at slå de gule alarmlygter fra og at han ikke havde forstået noget som helst om lastbilers rimelige afstand til forankørende. Da han var alt for tæt på, aktiverede jeg kort katastrofeblinket og fik et kraftigt blink tilbage.

Lige før vejen til Roskilde Lufthavn, bemærkede jeg en politibil og -motorcykel med udrykning komme imod os. Ved lufthavnsvejen svingede de hastigt ind og holdt stille mellem øerne på vejen. Jeg forstod ikke lige hvad der foregik, men valgte straks at stoppe ved et busstoppested. Lastbilen kom farende og straks satte politiet efter den. De vil nok stoppe ham og konfrontere blinkeriet, tænkte jeg. Politibilen drønede forbi lastbilen, motorcyklen blev bagved. De stoppede ham ikke – og vi kørte igen.

Længere fremme kunne jeg se lastbilen dreje ned mod motorvejen, men det skete fra højresporet.

Forklaringen var med andre ord, at lastbilen var under en slags udrykning og den skulle eskorteres af politiet.

Modellen i hovedet var den mest nærliggende, men den rette forklaring dannedes efterhånden som indtrykkene kunne kombineres på anden vis.