Kategoriarkiv: Sommerferie 2012

Lyset vender tilbage

Dagen har været mørk og våd og afgjort ikke fotogen.

Det kan billedet af sommerblomster i Kirchheim midt i Tyskland taget en julidag i 2012 råde en smule bod på.

Om et par dage er det vintersolhverv. Lørdag den 21. december 2013 kl. 18.11 sker det. Så bliver dagene længere igen.

Den 14. december gik solen ned på det tidligste tidspunkt (og er altså allerede begyndt at gå ned senere) og den 28. eller 29. december står solen op på det seneste tidspunkt. Derfor ses det allerede, at det er lyst længere tid om eftermiddagen, når vi når til nytår. Fænomenet kaldes analemma, og her er et link til DMI herom.

Arnitzalm med nyt tag

15 svar

Efter en afstikker til Bognæs (forrige indlæg) vender jeg tilbage til Østrig.

Ganske som der er noget fundamentalt naturligt over Bognæs, er der det over Virgental i Osttirol. At gå en tur op til Arnitzalm er en god illustration af, hvorfor det er så dejligt at tage på ferie netop i denne dal. For at komme derop må man, som turist, anstrenge sig og begive sig ud på en vandretur. Vejen er nærmest lige ud, det vil sige lige opad. Der er ikke mange sving på turen. Man går, holder pause, vender sig og ser på omgivelserne og hvor man kom fra – og efter små 3 timer (for folk omkring 70 år) og en stigning på 700 højdemeter er man fremme ved et meget oprindeligt sted, hvor man kan få sig en portion suppe eller noget andet at spise og lidt at drikke til. Når jeg i øvrigt skriver om denne alm er det fordi jeg ikke nåede det sidste år og fordi den har fået nyt tag.

Først og fremmest vil jeg bede dig se på kortet herunder. Arnitzalm ses hvor der er et kniv-og-gaffel-symbol. Længere nede ses et P. Her kan man parkere på Guggenberg Parkplatz. Og så går man ad den lige vej.

På den modsatte side af Virgental, nederst på kortet, finder man Zedlach. Og til højre Mitteldorf. Billedet herunder er taget fra Zedlach – med zoom – og ser man godt efter ses Arnitzalm bag nogle træer. Dette billede er fra 2013. De følgende er fra sidste år.

Når man går fra parkeringspladsen får man lejlighed til at se ind i Virgental. Herunder ses først Mitteldorf, så Virgen og fjernest Obermauern.

På et tidspunkt får man øje på Arnitzalm, man passerer den, går over vandløbet og det sidste stykke op til almen.

Beboerne kører herop i bil, som det kan ses. Jeg blev ikke klar over, at der var kommet nyt tag på det ene hus, da jeg tog billedet, men det ses tydeligt på huset til venstre.

At tagene er lavet af træ ses her.

Da vi sad og spiste opdagede jeg det nye tag. Det ser ud som herunder. Tre lag brædder forskudt.

Her er de kombineret med tagrenden, der hverken er af zink eller plastik, men af træ. De solide holdere er selvfølgelig også af træ.

Herunder er det samme hjørne fra en lidt anden vinkel.

Medens vi sad der kom traktoren med noget. Det viste sig at være en ny tagrende. Jeg fik at vide at taget er lavet at lærk. Og at sådan et tag holder i 50-60 år.

Nærbillederne af tagkonsruktionen er taget på balkonen til højre, hvor vi sad.

Så gik vi nedad igen, som man jo gør, når man holder ferie som os. Lige efter almen så det sådan ud.

Og lidt senere sådan. Den lille by på den modsatte side er Zedlach, som kunne ses på kortet.

Efter et par timer nåede vi til bilen. Det havde atter været en storslået vandredag.

Da vi kom tilbage til Virgen kunne vi se der var optræk til torden og regn hvor vi lige havde været. Således blev det atter illustreret at det hander om at komme op og ud om morgenen. Så er man måske hjemme i tørvejr.

Sommerferien 2012, afsnit 10, den 2. danske bil i Virgental kommer

6 svar

Vi har ofte holdt ferie sammen med vores søn og svigerdatter i Virgental. I år var det også sådan, men forskellen var, at vi havde valgt at bo samme sted i 2 uger. Andre år har vi ferieret et andet sted den første uge og er så mødtes i Virgen samme dag. I år var det anderledes.

Vi var med andre ord i den situationen, at vi ventede. Hvad gør man så?

Vi gik en tur langs Isel. Her ser man fx dette høopbevaringshus.

Den kære familie kom ved frokosttid. Og det er altid spændende at høre, hvorledes “nedturen” er forløbet. De havde set på Elben i Magdeburg og på Donau i Regensburg – det er godt at tage sig god tid undervejs. Så er man fri for at skulle bruge de første dage på at finde sig selv igen.

Jeg tror først en anden dansk bil end vore blev spottet lige før ferien var slut. Forstå det hvem der kan.

I løbet af dagen kunne man i øvrigt iagttage en alternativ kammerattransport.

Vi har efterhånden spist mange steder i Virgental, men i øjeblikket er den foretrukne restaurant Gösserhof i Zedlach. Vi sad ude under et stort udhæng. Det regnede. Regnbuen gik hele vejen rundt, lyset var meget fint

og man kunne se Zunigalm på den modsatte side af dalen.

På vejen tilbage diverterede Virgener Musikkapelle på Dorfpaltz.

Sommerferien 2012, afsnit 9, Dorfertal ved Kals am Grossglockner

6 svar

Efter gårsdagens hviledag, som alligevel medførte 10000 skridt, er vi nu nået til fredagen i den første uge i Virgen.

Jeg har skrevet således:

Fredag ville vi have været til Ströden P og op mod Essener-Rostock Hütte, men en sky fik os til at køre til Kals og Burg for at gå i Dorfertal. Det er en ret spektakulær dal med en gratis Klamm. Nået til Berger Alm, begyndte de nu her truende skyer at give vand og torden. Kaffe og blåbærtærte samt grøntsagssuppe inden tilbagetur i regn. Fint og ingen problemer. Regnen var kommet uforudset, jf. Anna. Temperaturen faldt til 14 gr.

Havde det ikke været for den sky, havde vi nok okset et godt stykke op mod den førstnævnte hytte, men heldigvis gjorde vi det andet.

Nogle hundrede meter før hotellet og husene, der ses på billedet, finder man parkeringspladsen. Det første lille stykke veje er således på asfalt.

Det varer ikke længe før dette underlag ophører, og snart er man ved vandløbet og et lille vandfald.

Man går videre på vejen langs floden, stigningen er her ganske beskeden.

Som det ses er det en kørevej vi går på. Bilerne, der skal til hytterne længere fremme, kører gennem bjerget, som det ses. Fodgængerne går venstre om.

Klammen hedder Dabaklamm.

Vi er ved at være en uge inde i juli, men der er stadig meget sne, hvorunder floden løber.

Det er ikke den reneste sne, som det ses, men der er sne.

Billedet viser fint natursceneriet i Dorfertal.

Og næsten endnu tydeligere her.

Når man kommer ud af klammen er vejen igen flad. Vi gik videre, men pludselig trak skyerne sammen og lige da vi var ved den første hytte, Berger Alm, begyndte det at styrte ned og tordne. Vi ville have været videre til den næste hytte og søen over den, men vejret gjorde at alle vandrere søgte ind i den første hytte.

Vi fik kaffe og en ordentlig blåbærtærte.

Det dårlige vejr fortsatte. Vi gik inden det holdt op med at regne, og tordenen var stort set drevet over – så det gik.

Det var nok den sky vi så, der nu var nået hertil.

Sommerferien 2012, afsnit 8, en hviledag

6 svar

Da min kone og jeg var i Virgental første gang i midten af 1990erne, gik vi hver dag en grundig tur op og ned. Nu da vi nærmer os 70 år, må der en hviledag til. I afsnit 7 kunne læses om en længere tur til Clarahütte. Derfor ro på i dag.

Først kunne man se bondekonen drive et par køer ad vejen til en mark lidt længere nede ad vejen. Set fra balkonen så det sådan ud:

En tur til Matrei in Osttirol blev det til – og en tur til fods rundt i byen.

Lidt vand løber gennem Matrei.

Der er små butikker i byen, en kirke og bjerge i baggrunden. I udkanten ligger supermarkeder.

Om eftermiddagen gik vi en tur langs floden til Virgen.

Tanken var at fortsætte til Obermauern, og som tænkt så gjort.

Her finder man en meget berømt valfartskirke, Maria Schnee.

På vejen tilbage lå et hus med en slags udstilling af, hvorledes man opbevarede redskaber m.v.

Nu er det tid til at hente køerne hjem igen – og det regner lidt.

Og lidt mere.

Men det gør ikke noget når man kan sidde under udhænget på balkonen.

Clarahütte – sommerferie 2012, afsnit 7

11 svar

Mine notater fra sommerferiens 7. dag er ganske korte. De lyder sådan:

“Onsdag Clarahütte – fint stadig at kunne uden særligt besvær. Fra Ströden p-plads kl. 9 – tilbage ca. 15 efter 22000 skridt.”

Det er jo ikke lige til at finde ud, hvad det drejer sig om, men det følger her. I 1995 var vores allerførste tur i Virgental netop denne. Siden er vi atter og atter vendt tilbage. Ikke alle de år vi har været på disse kanter, men mange gange har vi taget turen. Undertiden har vejret artet sig så skidt, at vi er vendt om.

Men ikke i 2012.

Helt ude i enden af Virgental finder man en stor parkeringsplads. Der holder ikke mange danske biler, hvilket ikke er til at forstå. Parkplatz Ströden ligger i ca. 1400 meters højde. Her begynder turen til Clarahütte, der ligger i ca. 2030 meters højde. Folk færme til hovedregning finder hurtigt ud af at man skal 630 højdemeter opad.

Jeg glemmer aldrig første gang vi var der. Vi oksede opad, pustede og svedte – og holdt pause i et sving. Her så vi en mand komme gående med en stok, tagende adstadigt lange skridt – og da blev det pludseligt klart, at man måtte sørge for at få skridt og åndedræt til at passe sammen. Så gik det let nok – og hvilken god læring.

Den første ½ time foregår på en kørevej og hvor vandfaldet møder denne ligger to alme, hvilket er målet for mange mennesker. Fint nok.

Vi skulle videre.

Op langs det brusende og larmende vandfald. En ikke solrig dag.

Sådan ser det ud opad.

Og nedad.

Vandfaldet begynder lige når man er gået over en bro.

Herefter varer det ikke længe før man går mere fladt, men det går dog også her op og ned. Landskabet er fantastisk flot.

Det er ikke så ofte vi har set Edelweiss. Senest var det i 1996, men sandelig om ikke der stod et par stykker og blomstrede nok så fint på vejen til Clarahütte.

Går man lidt forbi hytten, ser man hvorledes den ligger i landskabet.

Zoomes lidt ind kan man tydeligt se, hvorledes den er bygget så den bedst muligt kan modstå sneskred. Forsyningerne bringes hertil med helikopter og det koster derfor lidt ekstra af købe mad og drikke her.

Efter et kort ophold gik turen tilbage til parkeringspladsen.

Her følger nogle billeder af den gode vandresti. Det ses tydeligt at her er ret stejlt, men stien er bred nok til at man går sikkert på den.

På turen tilbage mødte vi en del blåfugle nogle gange. Flest var der her. Fugt gav dem noget at komme efter.

Billederne kan med fordel ses større – klik på dem.

Turen var – som anført i indledningen – en heldagstur, dvs. fra 9 til 15 + køretid. Det kan anbefales at træne lidt så man kan opleve dette herlige sceneri og få 22000 skridt ind på gå-kontoen.

Galitzenklamm – sommerferie 2012, afsnit 6

10 svar

Denne dag havde vi afsat til et besøg i Lienz, og da vi endnu ikke havde besøgt Galitzenklamm, var den første mål. (Det vil sige, vi havde gået lidt ved Schloss Bruck først). Når man kommer fra Matrei kører man til højre ved den første rundkørsel man møder i Lienz, i retning mod Italien. Lidt fremme er der først et skilt til højre til Pustertaler Hochalpenstrasse, og umiddelbart derefter et til Galitzenklamm til venstre.

Det fremgår hvad en Klamm er. Floden har skåret sig gennem klippen og klammen er egentlig utilgængelig, men for de besøgendes skyld har man lavet stier, trapper og passager på klippevæggen, således som det fremgår af det første billede. De besøgende udstyres med hjælm.

Der er ikke så højt op, men man risikerer at slå hovedet, hvis man ikke passer på.

Der er mange med hjælm på vej op.

Det mere spændende for dem der vil, er muligheden for at prøve kræfter med et par klatrestier – kaldet dopamin- og adrenalinstierne.

Man kan selv vurdere om det ville have værete sjovt – og en mulighed.

Herren i den røde t-shirt viste sig at være betydeligt ældre end det så ud til ved første øjekast, han havde let ved det og fart på.

Lidt tungere var det for hans kammerat.

Efter dette besøg ville vi køre tilbage til Lienz, men trafikken gik så langsomt, at vi besluttede at vende om og spise på en restaurant vi havde lagt mærke til på vejen.

Cykelløbet Østrig Rundt kom forbi og var vel årsagen til besværet. Rytterne skulle op ad den omtalte højdevej.

Pisst – og væk var de. Men vi sad godt.

Efter at have gået en lille tur i Lienz, ville vi køre tilbage til Virgen, men nu var cykelløbet nået hertil. Pisst – og væk var de, så vi kunne køre hjemover.

Vel hjemme fandt vi 4 tirolerkrapfen på bordet. De var bagt tidligere på dagen af Oma, som nu er 83 år.

Zedlach – sommerferie 2012, afsnit 5

4 svar

Den første uge i Virgental var præget af flere advarsler om torden end vi husker fra tidligere. Sådan en dag var også denne. Vi valgte derfor at køre til Zedlach (over Matrei in Osttirol) og gå en tur op gennem Zedlacher Paradies, en meget berømt lærkeskov med vældig mange gamle og store træer. Skulle vejret blive dårligt, kunne vi relativt hurtigt komme tilbage til bilen igen.

Det blev det – men om eftermiddagen var det lidt bedre, og vi gik langs Isel til man kan gå op til Virgen. Det gjorde vi, hvilket giver sved på panden og øget puls.

En måned senere var der netop på denne vej ikke til at gå. 4. august var der et vældigt mudderskred som drønede ned gennem Firschnitzbach, der løber gennem Virgen og ned til Isel. Nederst har jeg indsat en video, som jeg har fundet.

Man går naturligvis ikke på asfaltvej hele tiden, men lidt.

Et lærketræ af en vis størrelse var faldet og blevet skåret over for at give plads på vejen. Nedereste del af træet er i baggrunden.

Her er sandelig et billede af mig – for at angive lidt om træets størrelse.

Der var en kæmpe svampevækst på et såret træ, her i hovedhøjde,

og her højere oppe. Ved lidt eftersøgning ser det ud til at svampen en en svovlporesvam, Laetiporus sulphureus.

Zedlach i gråvejr i 2012,

og i solskin i 2011.

På eftermiddagens tur til Virgen, faldt blikket på et juletræ ved floden,

og en meget flot altankasse.

Har du nogle minutter kan det anbefales at se lidt på følgende video af det omtalte mudderskred, der på østrigsk hedder Murenabgang.

Flere videoer kan findes på YouTube.

Gschlösstal – sommerferie 2012, afsnit 4

6 svar

Når ferien tilbringes i Virgental i Østtyrol må man være indstillet gå at vandre og trave hver dag. Som lavlandsdansker, der ikke gør brug af træningscentrets mulige stigningsindstillelige apparater, må man enten få lidt højdemeter i benene på en lempelig måde eller drøne opad og få ondt i musklerne. Vi foretrække den første måde, og havde allerede hjemmefra planlagt, at den første egentlige tur skulle gå til Gschlösstal.

Indkørslen til dalen er næsten oppe ved Felbertauerntunellen og man stiller bilen ved Matreier Tauernhaus. Det koster i 2012 5€ at parkere et døgn. Sedler kan ikke anvendes og maskinen giver ikke penge tilbage. Jeg havde kun 4€ i kontanter, men en venlig mand forærede mig den sidste €. Tak for det.

Så går man – og stigningen er kun på et par hundrede højdemeter. Har man været helt inde hvor dalen slutter og tilbage igen har man gået små 20000 skridt.

Her følger nogle indtryk for turen.