Østsjællands Museum åbnede en ny afdeling i det gamle rådhus i Faxe. Den første udstilling var “Om landskab og brutalisme”. Jeg var inviteret med fordi elementer fra min blog om Vemmetofte var med på udstillingen.
Bygningens arkitektur afspejler Brutalismen – som klart viste sig i rå beton og en forfærdelig akustik, der gjorde det til en lidelse at være tilstede.
Nogle af billederne herover kan findes på den nævnte hjemmeside.
Skulle vejen falde forbi Ringsted, således som den gjorde i denne uge, kan man gå en tur i byen. Det er måske ikke den mest opmuntrende by at gå rundt i, men når man kommer til Sct. Bendts kirke, kan man jo gå ind i den og se sig omkring. Der er kongegrave og mange detaljer man kan fordybe sig i.
Detaljerne på prædikestolen kommer meget tydeligt frem, når man er så heldig at få lyshjælp af solen ved fotograferingen.
Man kan lede efter årstal, dog ikke herover, og vil se, at mange år er gået siden håndværkere og billedskærere udførte interiøret.
For et par dage siden gjordes ophold i en af disse nymodens butikker, der for en sædvanligvis billig penge sælger folks overflødigheder. Dem er der mange af – både butikker og overflødigheder.
Butikken var af en anselig størrelse og når jeg kommer sådanne steder, kigger jeg på bøgerne. Det kunne jo være der er et eller andet at falde over.
Jeg gik i mine egne tanker og tænkte på, at hvis en eller anden havde lyst til at anskaffe sig en bogsamling, var her gode muligheder. Der var gamle bøger. Der var nyere bøger. Det var mange. Jeg tænkte videre at det jo kunne være det blev moderne igen at have en bog eller to i en bogreol. Det sker måske den dag minimalismen ophører.
Medens jeg således gik i mine egne tanker, faldt blikket på Emma Gads TAKT OG TONE – HVORDAN VI OMGAAS .
Det var et genoptryk fra Gyldendal 2001 af første udgaves første oplag. 10 kr for herligheden var overkommeligt.
Der står mange gode informationer i bogen, som er anvendelige den dag i dag, og selvfølgelig nogle der ikke er.
Imidlertid kunne jeg ikke stå for afslutningen af forordet, der bringes her:
Eet er sikkert. Den Læser, som vil fornøje sig mest over disse Forskrifter, er Den, der om et par hundrede Aar finder denne Bog paa en støvet Hylde i et Bibliotek. Han vil med Fryd kaste sig over den og studere alle disse Skikke, der vil forekomme ham ligesaa snurrige som de, der til vor Moro beherskede Menneskene i længst tilbagelagte Aarhundreder. Og dog – hans Tid vil være ligesaa fuld af nye Former for Menneskers Naragtighed. Kun een Hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.
Således skrev Emma Gad i 1918 til sin læser i 2118. Jeg læste det midtvejs – i 2018.
For nogen tid siden købte jeg VORT FOLK I DET NITTENDE AARHUNDREDE, udgivet af Vilhelm Østergaard. Bogen udkom i 1897, og dette ene af vist nok 2 bind, jeg fandt, kostede den nette sum af 20 kr. Jeg tænkte der kunne være et eller andet af interesse heri – og i anledning af julen gengives en del af afsnittet om sæder og skikke i kapitlet Bonden efter Stavnsbaandet af N. Rasmussen-Søkilde.
I denne del er en række interessante informationer bl.a. om julen som den fandt sted for 200 år siden:
Ved Siden af Drikfældigheden i det attende Aarhundrede havde et andet beklageligt Onde slaaet sine dybe Rødder i hele det menige Folk, og det var den urimelige Overtro, der var tilstede i alle Samfundslag, men naturligvis stærkest hos den mindre oplyste Del af Folket. Fantasien, der vistnok opflammedes ved Hjælp af Brændevin, Most og gammelt Øl, lod Verden befolkes af under- og overjordiske Væsener: Trolde, Nisser, Ellefolk, Bjergfolk og Dværge, for hvem man ved alle Lejligheder maatte tage sig i Vare. Saa man om Aftenen en laadden Hund, et Marksvin eller en Hare, da kunde det aldrig fejle, at jo Svinet maatte være Varsel om en eller anden Ulykke, saasom et Dødsfald i Familien; Hunden maatte være Fanden selv og Haren en gammel Hex. Fløj Vildanden op af Mosen og over Hovedet paa Folk, var det en hel Sværm af onde Aander, der gjennemflagrede Luften. Hørte man noget pusle i Mørket uden at kunne fatte, hvad det var, ja, da maatte det ubetinget være Spøgeri eller Gjengangere. Saaledes havde Overtroen formet sig i alle mulige Skikkelser. Men Troen paa Hexeri og Trolddom var det sørgeligste og fordærveligste af alt. Den havde i ældre Tider bragt mange uskyldige paa Baalet og vedblev endnu langt ind i vort Aarhundrede, ja, næsten lige til vore Dage at kaste sine sorte Skygger paa mangen en mistænkt Mand eller Kvinde. I de fleste store Byer havde man adskillige berygtede Kvinder, som man skyede som Pesten. Naar en eller anden af Bymændene fik et Sting i Siden, kom til at spytte Blod eller fik Gigt i Benene, saa var han strax forhexet. Havde man Uheld med sit Øl, at det enten vilde »kaste sig« eller ikke gære; vilde Smørret ikke samles i Kærnen, eller Kalvene døde; satte Køerne Mælken, eller Svinene vilde ikke trives, ja, saa skrev man alt saadant paa Hexens Regning, og saa vovede man undertiden at føre sin Anklage frem for Retten.
Julen har gjennem alle Tider været Aarets gladeste Tid. Kruset fyldtes med Aarets bedste Drik, og Bordet var rigt dækket. Alt var Jubel og Glæde; man glemte ikke de fattige, ej heller Himlens Fugle, til hvilke man udsatte Neg. Saadan var Juleskikken i Almindelighed over alt i Landet for Aarhundreder siden, og Tonen er jo endnu den samme, om end Sangen har faaet andre Ord. Endnu mere var tilfælles paa den Tid, vi her ville skildre – Tiden for tre til fire Snese Aar siden, da der var fast Skik paa alt, ogsaa for Julen og dens Glæder.
Imod Julen skulde alt være rent og pænt, Skorstenene og Kakkelovnene fejedes, og alt i Hus og Gaard maatte pyntes og prydes. Ploven maatte under Tag, Hunden have rent Halm i sit Hus og Køerne Hø til Juleaftens Nadvere. Naar Folkene om Aftenen kommer ind, hilser de hverandre en glædelig Jul, der gjengjældes af Husbonden ved at »give en Taar« (en Snaps Brændevin) til Husmoderens Æbleskiver. Efter Aftensmaaltidet, der bestod i Suppe og Grød, læser Husfaderen Aftenbønnen samt Evengeliet paa Juledag, og et Par Salmer synges.
Det samme gjælder Nytaarsaften, selv om man ellers ikke hele Aaret igjemmen tager en Bog i Haanden til Husandagt. Strax derpaa tages Korterne frem, og nu spiller man først om de Æbler, Pebernødder og Æbleskiver ”vor Mor« sætter frem; siden spiller man allehaande morsomme Spil. Mand, Kone, Børn og Tjenestefolk spille alle med lige iver og lige Lyst. Ud paa Aftenen gives en potte varm Most eller Øl og endelig et Sigtebrød og sommetider lidt mere til hver af Tjenestefolkene, ikke til at spiile om, men til egen Fortæring eller til at bringe hjem til deres Forældre. Til Slutning spiller man om, hvem der den næste Morgen skal give “Frokost paa Sengen” til hele Huset. Julemorgen spiser man ikke den sædvanlige Davre (Øllebrød), men der sættes Sylte og Kage paa Bordet og sommetider Kaffe oven paa. Kaffe brugtes iøvrigt meget sjældent i hine Tider; det var kun til Højtiden og ved ganske særegne Lejligheder. Nytaarsaften fejres paa samme Maade, hvad Spise og Drikke angaar, men efter Afsyngelse af de sædvanlige Salmer samles Byens Karle, hver med en Flint, for at gaa Byen om og ”skyde Nytaar ind.« Undertiden skyde disse uøvede Nytaarsskytter vinduerne ind hos Folk, men det er spøg og gammel Skik, og det maa taales.
”Der er nu meget, som skal varetages i Juledagene,« siger Feilberg. »Det er Varslerne for det kommende Aar: Julemørke giver Sommertørke; Julesommer giver Fastevinter; en hvid Jul giver en grøn paaske, en grøn Jul en fyldt Kirkegaard, en mørk Jul en lys Lade (daarlig Avl); bugner Træerne af Rim i Juledagene, skal Kornet bugne paa Markerne af fulde Kærner næste Sommer. Saa har de gamle havt for Skik at tegne med Kridt tolv smaa Kredse paa Bjælken, en for hver af de tolv Juledage, regnet fra første Juledag: det var »Julemærkerne”. Som Vejret var i disse Dage, skulde det i Hovedsagen blive i Aarets tolv Maaneder, saaledes at Formiddagen gjaldt for Maanedens første, Eftermiddagen for dens sidste Halvdel. Kredsen blev saa delt ved en vandret streg; indtraf der en hel eller halv Dag sne, Taage eller Regn, blev den tilsvarende Kreds eller Halvkreds mærket med tætte Kridtstreger, og saa ventede de gamle, at Julemærkerne nok skulde passe. Man maatte undgaa, at noget gik rundt; ingen Karl maatte slibe paa en omdrejende Slibesten, ingen pige maatte spinde; saa fik man »Navlegæslinger”; man maatte ikke vaske og klæde Træer med Linned, thi saa skulde man komme til at klæde Lig til Faste.«
Helligtrekongers Aften blev Lyset med de tre Arme sat paa Bordet; der, hvor Armene samledes, var der gærne støbt noget Krudt ind, og Børnene ventede med Længsel paa Øjeblikket, da Explosionen skulde komme.
Man regnede iøvrigt Julen lige til Kyndelmisse, i hvilken Tid man havde den sædvanlige Julemad at byde fremmede Folk. En Gang om Ugen hele Julen igjennem samledes de unge skiftevis i hver Gaard for at ”lege Jul”.
Om Aftenen indbydes jævnlig Byens piger til Kartegilder. Et par Timer gaar det godt, men saa maa man ind i Byen for at sprede Karlenes senge, og siden møder alle Karle i Byen for at »kyse Kartepiger”, idet de enten er klædte ud som Tiggere, Tyskere eller Jøder, eller de affyre Skud udenfor vinduerne, stoppe Skorstenen, slippe Fugle ind i stuen eller øve andre lignende puds.
Som Julen er de ædle og uskyldige, saa er Fastelavn de vilde og støjende Glæders Tid. Man maatte more sig i flere Dage, thi i Fasten skulde alt gaa stille til. At ride til Ring har længe været i Brug. Fra en Galge udhænges Ringe, som i strygende Fart maa tages af de tildels uøvede Ryttere. Den, som først faar 12 Ringe, er Kejser eller Konge og har frit Gilde. Den, som ingen Ring faar, bliver Bajads. Efter endt Ridning samles Byens piger for at pynte Karlene. De har alle hvide skjorter udenpaa og et rødt Halstørklæde om Livet, og nu rider man Byen om med Musik i Spidsen. Om Aftenen holder man Gilde oven paa. Flere Steder har Ringridningen holdt sig til Nutiden. Derimod er den stygge Skik, ”at slaa Katten af Tønden”, eller ”rive Hovedet af Kokken” for længst gaaet af Brug. Men uskyldigt var det derimod, hvor man agerede optog som Bjørnetrækkere og lignende. Selv de ældre – ja, gamle – Mænd vilde more sig ved et slag Kort Fastelavns Mandag. De er mange Steder ordnede i smaa Hold, og Gildet skifter saa imellem dem. Maaltiderne ved saadanne Gilder er højst ulige.
Medens alle voxne lige til Oldingealderen more sig i Fastelavn, gaa Børnene trolig i de ældres Spor. Fattige Børn have allerede en Uges Tid eller to forud gaaet om fra By til By, pyntede med grønt og med flagrende Baand, for at synge Fastelavn. Men ethvert Barn vilde betragte det som et stort onde, om det ikke fik Lov til at gaa sammen med sine Kammerater Fastelavns Mandag for at slaa Potter i Stykker, og denne gamle Skik er endnu temmelig almindelig blandt de unge i Byen saavel som paa enkelte Herregaarde.
Nogle steder i Sjælland drev man Fastelavnsløjer flere Dage i Rad, og i et Par Sogne paa Falster spillede man Fastelavn en hel Uge forud.
I Sjælland levede Forestillingen om, at Hexene Skærtorsdag Nat rejste til Bloksbjerg, ridende derhen paa Kosteskafte, Ovnrager og lignende, hvorimod man andre Steder i Landet ansaa Voldermisse eller St. Hans Nat som Tidspunktet for denne Rejse. Vilde man have Held med sig, gav man ikke Mælk bort disse Dage og maatte heller ikke glemme at tage Plove, Harver, Rager og andre Redskaber, ja, selv Køerne i Hus St. Hans Aften. For at skræmme Hexene tændte man Blus paa Bakker og Høje, satte Ris i sin Hør. Ligesom man satte St. Hansurten under Bjælken for sig selv og sin Kjæreste eller for andre, der var »gode Venner«.
En hollandsk Rejsende skrev en Gang om Fyenboerne, »at de spise overordentlig meget, især om Høsten indtil 12 Maaltider om Dagen.« Det er vel overdrevent, men det er ganske vist, at Rughøsten er overalt betragtet som en Højtid, hvor den bedste Spise og Drikke sættes frem. Det er noget, der endnu er fast Skik, thi som den ene Bymand opvarter sine Høstfolk, gjør hans Nabo ligesaa. ”Den ferske Suppe« maa skaffes tilveje, om man end maa hente Kjødet en hel Mil borte.
Mikkels Aften holdt man Høstgilde (Skuringsgrød); da maatte man have Gødningen udkørt til Rug og Hørren braget og skættet. Samtidig begyndte pigerne at spinde om Aftenen og vedblev dermed til Paaske.
GOD JUL.
Skulle det falde sig for, at du 1. juledag har lyst til at se en tysk krimi mellem 20,15 og 21,45, lader det sig fint gøre på ARD, hvis du altså kan tage det første tyske fjernsyn. Filmen må formodes at være tekstet på dansk.
Hvorfor nævnes dette?
Det kommer sig af, at vi var i Harzen i juni (som kompensation for den aflyste tur til Østrig). En af dagene ville vi besøge den lille by med de stejle gader (22% er en af dem), Sankt Andreasberg.
Vi kunne ved ankomsten se et vist postyr.
Det viste sig efterhånden, at man var ved at optage en film. Vi erfarede at det drejede sig om den 3. film i en række. Harter Brocken var titlen. Ikke noget mystisk ved det, når man var i nærheden af Harzens husbjerg, Brocken. Imidlertid synes harter Brocken at svare til hvad der på dansk er en hård nød at knække.
Filmen handler om et bankrøveri, men vist nok ikke et som sådanne er flest.
Her foregik det, men endnu kun med en sikkerhedsmedarbejder.
Julia Koschitz, der medvirker i filmen, får lidt læbestift på.
Bilen kom farende op ad vej og standsede lige her. Et par gange.
Den holder lidt i skjul, men man ser at mange mennesker er involverede i at lave en scene.
Samme sted fra en lidt anden vinkel.
Her synes pengetransporten ankommet til banken, men vi så ikke mere, da det var på tide at vende tilbage til udgangspunktet.
Dette var således blot en servicemeddelelse. God fornøjelse, hvis …
Der var engang det var muligt at sende et brev til Kongen for 20 øre. Selv med frimærket sat omvendt på.
Brevet er sendt fra Roskilde en vinteraften i 1941, den 2. februar kl. 20.00.
Jeg tror kuverten er fra min fars gemmer, men hvordan den er havnet der har jeg ingen ide om.
Kuverten er en smule sær. Det ser ud til, at en adresse er visket ud. Det er sikkert derfor blækket er løbet ud, men det lader sig fint gøre at konstatere, at modtageren er Hs Majestæt Kongen, Amalienborg Slot pr. København K.
Hvorfor det er bemærket, at portoen er betalt, er mindre klart, men det har måske at gøre med, at det er en genbrugskuvert.
Brevet er næppe leveret med den Kongelige Fod-Post, idet billedet af denne er fra første halvdel af det 19. århundrede.
Hvornår har du sidst skrevet et håndskrevet brev og sendt det? Jeg synes det er meget længe siden, hvilket er en smule vemodigt at tænke på.
I det gode vejr i går var vi på rejse. Den var kort, idet den blot gik til Hillerød og en tur til Frederiksborg slots park.
Her følger et par indtryk fra parken.
Der synes at være mange gartnere ansat. De har bl.a. til opgave at klippe buksbom i særprægede former, men der skal også støvsuges i den vandfaldlignende konstruktion, der fører vand fra en højereliggende sø til slotssøen.
I dette anlæg er der mange springvand, og det kan komme til at se ud som på billedet til venstre.
At alger har gode vækstbetingelser kan følgende billede give indtryk af. Det er vel derfor der skal støvsuges, men egentlig er det en skam, idet algerne danner et mønster der er en barokhave værdigt.
Sad man må en bænk holdt krager og alliker sig i nærheden. Der kunne måske falde en godbid af.
Et af parkens mange lindetræer viste sig at være hult. Næste generation ser ud til at være begyndt tilværelsen inde i træet.
Svanerne have gode tider i søen. De var travlt beskæftigede med soigneringsarbejdet, så fjerdragten kunne fremstå passende i forhold til omgivelserne.
Et udflugtsmust på denne årstid er en tur til Gl. Kjøgegaards park. I denne park er der en meget stor samling rhododendron (med eller uden h), som blomstrer i øjeblikket.
Eller rettere – nogle har blomstret, nogle har lidt skade af frosten, nogle blomstrer, nogle kommer til at blomstre.
Dette indlæg, som til forveksling ligner tidligere, skrives blot for at minde om muligheden for at få en god oplevelse af disse fine blomstrende buske skulle vejen falde forbi Køge.
Vil man besøge parken, skal vejen falde forbi onsdag, lørdag eller søndag mellem klokken 14 og 18. Grunden er den enkle, at det er i disse tidsrum parken er åben for besøgende.
Indgangen befinder sig på Gl. Ringstedvej.
Et enkelt billede illustrerer hvad det handler om, men for læsere der ikke kan få nok, er tilføjet ovenstående galleri af billeder fra forleden.
For efterhånden en rum tid siden havde jeg lejlighed til at tale med en nu ældre kvinde, Inge, der havde arbejdet på Vemmetofte Kloster som priorindens stuepige i flere omgange fra 1954 til hun blev gift.
Hvis du skulle have lyst til at læse historien, er den nu udgivet på min blog om Vemmetofte.
Der vises endvidere en del billeder som måske i mindre grad har interesse, men hvem ved, måske kender du nogle på billederne.