For nylig havde vi brug for en portion champignon til en ret. Det blev ikke til noget, og det gode spørgsmål er om man helt skal holde op med at spise champignon eller finde ud af hvilke der er anvendelige til formålet.
Først kiggede vi udvalget igennem i en Rema-butik. Ingen svampe blev købt fordi de så ud som de burde være solgt til nedsat pris dagen før.
Læs resten
I denne uge var de gamle studenter, årgang 1963, atter samlede til en komsammen med hyggelige gensyn og snak om erindringer. Snart er det 60 år siden vi begyndte i de tre gymnasieklasser.
På vejen er etableret en tradition for at mødes til en vejfest på dette tidspunkt af året. Vi holder ikke så længe som de yngre mennesker, men det er jo også fint at kende sine begrænsninger.
Der skal gode sager til.
Der har været arbejdet intenst på den nye REMA-butik i nabolaget, og åbningen ligger ikke så langt ude i fremtiden, men det tager alligevel en rum tid at ordne det hele.
I haven var der fint besøg af en admiral, der forlystede sig med nektar fra den blomstrende ligusterhæk.
Indendørs er der en fin blomst i den gamle kaktus.
I går faldt jeg over et forbrugerprogram med et indhold, der fik mig til at blive hængende ved programmet.
En journalist havde besøgt 14 restauranter, der alle havde søtunge på menukortet. Søtunge er en dyr fisk og journalisten havde sat sig for at finde ud af om søtungen var søtunge eller om der blev fusket med fisken.
Der blev besøgt restauranter, hvor prisen var ret beskeden og andre med en ikke just beskeden pris. Det var karakteristisk, at der var hældt godt med sovs over fisken.
Lidt af fisken blev taget med. Den blev analyseret af et laboratorium, der ved hjælp af DNA-analyser utvetydigt kunne fortælle hvilken fisk der var tale om.
Resultatet var nedslående. Måske var det også overraskende.
8 af de 14 serverede fisk var ikke søtunge. 6 var den meget billige pangasius og 2 var sandart.
En kok tilberedte en filet af henholdsvis søtunge og pangasius. Journalisten smagte dem. Pangasiussen smagte kun af salt og peber og ikke af fisk (det er derfor jeg ikke spiser den) og søtungen smagte af fisk.
Efterfølgende konfronteredes restauranterne med at søtungen ikke var søtunge. Hvilket man var ganske uforstående over for – eftersom man slet ikke serverede pangasius. Hvem der snyder hvem er derfor ikke godt at vide. Restauratøren eller leverandøren?
Foregår det virkelig sådan i Danmark, vil læseren tænke. Nej, naturligvis gør det ikke det. Det var i Tyskland, det foregik – og udsendelsen blev set på ARD.
Det er lige før efterårsjævndøgn indtræffer, og dermed er der ikke længe til jul.
Det skal naturligvis ikke opfattes som en trussel. Og i virkeligheden er emnet ganske uden betydning, eftersom der ikke er konsensus om at sammensatte ord skrives ud i et på dansk. Det synes ganske umuligt at bibringe dele af folket en forståelse heraf.
Det gælder også producenter af annoncer der falbyder julefrokoster. I en lokalavis var der i denne uge en hel sektion helliget dette voldsomt betydningsfulde fænomen.
Et sted var en del af tilbuddet Varm røget laks.
Hvad mon det er?
Varm varmrøget laks?
Varm koldrøget laks?
Varm røget laks?
Varmrøget laks?
Man må ikke håbe den varme laks bliver kold inden den er spist af de forhåbentlig veloplagte gæster, og ej heller at der blandt dem er sure pedanter.
I dag skulle jeg bruge et løg i madlavningen. Det er jo en hyppig foreteelse. Anledningen til dette indlæg er billederne.
Sædvanligvis tænker man (jeg) ikke så meget over, hvorledes det inderste af de yderste løglag ser ud, og tilsvarende beskæftiger jeg mig ikke meget med laget mellem løgringene.
Det var lidt anderledes idag, idet mellemlaget pludselig blev stort, synligt og næsten gennemsigtigt. Yderlaget var anderledes, men også meget tyndt. Billederne er ikke verdens bedste. De er taget håndholdt med lyset fra vinduet som baggrund.
Sådan ser det inderste af de brune dækblade ud.
Dette er laget mellem to løgringe.
Her ses hele mellemlaget der er anledningen til ovenstående.
Fin natur er det jo.
Kvæderne fik lov at vente længe på at blive til marmelade, men nu har jeg en god portion velsmagende marmelade.
Kvæderne stammer fra en aflægger af et kvædetræ mine forældre fik i bryllupsgave i 1940.
Som det ses er det ved at være sidste udkald. Der er små pletter på nogle. Jeg brugte en opskrift jeg har fundet hos Michael Stoltze.
Efter 2½ kg. kvæder er vasket, anbringes de i en bradepande og bages ved 180 gr. i ca. 1 time.
Så ser kvæderne sådan ud. De afkøles, skrælles, rives, tilsættes ca. 1 kg sukker og 3 dl vand. Der røres og blændes, hvorefter massen hældes i et ildfast fast i et lag på 3-4 cm. Massen bages ca. 1 time til den er ravfarvet. Herefter kommes marmeladen i glas, hvis den ikke bruges til kvædebrød, som man kan få ved at smøre massen ud på bagepapir i et lag på en lille cm, hvorefter den tørres og udskæres i bidder.
Min marmelade kom til at se sådan ud efter ca. 70 minutter. Jeg kunne måske med fordel have brugt et lidt større fad og derved fået et lidt tyndere lag. Marmeladen blev rørt sammen og har en fin, ensartet farve og kraftig smag.
Fordelen ved at bruge ovnen og ikke en gryde er, at massen ikke sprøjter på loftet, når den står og siger bløp, bløp.