Når dette indlæg er udgivet, kommer der ikke flere indlæg på denne Kort og godt. Bloggens 1025 indlæg og mindst 8928 kommentarer flyttes til den blog hvor næsten al min blogaktivitet siden 2007 så er samlet, jørgencarlsen.dk – eneste undtagelse vil være vemmetofte.com, overnatningtyskland.dk og jcarlsen.dk. (ø i Jørgen skal ikke være oe).
Når kopieringen har fundet sted, nedlægges nyhedsblog.com og psykologisk.com. Det giver muligvis lidt søgemaskinebøvl, men det får være. Det er forenklingens pris. Dog agter jeg at undersøge om jeg kan få flyttet de sidste to domæner til min udbyder i Danmark så de blot kan bruges tilknyttet jørgencarlsen.dk., således at det er denne hjemmeside, der vises, når nyhedsblog.com skrives i adressefeltet. Det ser ud til at kunne lade sig gøre, og det skulle gerne indebære, at links ikke bliver brudt, hvilket jo ikke er så skidt endda – men lad os nu se, hvad der sker. Processen tager en vis tid.
På den nye hjemmeside er der en fast forside, der giver information. Den ændres også. I menuen øverst er der adgang til bloggen. Man vil se alt for mange kategorier, der forhåbentlig samles til lidt færre med tiden.
Kategoriarkiv: Aktiviteter

Uge 52 2019

Så blev det sandelig jul igen. Vi holder jul hos vores yngste barn og hendes familie. Som altid var der gjort meget ud af udsmykningen på julebordet, maden og vinen var i særklasse og juletræet meget smukt pyntet.

Det er jo en god ide at komme ud og røre sig, og som så ofte før var vi en tur på Staunings Ø. Herover ses adskillelsen mellem denne ø og Ølsemagle Revle.

Og det samme fra en lidt anden vinkel.
Efter denne uge er der kun få dage tilbage af 2019. Det er nu lykkedes – med små 5 års forsinkelse at færdiggøre mit projekt om at skrive et indlæg hver uge. Bedre sent end aldrig, er måske passende at sige her.
På gensyn i 2024.

Uge 37 2019

Uge 29 2019

Skulle vejen falde forbi Ringsted, således som den gjorde i denne uge, kan man gå en tur i byen. Det er måske ikke den mest opmuntrende by at gå rundt i, men når man kommer til Sct. Bendts kirke, kan man jo gå ind i den og se sig omkring. Der er kongegrave og mange detaljer man kan fordybe sig i.

Detaljerne på prædikestolen kommer meget tydeligt frem, når man er så heldig at få lyshjælp af solen ved fotograferingen.

Man kan lede efter årstal, dog ikke herover, og vil se, at mange år er gået siden håndværkere og billedskærere udførte interiøret.

Uge 26 2019
I denne uge var vi i Frederikssund. Vi ynder at køre dertil med mellemrum og gå en kortere eller længere tur.

Det gode, gamle skib Skjelskør ligger nok så fint i havnen og viser hvorledes skibe så ud i fordoms tider.

Et andet sted ses en nyere strømlinet båd.

Der er udsigt til Kronprins Frederiks Bro.
Frederikssund er et meget godt eksempel på, at butikker i byens gader først er afløst af genbrugsbutikker, og når der er kommet for mange af dem, afløses de af sundheds- og skønhedsbutikker, der således eksponerer sig i første række i et omfang de ikke tidligere gjorde.


I en genbrugsbutik kunne jeg ikke stå for denne lille fine bog, Enoch Arden, et digt af Tennyson “fra det engelske” til en pris af 10 kr. Faktisk har jeg læst hele digtet og især den lille del om, hvorledes hovedpersonen håndterede en efterhånden svigtende arbejds- og livsevne var spændende at læse. Her er et link til den engelske udgave.

I denne uge har fruen pyntet en flad vase med naturens aktuelle frembringelser.
Hvad ser du først?
I forrige indlæg viste jeg et udsnit af mit barnebarns tegning herunder. Det medførte interessante kommentarer.
Her følger nogle spørgsmål.
Hvad ser du først?
Hvad ser du dernæst?
Hvad ser du så?
(Spørgsmålene knytter sig til tegningen, ikke til striberne i baggrunden, som måske har med scanningen at gøre).

Når man ser hele tegningen, er det dominerende motiv en ugle. Herefter vil man muligvis undre sig over uglens hale og kombineres det med uglens hoved og ører, så træder katteaspektet tydeligt frem. Til sidst opdager man måske, at uglen har katteben. Øjnene har også noget at gøre med kattens visuelle fremtrædelsesform.
Sådan omtrent var den måde jeg oplevede tegningen på, men jeg er nu ikke sikker på det var mig selv der opdagede poterne. Det var snarere min stærkt visuelt orienterede kone.
Det sete afhænger af øjnene der ser er et i bl.a. vidnepsykologien velkendt udsagn. Det betyder at det er individuelt, hvad der sker, når sansepåvirkningen har fundet sted og bearbejdningen i hjernen sker. Om denne bearbejdning leder til uglen eller katten, er individuelt, men efterhånden vil kombinationen kunne opleves. I alle tilfælde når man har hele billedet og ikke kun et udsnit.
Jeg antager de fleste kender Rubins vase, der skifter mellem figur og baggrund, og jeg vil også gætte på at mange har set tegningen af den gamle kone eller den unge kvinde, hvor det ikke er til at vide om den ene eller den anden ses først.
Der er naturligvis mange andre optiske og visuelle illusioner og skjulte figurer, og jeg synes det er lykkedes fortrinligt for mit barnebarn at frembringelsen af en kombination af en kat og en ugle. Det må i øvrigt være en såkaldt katule, som måske bør hedde Katulensia gustaensis (bedre og mere korrekte latinske betegnelser modtages gerne af latinkyndige læsere).

Hvad er det?
Som nævnt i forrige indlæg, har jeg fået lov til at bruge en tegning udført af mit barnebarn i et par blogindlæg.

Tegningen så jeg første gang i en kalender som vi fik ved juletid, og det var en vældig overraskelse at se tegningen.
Det synes jeg bloggens læsere også skulle have fornøjelse af, og jeg er vældig glad for tilladelsen til at bruge det.
Om et par dage vil hele tegningen blive vist i et indlæg.
Inden da har jeg et spørgsmål til læserne:
Hvad ser du på tegningen?

5 år med skridttæller og 5 måneder med sommer

Mon ikke sommeren 2018 sluttede i går?
Temperaturen faldt fra 23° til 14°´. Det kunne sandelig mærkes.
Det går jo nok, nu da dag og nat er lige lange, at efterårets komme viser sig. Der kan selvfølgelig stadig komme behagelige dage, men mon ikke sommeren er fordi for i år.
Sommeren 2018 varede 5 måneder.
Samme dag som sommeren endte, havde jeg benyttet mig af en skridttæller i 5 år. Ingen dag glemt. Alle dages skridtantal er noteret i et regneark.
Er jeg blevet skridttællerafhængig? Eller er det bare en vane? Er den i givet fald god eller dårlig?
Det er spørgsmål jeg egentlig ikke synes skal besvares. Det er nok at vide, at det at have øget gålængden fra dag 1 har været fint for helbred og velvære.
Så må jeg se, hvorledes det går de næste 5 år.
Resultatet af beslutningen i 2013 er, at der på 5 år noteredes 20.370.008 skridt, hvilket giver et dagligt gennemsnit på 11.156.

Udflugt til Møn
Når vejret er ustadigt, som det heldigvis er i øjeblikket, er der grund til at vælge udflugtsdage med omhu.
Således tydede vejrudsigten på, at vejret ville arte sig tørt og rigeligt varmt i går, og det benyttedes til en tur til Møn.
Jeg har været på Møn nogle gange i arbejdssammenhæng, men jeg mener ikke at kunne huske jeg har været ved Møns Klint siden barndommen. Det var derfor på tide.
Det blev en glimrende dag. Vi var der ved 10-tiden. Da vi kørte igen, var der trængsel.
Først gik vi ned ad trappen, dvs vi manglede vel 100 trin da vi besluttede at gå op igen. Ikke at benene ikke kunne, men en ret nyopstået gene gjorde, at det var en god beslutning.
I øvrigt kunne det konstateres, at der var folk på trappen, der burde være vendt om meget før. Det så stærkt plagsomt ud at skulle op igen. Faktisk burde det være omvendt – først op, så ned, men sådan er klinten naturligvis ikke indrettet.

Det er en ret spektakulær trappe, heldigvis med afsatser og ikke kun trin. Hertil kommer gode pausepladser med bænke.

Her ses frilagte bøgerødder, som vel er tegn på at klinten stedse er under forandring.

Flotte indtryk får man mange steder.

Vel oppe igen gik vi ad sti 5 og kom bl.a. forbi Holgers kig. Fint ser det ud.

Efterfølgende gik vi en tur i Liselunds park.

Der var fine åkandeblomster i søen.

På hjemturen gjordes holdt i Stege. Jeg huskede byporten fra tidligere ture, men det så ud som om den var flyttet til den modsatte ende af byen. Det må dog nok være det der kaldes en erindringsforskydning.
Det er en god ide at tage til Møns Klint. Husk godt fodtøj, hvis det er planen at gå en eller flere ture på stedet.