I 1890 blev Weingut Gunderloch i Nackenheim, Rheinhessen grundlagt af herren på etiketten. Her laves prægtig vin.
100 år senere havde vingården naturligvis jubilæum, og i den anledning fremstilledes en jubilæumscuvee af en blanding af Riesling og Silvaner årgang 1989.
Dette var en herlig vin dengang, men jeg har åbenbart gemt et par flasker, hvoraf en havde lav vinstand. Den er formentlig ingen fornøjelse at drikke. En anden havde det efter omstændighederne fint stadigvæk.
I går duftede den stadig af moden Riesling, men smagen var noget indtørret. Alligevel var det en fin gammel vin at drikke til mad – og man kunne mindes gamle dage, hvor vin fra Gunderloch blev importeret af undertegnede.
Skulle vejen falde forbi Nackenheim, er vingården et besøg værd, idet den formentlig stadig er en af de vingårde i verden, der producere de bedste Riesling-vine.