Efter at have været på biblioteket i Roskilde gik jeg en tur. Kort efter hørtes en kraftfuld, aggressiv talen. Først antoges det at være et par, der kom mod mig, men det skulle vise sig, at det ikke var dem, der skændtes. De talte ganske amindeligt med hinanden. I god afstand herfra kom en ung, nydelig kvinde. Det var hende der talte himmelhøjt og voldsomt aggressivt i sin mobiltelefon. Hvad hun talte om og med hvem vides naturligvis ikke.
Da hun passerede mig stillede jeg ganske stilfærdigt et spørgsmål, nemlig om hun ikke kunne tale lidt højere. Det var selvsagt ironisk ment, men ironien blev ikke opfattet. Tværimod vendte den unge, vrede kvinde sig om om hvæsede: “Hold din kæft din møjstodder”.
Det havde vel været meget passende at gøre, men så ved man da hvordan man opfattes. Bare det ikke var sagt til personen i den anden telefon altså!
Jeg lærer aldrig at forstå, hvordan nogen kan få sig selv til at udstille sit privatliv på denne måde – for det første synes jeg det er direkte pinligt at overvære, og for det andet sætter vedkommende sig selv i et meget dårligt lys. Det lader dog ikke til at genere den slags personager…
Selv ‘normale’ samtaler bryder jeg mig ikke om i det offentlige rum – det kommer simpelthen ikke andre ved, hvad man taler med mand, kone, børn eller venner om.
Selvfølgelig kan man ikke forbyde den slags, men problematikken bunder vist også meget dybere end som så.
Men stillekupeer er en god opfindelse – det burde der også være på restauranter 🙂
Jeg tænker man kan komme til at udstille privatlivet som “råberen” gjorde fordi kommunikationen kører på autopilot – og fordi hensynsevnen, som tidsåndsbegreb, har trange kår.