Hvorledes er dit tempo? Ikke nødvendigvis dit mentale tempo, men dit generelle tempo.
Der er forskel på tempo – den hurtigste har et tempo der er 300 gange hurtigere end den langsomste – således forstod vi det her i familien engang for mange år siden.
Vi kommer af og til til at tænke på det. Det skete også i dag – i et supermarked.
Kasseassistentens tempo var uhyre langsomt og uenergisk. Det var som om det ragede ham en høstblomst, at der var kunder. Han søgte efter en ny rulle kassestrimmelpapir. Det lykkedes ikke at finde den i rodebunken omkring arbejdspladsen. Derimod fandt han en pose frugt som ikke længere kunne sælges og som derfor havnede i papirkurven – hvorefter han hentede en strimmelrulle et andet sted.
Det var hvad det var – det er set før. Det er naturligvis også set før, at kunder er langsomme til at samle deres indkøb sammen. Her var imidlertid en kombination af to adstadige kunder uden fornemmelse for andres behov for at komme videre i tilværelsen og en adstadig kasseassistent – det var næsten for meget.
En meget god illustration er følgende: For mange år siden holdt landets bedste bager til på Hvidovre Torv. Der var mange kunder søndag morgen. Der var to, der ekspederede, og følgelig var der to rækker kunder. Det interessante var, at den ene række var dobbelt så lang som den anden. Årsagen var at den ene ekspederede to kunder hver gang den anden klarede en. Det vidste man – og alle indrettede sig efter deres tempo.
Jeg går fuldstændig i baglås over nøl.
Sommetider føler jeg det som om, nogle personer kun kan bevæge sig som en film i langsom gengivelse – her bliver min tålmodighed sat på en voldsom prøve…
Selvfølgelig får dåbsattesten efterhånden en vis indflydelse på mit tempo, men indtil videre har det ikke været noget problem. For mig 😉
Engang for længe siden, da Charlotte var lille og jeg var ked af at være så længe væk fra hende hver dag, fik jeg faktisk gennemtrumfet, at jeg kunne være en time mindre om dagen på arbejde, men beholde min løn (hvilket i princippet svarede til 12,5% i lønforhøjelse). Mit argument var, at jeg nåede mere på seks timer, end mine kolleger nåede på otte. Min daværende chef vidste, at det var rigtigt og accepterede derfor kompromiset på minus 1 time.
Da jeg langt, langt senere gik op på fuld tid igen, havde jeg en anden chef, som uden at tøve accepterede en lønforhøjelse på 12,5% for at gå op på fuld tid 😀
Det var smart – indtrykket er jo også ganske klart at du er en god gevinst for en arbejdsplads, hvilket dine chefer selvfølgelig ved.