Den første vandretur i Virgental i 1995 glemmer jeg ikke. Det var varmt – meget varmt.
Vi kørte fra Virgen via Prägraten til parkeringsplads Ströden. På med vandrestøvlerne og rygsækken med hvad der skulle med på turen i bjergene – det var ikke så lidt, for man kan ikke vide, hvornår man får brug for mere tøj.
Det første stykke vej er ikke noget problem, man går nærmest bare. Og det varer ikke længe før man møder Islitzer Alm og Pebell Alm, som er et udmærket mål for mange mennesker, der vil opleve den storslåede natur og anstrenge sig lidt.
Vi ville imidlertid længere op, og fortsatte straks ind i Hohetaurn nationalpark.
Med det samme mødtes vi af et spektakulært vandfald, Umbalfälle.
Langs dette gik det opad og opad, stien blev smal og ujævn, og den utilstrækkelige erfaring skulle snart vise sig. Vi pustede og svedte.
Det er der råd for – man holder pauser efter behov.
Ved en sådan pause i et sving, kom erkendelsen. Vi gik nærmest som vi gik tur hjemme, og det var uklogt og alt for anstrengende. En mand med en lang stav kom gående, meget stille og roligt, med meget lange skridt – og det der var så tydeligt ved at se på ham, var at åndedræt, skridtlængde og tempo må passe samme.
Det var en fantastisk ændring at gøre som set.
Vi avancerede og pludselig var vi ude i det åbne landskab, med floden dybt under os.
Gående på en smal sti, kunne vi fornemme, at vi snart ville være ved målet for turen, Clara Hütte. Det varede nu nogen tid, men herligt var det at forfriske sig med madpakken lidt efter hytten og siden få en øl og æblesaft – og det første hyttestempel.
Så skulle vi bare ned igen. Det kræve også noget at gå nedad.
Sådan en tur på 6 – 8 timer giver en god naturlig træthed, og er en fortrinlig måde at bruge en feriedag på. Det gjorde vi så igen og igen – det i 1995, 1996, 2000 og 2003.