Klæbesne, kulde og bil uden håndsving

Sne i gadebelysning

Sneen bliver ved med at hænge fast på træer og buske. På grantræerne ser det ud som på Disney-tegninger. Og det bliver bare ved og ved. Ingen vind får sneen til at falde ned, og tøvejr har det åbenbart ikke været endnu. Det må det have været den dag sneen faldt. Den klæbede sig fast til alt muligt og må retteligen kunne betegnes klæbesne.

Flot ser det ud – også om aftenen under gadelampen.

Billederne er taget med håndholdt kamera og ASA 1600.

JegSne i gadebelysning har ikke rettet gadelampen op. Den er lidt skæv, en bil må være bakket ind i den engang.

Det er koldt søndag morgen. 10 frostgrader viste termometeret i carporten kl. ½8. Det forlyder at det varer ved, i alle tilfælde til i morgen. Det er ikke så godt. Jeg skal ud at køre ret tidligt og bilen skulle meget gerne kunne starte. Den har endnu ikke fået nyt batteri, og det bliver da en smule nervepirrende om strømmen er løbet sin vej i kulden eller om den bare starter som intet er hændt. Det må vise sig .

Bilen er en nymodens en, dvs. den er uden håndsving. Det kunne ellers have været en god ide, hvis det nu viser sig, at den ikke starter i morgen.

I en periode i slutningen af 1960erne (jo det er i forrige årtusinde) havde jeg en Morris Oxford. Lyseblå var den. Den havde også lyseblå lædersæder, som man sank ned i når man satte sig ind. Jeg brugte den til at køre hyrevogn i. Det blev imidlertid for dyrt at reparere den, så den blev solgt for en slik.

Den gode Morris Oxford var udstyret med håndsving. Det virkede hver gang. I december 1969 var jeg syg det meste af måneden og der var ikke antydning af strøm tilbage på batteriet, men med håndsvinget var det ingen sag at få bilen til at starte efter den lange kørepause.
Sne i gadebelysning

Hvorfor mon sådanne glimrende hjælpemidler er afskaffet?

 

Tags: ,
Forrige post

I forbifarten 11 – at tale trepartsforhandlinger

Næste post

Kontrol eller kontroltab

Comments

  1. Svar

    Jeg tror, vi er en del, der ikke sjældent stiller det spørgsmål. Hvis vi stiller det til andre end os selv, er svaret som regel, at det er udviklingen – som om det skulle retfærdiggøre hvad som helst. Udvikling er udmærket, når den ikke medfører afvikling af noget, der fungerer, og sagtens kunne være bevaret sideløbende, men det er, som om udviklingen skulle blive ringere af, at man bevarer det bevaringsværdige.

      • Jørgen
      • 20. januar 2016
      Svar

      Jeg er ganske enig i dine betragtninger om udvikling og afvikling.

    • Eric
    • 17. januar 2016
    Svar

    Ja, flot ser det ud; især en stille og klar dag som i dag. Jeg var dog hellere foruden. Det er farligt at cykle, og jeg er spændt på, om gearkablet er frosset i morgen tidlig – det gik lidt trægt i fredags.

    Biler i dag er næsten mere computere end mekaniske tingester, og hvem har set en computer blive startet med håndsving?

      • Jørgen
      • 20. januar 2016
      Svar

      Ja, lad tøvejret tage sneen. Håber gearkablet virker – I har vel ellers en isnende kulde på dine kanter.
      Enig i det med computeren, men måske kunne indrette den til at fortælle at batteriet skal skiftes i god tid unde passende hensyntagen til frost og lignende ubehageligheder.

  2. Svar

    Jeg er meget enig med Eric i, at en bil nu om dage nærmere er en computer, se bare på VW-skandalen, hvor der er fiflet med en eller anden målertingest.

    En smuk solskinsdag med knirkende frost som i dag synes jeg, vinteren er OK, men ellers må I gerne have den for mig. I byen bliver sneen så ulækker og noget værre mørkebrunt sjap, inden der er gået to timer.

      • Jørgen
      • 20. januar 2016
      Svar

      Ja, biler er komplicerede systemer. En enkelt gang er den nuværende gået i strejke,to dage før en ferietur, men det blev klaret.
      Sne og byer hører afgjort ikke sammen.

  3. Svar

    Jeg er nu altså glad for, at jeg ikke skal ud og svinge et håndsving rundt for at starte min bil og synes bestemt ikke, at udviklingen burde være standset der.
    Jeg tror, jeg ville have prøvet at starte i dag i det fine vejr og kørt en tur – det er da lidt ærgerligt at finde ud af i morgen tidlig, at bilen ikke kan starte – det ville jeg ikke have sjælsro til at vente med at finde ud af 🙂

      • Jørgen
      • 20. januar 2016
      Svar

      Helt enig, men af og til afskaffer man gode, billige hjælpemidler. Bilen startede fint. Vi var tidligt på den og havde forskellige løsninger i tankerne, hvis problemet skulle opstå – og faktisk var vi hjemme igen kl. 9, trods aftale i Ringsted 8.45. Det var fint at være i god tid …

    • Inge
    • 17. januar 2016
    Svar

    Vejret i dag har været perfekt til en køretur ud i det hvide og blå.. Håber bilen springer i gang som den skal. 🙂

      • Jørgen
      • 20. januar 2016
      Svar

      Bilen gjorde som den skulle.

  4. Svar

    Et rigtigt Disney-træ 😉
    Jeg synes nu, at vores sne, og den vi så i Rebild Bakker i weekenden, var alt andet end klæbesne (et fantastisk udtryk). Det knirkede under vores fødder, når vi gik – DET er rigtig sne.
    X’er for, at du ikke vil ønske dig håndsvinget tilbage, når du får brug for bilen.

      • Jørgen
      • 20. januar 2016
      Svar

      Sneen knirker fint, men jeg synes også den er blevet hængende længe på træer og buske i denne omgang.
      Jeg fik ikke brug for håndsving eller andre hjælpemidler. Motoren sprang i gang som en gazelle springer. Det var godt det ikke gik med hiv og sving, som vel må være et udtryk fra dengang motorer startedes på den måde.

    • Pia
    • 19. januar 2016
    Svar

    Der er lidt nostalgi over et håndsving til bilen, men jeg er nu alligevel ret glad for at jeg ikke skal ud og svinge sådan et hver morgen. Jeg husker da også min morfars bil, trods håndsving, af og til måtte skubbes i gang.
    Sne har vi også her, men heldigvis ikke i de store mængder, men det der er, er kørt godt fast på vores små veje, og er de rene skøjtebaner.

      • Jørgen
      • 20. januar 2016
      Svar

      Tanken var nu ikke, at man kun skulle bruge håndsving, men det kunne i nogle situationer være et praktisk hjælpemiddel. Vi glæder os til sneen forsvinder.

  5. Svar

    Jeg kunne godt høre at min bil var længere om at starte. Heldigvis har den et godt batteri, selv om den er gammel.
    Jeg husker også Morris bilernes håndsving, min husvært – jeg lejede et værelse – havde sådan en. Dengang tænkte jeg at det var næsten normalt at starte med håndsving, det havde vi jo da set andre gange.

    Jeg håber du kom godt afsted!

      • Jørgen
      • 22. januar 2016
      Svar

      Ja, bilerne kommer lettere til at lyde som de kun kan startes med hiv og sving, men heldigvis går det i de fleste tilfælde fint
      Tak, vi kom fint afsted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *